onsdag den 5. juni 2013

Det tynde øl: Rauchpils, 4,6%, Mikkeller

Havde Rauchpils været en forret på en finere restaurant kunne den passende have heddet "Pilsner Urquell med et strejf af røg". For Rauchpils er i udtryk denne tjekkiske ølklassiker op af dage, bare med et vedhæng af røg, der dog ikke gør mere væsen af sig end at øllets eftersmag ikke er optimal. Smagen af Rauchpils er skarp, og kulsyren ganske hidsig, selvom den uklare øl i glasset mere ligner en blid hvedeøl end en pilsner. Jeg kan ikke se, hvad røgen skal gøre godt for, udover at det nok har været ambitionen at kreere en røget pilsner. Det er måske en smagssag, og det har også været op at vende før i flere andre ølanmeldelser, men røgens tunge smag står ikke særligt godt til for megen kulsyre. Rauchpils er ikke en dårlig øl som sådan, men mere en fiks idé end en god en af slagsen. Til prisen tog jeg hellere to halvliters Urquell med hjem.