For nylig fik jeg en mail, der efter lidt indledende smiger i retning af Stovts fortræffeligheder rummede spørgsmålet om, hvor vidt jeg kunne tænke mig at anmelde et par af afsenderens hjemmebryg. Og jo, hvorfor ikke.
Mailens afsender hed Svend, hans hjemmebryggeri kalder han Skunk Bryg.
skunk sb., -en, -er, -erne (rum mellem et loftværelses væg og den nederste del af taget)
Og hvorfor så det ”..navnet stammer lidt lavpraktisk fra det faktum, at jeg bor i en taglejlighed med fritlagte spær. Helt ude ved tagfødderne er der så indrettet skunke til opbevaringsdepoter. I køkkenet er denne så udnyttet til lagring af mine øl, så derfor navnet Skunk Bryg. Mange har den fejlagtige opfattelse at det er hashproduktet skunk, men nej.”
Jeg kender ikke Svend, og af samme grund kender jeg ikke Svends evner ud i bryggens noble kunst. Hvilket, i forhold til det lille anmeldelseseksperiment jeg havde takket ja til, betød at jeg ikke havde nogen som helst ide om, hvor vidt jeg skulle begejstres, eller om det skulle ende med en dans rundt om den varme grød for ikke at træde nogen over følelserne.
Et par dage efter at mailen var landet, modtog jeg så en pakke fra Svend. I pakken lå der to flasker, henholdsvis en rugporter og en Imperial Rum Stout, begge forsynet med ganske fine etiketter, der gav gode point på førstehåndsindtrykskontoen. Yderligere et par dage senere kom de to flasker med en tur i byen, så jeg ikke skulle sidde alene med mine holdninger til Skunk Bryg. Efter tyve minutter ude af køleskabet tog vi hul på rugporteren.
Rock 'n Rye (6.6%, ibu 60, ebc 67)
(Uddrag af Svends beskrivelse af øllen) En god porter skal i min optik være en fuld nydelse både æstetisk og smagsmæssigt. Min egen porter er måske en anelse røget. Den er blevet humlet med Chinook og Simcoe, som giver den en behagelig balance. Rugen udgør ca. 10 procent af malten, men er med til at give øllen en dejlig rund kant. Efter gæringen var færdig gav jeg den 14 dages modning på egetræsspåner for at give den det sidste.
Det var svært ikke at være en smule imponeret da Rock ’n Rye blev hældt op. Øllet fremstår så klart, som en sort øl kan fremstå, med et imponerende skum, der både var tykt og langtidsholdbart. Selve øllen er fyldig, men med store bløde bobler, der giver noget modvægt til fylden, og noget balance til helhedsindtrykket.
Smagsmæssigt er det mest lakrids og kaffe, der går igennem. I forhold til min smag, var duften dog en kende for parfumeret, og Rock ’N Rye mangler noget mere kant og personlighed, hvis den for alvor skulle kunne fange mig. Helhedsindtrykket falder dog positivt ud, og opsummeringen lyder, at Rock ’N Rye er en øl, der er flot rundet, godt balanceret og let at gå til. Hvilket i min bog er lig med et lille nital.
Skrydstrup fik en halv time ude af køleskabet før vi gik ombord i den.
(Uddrag af Svends beskrivelse af øllen) Dette er tredje generation af min stamstout, og den er efterhånden, hvor jeg vil have den både styrkemæssigt og smagsmæssigt. Ideen er inspireret af Hornbeers version, men da jeg ikke (endnu) har romfade på lager, måtte jeg ty til egetræspåner. Disse er blevet mættet med Zacapa rom i 14 dage, hvorpå grønøllet er modnet 2 måneder. Lidt dovent skum, men behersket således at duften ikke bliver ført bort ved skænkning. Humler er Chinook, Northdown og til sidst Fuggles. Den blev brygget til julen 2012 som dessertøl.
Der blev udvekslet en del blikke henover bordet, da først Skrydstrup Stout var skænket og sat til munden. Den virkede off, som om noget var gået galt et sted mellem tanke, handling og udskænkning. Men efter et par minutter var det som om, at øllet havde fået vejret og fundet pladsen til at folde sig ud, i stedet for at smage som et koncentrat af noget, der ikke helt var lykkedes.
Mens vi sad og ikke helt vidste, hvad vi skulle mene om Skrydstrup Stout, genlæste jeg Svends beskrivelse af øllen, og især hæftede jeg mig ved ordet dessertøl, der fik et par brikker til at klikke på plads for mig. For Skrydstrup Stout er uden tvivl en øl, der gør sig bedst i små serveringer. Til trods for at den er pænt karboneret, så er det en heftig og ganske fed øl. Rommen er allestedsnærværende, overdøver de andre smagsindtryk og fylder (for) meget, jeg ville nok foreslå, at den blev tonet en del ned, så den ikke fylder så meget som den gør.
Med ordet dessertøl i baghovedet lander karakteren på et ottetal. Skrydstrup Stout er ikke en dårlig øl, men rommen skal balanceres bedre for at regnestykket går helt op.
Tak til Svend for at byde med et par håndbryg, det var sjovt at kunne gå ind til et par øl, hvor jeg var fuldstændig blank på forventninger.