onsdag den 4. marts 2015

Bryggeriloggen 04: Brewski

Fjerde kapitel i Bryggerilog-sagaen, og denne gang bliver der brudt grænser ned, når Stovt rykker spørgsmålstegnene østpå til Sverige. Marcus Hjalmarson fra Brewski har været så flink, at svare på Stovts spørgsmål, og knap så flink da han valgte at gøre det på svensk. Frygt dog ikke, Stovt har haft gang i de røde ordbøger, og kan derfor præsentere svarene på et brugbart dansk.
Bryggeriets navn:
Brewski
 
Siden hvornår:
2014
 
Fantombryggeri eller ”rigtigt”:
Det er et rigtigt bryggeri, men altså, fantombryggerne brygger jo også på rigtige bryggerier. Vi har den fordel, at vi, modsat fantombryggerne, brygger på det samme bryganlæg hele tiden. Se bare Mikkel og Henok, det de gutter gør kunne jeg/vi aldrig klare.
 
Hvem står bag:
Marcus Hjalmarsson, Alfred Olsson, Robin Skoglund och Johan Britzén.
 
Hvordan kom det så vidt:
Under mine besøg i Pacific Northwest (den nordvestlige del af Nordamerika) i 90’erne og starten af 00’erne, der kom jeg i kontakt med mikrobryggerierne for første gang. Så der fik jeg oplevelsen af vestkyststilen og en stor forkærlighed for velhumlede øl. Jeg har de sidste 10 år gået og tænkt tanker i retning af, om jeg skulle lave en vestkystinspireret hyldest til mine øloplevelser i det forjættede land. Det blev dog ikke realiseret før jeg og mine venner var til De Molen Borefts Beer Festival i 2013. Efter at have samlet en masse inspiration og haft utal af samtaler med blandt andet Amager Bryghus, Mikkeller og De Molen, så tog vi beslutningen om at tegne skitserne til et kommercielt bryggeri så snart vi kom hjem. For at gøre en lang historie kort, så frigjorde jeg mig helt og holdent fra mit arbejde i oktober 2013. Kort tid efter købte vi et nanobrygværk og jeg begyndte at eksperimentere på Höganäs Bryggeri (High Nose Brew). I marts 2014 deltog vi ved Mikkeller & Friends fødselsdag og kort tid efter ved Göteborgs Øl- og Whiskymesse. Vi fik en masse positiv respons, og jeg besluttede mig for at tage skridtet og starte eget bryggeri. Mine venner kunne lide idéen og bare et par måneder senere stod vi i nyrestaurerede lokaler med et monteret bryganlæg som bare ventede på at blive udsat for vores bryg. En kæmpe fordel!
 
Hvad er planen:
Desværre er vores udstyr allerede i dette stadie for småt. Først og fremmest arbejder vi hen imod at udvide antallet af tanke fra 10stk 20hl til 20stk. Vi leverer nu til hele Sverige, men vi vil også ud på den internationale scene, altså, hvis de vil have os. Vi eksporterer allerede til Danmark, og er helt uforstående overfor, at I vil have vores øl. Det er så noget vi kniber os i armen over dagligt. Inden for kort tid bliver også vores flasker tilgængelige i København. Vi forhandler lige nu også med andre lande om fremtidige lanceringer. Time will tell…
 
Hvilke øl skal vi forvente:
Jeg er forbandet forelsket i de lyse og humletunge øl, men jeg sender også lidt øjne i retning af andre øltyper. Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan det kommer til at se ud i fremtiden, men vi har en vidunderlig mulighed på Brewski – vi kan gøre hvad vi vil.
 
Hvad er næste træk:
Lige nu arbejder jeg med del to i vores ”Feber-serie” (den første var Mangofeber dIPA), en American Pale Ale med ananas. Ud over Sverige, bliver den også tilgængelig i Danmark og København (15-20kegs i hvert land). Kommende Events i løbet af foråret er Mikkeller & Friends fødselsdag til marts i både København og Stockholm, samt under CBC-ugen, hvor vi har ”a corner” på netop Mikkeller & Friends en af dagene. Brewski loves Denmark.