fredag den 7. juni 2013

Det billige øl: Blue Mountain Stout, 6,5%, Gourmetbryggeriet

Det er år og dag siden jeg sidst smagte Blue Mountain Stout fra Gourmetbryggeriet, og jeg husker den egentlig som en ganske glimrende stout, men fra mindet og til den supersøde brune væske, der har taget ophold i mit glas, er der mere end en dagsrejse. Det søde dominerer totalt, og jeg er blevet taget en kende med bukserne nede, for jeg havde en idé om at det her skulle være noget helt, helt andet. Sådan forholder virkeligheden sig så ikke. Det havde i den grad klædt Blue Mountain Stout med noget fylde, tyngde, vægt og bitterhed som kontravægt til det sirup, der skvulper rundt i mit glas. For det ikke kun sødmen, der fejler. Blue Mountain Stout har en sivtynd krop, hvor kun taljen holder de officielle modelmål, der som bekendt er tynd grænsende til det underernærede. Jeg kan slet ikke finde hoved og hale i denne øl, der mere end et færdigt produkt virker som et fejlslagent forsøgsbryg på vej i kloakken.
Karakter: 03