tirsdag den 22. oktober 2019

Bryggeriloggen 23: Norbæk Gaardbryggeri

Bryggeriloggen er tilbage, denne gang med Norbæk Gårdbryggeri, der holder til i Elev nord for Aarhus. Her har Emil fra bryggeriet været så venlig at svare på bryggeriloggens faste spørgsmål.

Bryggeriets navn: 
Norbæk Gårdbryggeri 

Siden hvornår: 
2018 

Fantombryggeri eller ”rigtigt”: 
Rigtigt 

Hvem står bag: 
Bag bryggeriet er de tre drenge Valdemar, Victor og Emil, som har dedikeret deres sabbatår til at brygge øl. De er alle 19 år. 

Hvordan kom det så vidt: 
Det hele startede med tanken om, at det ville være fedt at lave sine egne øl. Efter at have eksperimenteret med nogle forskellige stilarter besluttede drengene sig for at fokusere på at lave spontanfermenterede øl inspireret af den belgiske Lambic tradition. De fik så muligheden for at bygge et bryggeri på en gård i Elev. 

De fik en god ven fra gymnasiet til at illustrere deres labels. Ideen var at holde stilen ren, enkel og samtidig genkendelig med en simpel blomst på en hvid baggrund.

'Gennembrudet' kom ved det første spontangærede batch, der kom i to partier: Aronia Spontan Blend og Wild Ale Blend. Mikrobatchene på omkring 40 flasker sammenlagt, blev solgt til et nytårsrelease på Mikkellerbar. I takt med at de udvidede deres produktion begyndte de at etablere kontakt til bottleshops og ølbarer i Aarhus. Samtidig lavede de aftaler med danske økologiske producenter af malt og gær. De ønskede at holde produktet lokalt og økologisk. 

Hvad er planen: 
Norbæk Gårdbryggeri har længe været under ombygning, men står klar fra 2020, hvor produktionen øges til 500 liter pr. batch med en samlet startkapacitet på 6000 liter. De mange nye øl skal afsættes til udvalgte bottleshops og ølbarer i Danmarks største byer. På sigt skal øllene også eksporteres til London, Berlin og andre europæiske storbyer. 

Hvilke øl skal vi forvente: 
Det primære fokus bliver at lave spontanfermenterede, sour ales og sour blends. Men da nogle af øllene lagres op til flere år, kommer der også til at blive lavet øl, som Grisettes og Saisons, som kan færdigproduceres inden for en kortere tidsramme. Ingen øltyper kan udelukkes og der kommer til at blive eksperimenteret med mange forskellige stilarter. 

Hvad er næste træk: 
På nuværende tidspunkt er udvidelserne stadigvæk i gang, men til december, når bryggeriet står klar og temperaturen er faldet, begynder drengene at brygge nye spontanfermenterede øl. Ellers er de bare klar til at servere en masse gode øl i 2020.