Igen i år starter Stovt året op med en rask omgang Q&A, hvor de medvirkende bryggerier indsendte deres svar da 2019 var ved at blive til 2020. Denne gang er det Jakob Nørby Houmøller fra Gamma Brewing Company, der leverer svarene.
1: Hvad var det bedste ved 2019 for bryggeriet?
2019 var et skelsættende år for Gamma som bryggeri og som virksomhed. Vi gik fra at være et relativt lille hobbyprojekt indtil Oktober 2018, hvor vi fik en beskeden deltidsløn ved siden af vores fuldtidsjobs andetsteds, til at vi nu er 3, snart 4, fuldtidsansatte med to deltids- og freelance stillinger også. Vi har i 2019 fordoblet vores kapacitet, forbedret vores kvalitet og har for alvor slået et slag for salget af frisktappede IPA'er på dåse sammen med andre dygtige bryggere i Danmark.
Vi er kommet ind på gode eksportmarkeder i Frankrig, England, Norge, Sverige, Spanien og Italien m.fl. men har samtidig gjort hvad vi kunne for at udvide i Danmark også. Alting er gået meget hurtigt, nogle gange for hurtigt, for os i 2019 og jeg er stolt af at vi alle har kunnet følge med og stadig har mod på mere!
2: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2020?
Det vigtigste bliver at fortsætte den konstante forbedring af vores øl, vores salg, vores brand og vores fremtidsplaner.
Vi står overfor en større udvidelse i 2020 med et nyt bryggeri bygget fra bunden med plads til mere produktion og højere kvalitet end vi har mulighed for på vores nuværende adresse, hvor vi nu kører på maksimum kapacitet uden mulighed for installation af flere tanke.
Hvis alt går som det skal, er det nye bryggeri oppe at køre mod slutningen af 2020 - det bliver et kæmpe skridt for os som bryggeri og som virksomhed - og det vil give os en masse fede muligheder for events, rundvisninger, smagninger og lokalt engagement som vi ikke kan pt.
3: Hvor meget øl producerede I i 2019 og kommer I til at producere mere eller mindre i 2020?
I 2019 producerede vi 120.000 liter øl. Vores produktion stiger marginalt til ca. 140.000 liter øl i 2020, men endnu mere hvis det nye bryggeri bliver klar før tid.
4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2020?
Konkurrencen. De store bryggerier bliver større, flere vil blive opkøbt af store koncerner med massive ressourcer. Der bliver investeret tungt både i ind- og udland, og det bliver svært for de helt små at følge med. Mange bryggerier der pt. er ca. samme sted som os står overfor en skillevej, hvor man enten skal følge med udviklingen, investere aggressivt og udvide nationalt og internationalt, eller acceptere at man må finde en niche i markedet og forblive lokal. Vi ser lige så stille, at den anden bølge af craft beer der startede for ca. 10 år siden (hvor den første var i start 00'erne) er ved at modnes - og det er ikke alle der vil overleve presset.
5: Hvem fortjener et skulderklap?
Jeg synes at ølbrancen som helhed fortjener et skulderklap, og i særdeleshed den danske ølbranche, hvor vi har et fantastisk sammenhold. Alle er naturligvis konkurrenter, men vi hjælper hinanden hvor vi kan, dørene står altid åbne, vi rådgiver hinanden og vi løfter i fællesskab.
Kvaliteten af øl i Danmark er blevet meget bedre i 2019, og det skal den blive ved med i 2020.