torsdag den 14. december 2023

Poesibogen: Thor Abildgaard (Thorbeers)

Poesibogen er nået til kapitel 59. Det bliver skrevet af Thor Abildgaard, der til hverdag går rundt er det Thor, der optræder i Thorbeers.

Hvad er din yndlingsøl?
Jeg holder en del ølsmagninger, og det er et spørgsmål, der ofte kommer efter en 4-5 øl.

Spørgeren ser gerne koncentreret ud, altså er det et gennemtænkt spørgsmål, men jeg aner det simpelthen ikke.

Den gamle lærte mig at drikke Limfjordsporter, så den holder jeg umådeligt meget af. Ellers kommer det an på situationen og hvad jeg spiser. Når jeg laver mad er det gerne Dobbelt IPA. Der er Big Doink altid en sikker vinder.

Hvad er din yndlingsøltype?
Selv om jeg fremhæver Limfjordsporteren, så er det sjovt nok ikke min favorit stilart. Der er jeg mere ovre i noget IPA eller let drikkeligt øl.

Stouts nyder jeg gerne i sofaen og gerne over længere tid.

Ellers er det madlavningsøllet, der ”vinder” altså de bitre øl, som Double IPA, West Coast eller de let drikkelige tyske pilsnere.

Til mad er de belgiske øl ofte vindere, blond og triple kan komplimentere det meste - resten kan geuze/lambic klare.

Til det mørke kød med intense saucer og glacer er de kraftige belgiere at foretrække.

Hvor køber du dine øl?
Jeg indrømmer det gerne: jeg er dovent anlagt! Så jeg elsker ølabonnementer, der bliver sendt til mig. Bare der ikke er for meget laktose eller frugtmos i kasserne. Jeg har som velvoksen mand ikke behov for babymad.

Jeg får lige nu primært mit øl fra Beershoppen i Kolding, Alefarms abonnement, Brætspilscaféens bottleshop eller øl2go i Horsens.

Hov! Ikke at forglemme den glimrende århusianske shop Tyskoel.dk, der har glimrende tyske øl til særdeles gode priser.

Hvad er din største øloplevelse?
Det er tydeligvis skarp dybdeborende journalistisk det her, for det er svære spørgsmål. Jeg ser en Cavling komme din vej.

Jeg syntes, der er mange at vælge imellem.

Jeg føler mig privilegeret, at min hobby har givet mig så mange hamrende gode oplevelser, et stærkt netværk og virkeligt gode venner.

Den første aha-oplevelse med øllet har været til en ølsmagning i 04? Jeg husker med glæde Furs Bock og Dark Celebration fra Baggårdbryggeriet i Holstebro, tak til Martin Schau, der blev jeg virkeligt rystet. Oplevelsen af en helt anderledes øl var skelsættende.

Senere i 2006 var jeg med min far og andre til de såkaldte provinsfestivaler Danske ØlEntusiaster (DØE) arrangerede i deres storhedstid. Jeg var stadig ny i øllets verden og min far introducerede mig denne dag for ekstremerne i øllet, F.eks. skibsøllet fra Refsvindinge, festivalens stærkeste øl, en Samichlaus på 14% og naturligvis de 3 T’er Thisted Tang og Tjære, en Limfjordsporter.

Den dag i oktober 2006 meldte jeg mig ind i DØE og har været medlem siden. Nr. 17.595.

Siden har mange smagsoplevelser fuldt. Ølrejser til Belgien, ølfestivaler i mange versioner, forskellige besøg på Thisted Bryghus, ølsmagninger både som gæst og afholder, hvor den største nok var den første 50 øl du skal smage før du dør-smagning.

Henrik og jeg havde fået ideen, og holdt sammen med Rene fra Beershoppen og Carsten Berthelsen selv arrangementet, der strakte sig over 8 timer. Vi fik 5 cl af hver øl og havde i starten præcis 5 min til hver øl inkl. præsentation. Det var sjovt at være med til.

Og så kommer jeg ikke udenom den kæmpestore oplevelse, det har været, at være med til at starte Beers Behind Bars i Horsens op. Jeg står stadig for at finde udstillerne til festivalen, og det ændrer sig vist ikke lige sådan. Festivalen er i dag en succes og jeg er lige dele glad og stolt over, at så mange udstillere og gæster vil bakke op og gøre det til så stor en succes.

Hvad er det øl kan siden det er så godt?
Ølfolket er et jovialt folkefærd, der gerne deler ud af deres øl. Nuvel, der findes prætentiøse, nærmest radikaliserede grupper, på den mørke del af internettet der er knap så imødekommende. Men generelt set er den verden bare rar.

Jeg glæder mig til alle ølfestivaler, for der er så mange rare mennesker. Alle står med et stort kram og en kold øl, man bare lige skal nå at smage.

For mig er øllet nemlig lige så meget socialt, som det er et nydelsesmiddel. Øllet er samlende og langt hen ad vejen inkluderende. Fra bottleshares i en gyde i den brune del af kødbyen, til invitationer til festivaler, ølreleases, havefester og bloggerfællesskaber.

Øl er for mig fællesskab, krammere og store grin.