onsdag den 19. maj 2021

Klummen 48: Hvalernes exit

Jeg købte i sidste uge to Stormaktsportere. Det er en af de øl, der stod på min bucket list længe – altså, dengang jeg havde sådan en. En øl, jeg aldrig troede, at jeg skulle komme i nærheden af. Men! Nu lykkedes det så, en del år efter at jeg var holdt med at drømme søde drømme om den. Var den samme øl blevet lanceret i dag, så havde jeg næppe kastet hverken tid, penge eller opmærksomhed efter den.

Det fik mig til at fundere lidt over begrebet hvaler.

Du ved, svært tilgængelige øl. Typisk øl, der kun brygges en gang om året, fadlagrede øl og andet, der af en eller anden grund ikke bliver lavet i store mængder – og som kommer på markedet med buket hype i røven til en efterspørgsel, der er større end udbuddet.

For, findes de mere?

Selvfølgelig har folk, deres personlige hvaler. Øl de målrettet går efter. Men er de mere bredt eftertragtede hvaler, er de ikke skubbet ud i periferien.

Jeg mener, at svaret er ja.

Her er fire strøtanker om hvorfor.

Lad os tage et kig på Dark Lord fra Three Floyds. Den ville jeg fandeme gerne smage, dengang den var billedet på en uopnåelig øl. Da jeg så havde smagt den, der blev jeg ramt af et wtf-moment. For Dark Lord er intet særligt, den er blot endnu en øl. En ting som jeg tror er ved at gå op for de fleste øldrikkere. For enhver øl er blot endnu en øl, og i en verden, hvor der går 13 på dusinet af bryggerier, der vil der altid være noget, der kan gå i stedet for. Derfor er det unikke ikke særligt unikt mere.

Bourbon County Stout fra Goose Island er en anden hvalklassikker. Goose Island blev som bekendt opkøbt af Anheuser-Busch og siden gik der inflation i produktionen af Bourbon County Stout. Produktionen er blevet mangedoblet – og der er igennem årene kommet et utal af varianter af Stouten, lige som der eksempelvis er kommet en Bourbon County Brand Barley Wine. Med andre ord, bryggerierne går efter indtjeningen, øger produktionen og udvander på den måde hvalen indefra.

I forlængelse af det første punkt, så tror jeg også at hype og retorik spiller ind. Bryggeriernes måde at kommunikere på er gudskelov modnet igennem årene. Hvor alle øl engang var monsters og et spil på FOMO, der er det blevet dagligdag i kommunikation. Det er den gamle kommunikationsklassiker om igen, at når alt er noget særligt, så er intet noget særligt. Det har øldrikkerne også lært.

Vi har for nyligt set Amager Bryghus lancere flere fadlagrede øl i ret begrænsede mængder, der kun har været til salg på bryggeriet. Oplagt hvalmateriale, men sidst jeg så en video af bryggeributikkens udvalg, der var de stadig på lager. Det nægter jeg at tro, at de også havde været for en håndfuld år siden.

Det er gået, og går, hamrende hurtigt i øllets verden. At en øl ikke længere kan blive hevet op på en piedestal, bare fordi den kommer i et begrænset antal, det ser jeg som et modningstegn. Og når det er sagt, så glæder jeg mig til at smage Stormaktsporteren.