Jeg har været så forhippet på, at smide Mikkellers Brown Ale brygget for at fejre Crunchy Frogs 20års ind under Stovts Sort vinyl og øl, at den har fået lov til at leve et efterhånden langt liv i hjørnet af køleskabet. Det er der blevet rådet bod på, og i selskab med et mindre musikalsk nostalgitrip er flasken nu blevet fortæret i selskab med en stribe numre jeg ikke har hørt længe.
Mit forhold til Crunchy Frog har varet way, way længere end mit kendskab til Mikkeller har. Det var et pladeselskab, der i flere af selskabets levetid efterlod et indtryk hos mig, der gjorde at alle nye udgivelser fra dem blev købt ubeset. At Mikkeller vælger en Brown Ale i deres ære er for mig helt skævt, for i de år var selskabet pastelfarvet; Junior Senior, Powersolo, EPO555 og så Superheroes, hvis albumcovers måske godt ville kunne forsvare valget af den brune farve. Synthpop udspillet i et retrounivers, med Thomas Troelsen i front som tidens skarpeste sceneindpisker. Hvem fanden ville have gættet på, at han et tiår senere sad i en af de varme stole hos Smagsdommerne på DR2?
Crunchy Frog var ustoppeligt festligt i den tid. Det var weekendmusik skabt til at booste moralen før byen blev indtaget. Hvis ikke de var festen. Jeg har været til talløse koncerter med ovenstående navne (Thau fraregnet), fra lokale spillesteder, over Radiohuset Rocker, til Crunchy Frogs julefest i Store Vega, for slet ikke at nævne Vibracrunchfestivalen i Malmø, der i en årrække også var en sikker destination hver sommer.
Good Times, good times indeed.
Sidste år fyldte min gamle ven, den sprøde frø, så 20år. Stor kalas! Øl blev brygget til lejligheden, et par flasker vin blev der også lavet, og så selvfølgelig en opsamling over fortidens bedrifter. Lige nu er det så øllet, der er i fokus. Og som det gælder for de ting Crunchy Frog har lavet de sidste ti år, så er Brown Ale heller ikke noget jeg opstøver så tit. Der er en tendens til at det hurtigt bliver noget sødt klisterstads, men det fejler Mikkeller heldigvis i at lave. Crunchy Frog Brown Ale er knastør med en skarp kant, der dels består af den smule humle, der måtte være tilbage, dels et fint ristet/røget præg. Kroppen er balanceret, karboneringen er perfekt og som pladeselskabet i sit prime er der ikke en finger, at sætte på øllet.
Tak for nostalgitrippet til både pladeselskab og Mikkeller, det var rart at blive mindet om, at hvis de tog benene ud, så ville det ikke være sprødt.
Hurtig Crunchy Frog top 6
Tothe International – Momma I’m a Communist
Thau – Na Ni
Powersolo - Oak Tree Girl
Superheroes – Nightmare
Sterling – Ubesvaret Opkald
EPO-555 – L’art Pour La Fart