tirsdag den 26. august 2014

Anmeldelse: Hærvejs Røg, HumlepraXis

HumlepraXis er et af de nyere tilkomne danske mikrobryggerier, og er her, cirka et år efter at de første øl blev brygget, leveringsdygtige i lige over en håndfuld forskellige øl. Udvalget dækker over Pale Ale, India Pale Ale, Amber Ale, lakridsstout og en røgøl. Sidstnævnte virkede umiddelbart som den mest tiltalende, da jeg for nylig stod i en butik med fuldt udvalg af Humlepraxisøl, og lyst til at prøve noget derfra. 

Forventningerne er ikke de store. Nye småbryggerier med eget anlæg er sjældent det helt store rush, men med kapslen af flasken, og øllet i glasset, kan jeg konstatere, at det er lykkedes HumlepraXis at fremelske en rød øl med et flot hvidt skum, der rent æstetisk scorer toppoint. 

Røgen hænger i duften som en drone, summende uden at overdøve sanseapparatet. De første sip af glasset keder mig. Øllet fejler intet, men det er næsten for behageligt. Fra min færden blandt de sorte øl er jeg vant til, at røg er noget man bruger til at skille fårene fra bukkene, her kan alle være med. Hærvejsrøg vokser dog som en Fugl Fønix ud af det intet jeg havde forventet, til en positiv oplevelse, der havde fortjent at blive serveret til et klassisk dansk frokostbord. Fyldig, blødt karboneret, let røget, rund og mild med kant, der er ikke den ting du kan putte på et stykke rugbrød og siden smide bacon ovenpå, som ikke ville elske at glide ned med den her. Jeg tror endda, at jeg vil gå så vidt som at påstå, at en god snaps ikke ville være af vejen til Hærvejs Røg. Det her kunne godt være det bedste match til det danske frokostbord siden svinekødet blev opfundet.