mandag den 8. maj 2023

Kiss'ed in an Åben door

Det er emmer lidt af Dirch og Daimi, at kalde en øl for ”Kiss’ed in an Åben Door”, men den virkelighed flasken byder på, er mere ”Kiss Me Where It Smells Funny” af Bloodhound Gang.

Det er et kys i en åben bagdør af den slags, der åbner sig en smule på klem, når du bøjer dig forover – og der er ikke holdt igen med tungen, så der kan virkelig smages røv.

Samarbejdsbrygget fra Kissmeyer og Åben dufter himmelsk, lad os bare starte der. Kaffe, masser af blød kaffe i næsen, hvilket giver fin mening, da dør-øllen er en Imperial Espresso Porter. Havde smagen matchet duften, så havde dette været en af de mest skammeligt oversete øl – som i – nogensinde.

Smagsnoterne på etiketten lover kraftig kaffesmag, ristet malt og en diskret frugtsyrlighed.

Diskret.

Lad os kort stoppe op og se, hvad der bl.a. står, hvis vi slår ordet op på Sproget.dk:

”…fra fransk discret af latin discretus 'adskilt, tilbagetrukken', perfektum participium af discernere 'adskille, skelne'

1 som ikke falder i øjnene eller vækker (unødig) opmærksomhed

1.a som er taktfuld, høflig og tilbageholdende, især med fornemmelse for ikke at røbe eller på anden måde videregive fortrolige eller pinlige oplysninger…”

Trust me. Frugtsyrligheden er fanden, fucking, fiseme alt andet end diskret. Øllen er udrikkeligt sur.

Faktisk kan det godt være, at frugtsyrligheden er diskret, men at det er det ”koncentrat af sur kirsebær”, der optræder på ingredienslisten, som blæser mine smagløg fra Surekøbing, henover Surebugten og tilbage igen. Surt/syrligt – når noget er skruet så højt op, så fortaber detaljerne sig i volumen.

Normalt strækker min ytringer om øl, når jeg sidder i sofaen, sig fra et diskret uhm til et stilfærdigt urgh. Ved den første tår kom jeg dog til at vække min kone fra hendes halvdøs, da jeg for fuld volume udbrød FY FOR SATAN! Absolut ikke diskret, med mindre du bruger ordet, som det bruges på den ovenstående øls etiket.

Jeg er nysgerrig på, om det er meningen, at ”Kiss’en in an Åben Door” skal smage sådan her, eller om nogen har forregnet sig og ramt et par decimaler ved siden af i opskriften.

Resultatet er i hvert fald blevet den værste øl jeg har fået i mange, mange, mange år.