Man bare ved, at når flasken er blevet deponeret i et paprør, at man har fået fingre i nogle gode sager. Denne papindsvøbte Barley blev købt i det Bette Ølhus for halvandet år siden, da familien Stovt gæstede det nordjyske. Barley Wine har aldrig været det store hit for mig, det er ganske enkelt for hvinesødt til at tilfredsstille mine sofistikerede smagsløg. Flydende karamel med indbygget isningsgaranti i de tænder, der ikke kommer til at bestå næste halvårlige tandlægetjek.
Vendia (latin for udkantsdanmark)’s bud på genren har en fornuftig brændt karamelsødme, men med en tung eftersmag, hvor alt hænger i gardinerne. Det brændte redder den fra, at falde i det vanlige sødsuppehul, men det er stadig en Barley Wine som Barleys Wines nu engang er. Det kunne have været langt bedre (men så havde det næppe været en Barley Wine), men det kunne også være langt værre.