Sidste sommer parkerede jeg diskret en lånt stationcar foran Det Lille Bryggeris lokaler i Bringstrup, og valsede ind i Den Lille Gårdbutik for at købe øl. Det besøg havde jeg næppe fået lov til, hvis vi havde vist, hvor meget vejarbejde der lå forude og at det ville betyde, at vi ikke nåede frem til det bryllup vi var på vej til i tide. Men jeg fik mine øl, og forleden gjorde jeg has på det mest kuriøse af mine indkøb.
Blandt øllene jeg købte var en fadlagret Imperial Stout, brygget i februar 2011 og flasket på min 35 års fødselsdag den 6. september samme år. Det vil sige, at den nærmer sig de fem år på flaske, og det vil samtidigt sige, at jeg så må nærme mig de 40. Det stod dog hurtigt klart, at minimum én af os har peaket. I ølsammenhæng er jeg ikke så nervøs for at fylde 40. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der derude på de danske bryggerier planlægges særbryg og fadaftapninger i Stovts navn og ære, der kommer til at køre sorte temauger på de bedste af landets udskænkningssteder og at Amager opkalder månedens øl september 2016 efter Stovt anser jeg for en selvfølge. Min ven i flasken har dog udspillet sin rolle.
Fem år er helt pænt for en øl, og med det in mente, at fadlagrede øl skal man ikke lagre for længe, så er det rigtig helt pænt lang tid for en øl, at opholde sig i flasken. Der var dog håb, da den blev åbnet. Et diskret pffft antydede, at livet ikke helt var sivet ud, hvilket ikke kunne ses, da øllet blev overført til flasken. Et antal bobler, der ville kunne tælles på to hænder, var alt der brød øllets overflade.
Duften var behageligt fadpræget, men overtoner af alkohol og let vanilje. Med tanke på, at øllet har ligget på et Laphroaig-fad, så var det en lille overraskelse, at der ikke var røg at spore. Smagen rummede ristede noter, lidt røg og al for megen sødme. Balancen var på godt dansk fucked. Det kan være alderen, det kan være oxidering og det kan egentlig være lige meget. Det var klæbrigt og kedeligt, og blev ikke bedre af, at karboneringen nu kun var en del af øllets forhistorie.
Det er ikke noget, der skal peges fingre af, for øllen kan have været ganske fin i sit udgangspunkt, og så alligevel. På etiketten kan man læse ”Øllen kan nydes nu eller gemmes mange år frem i tiden”. Er fire et halvt år mange år? Øllen skulle helt sikkert have været drukket tidligere, og helt sikkert også før jeg købte den. Så er det okay, at formulere holdbarhedsdatoen således? Lige så vel, som der i den ene ende af skalaen fokuseres på, at nogle typer øl ikke kan drikkes friske nok, så burde man i den anden ende af skalaen indse, at ikke alt øl kan holde i evigheder.
Der er en del øl i kategorien sort og tungt, der er udstyret med en holdbarhed på fem år. Det er bare tit, at det ikke holder. Det vil ikke afholde mig fra, at blive ved med at lege med at smide øl i kælderen, men man får på flere måder en dårlig smag i munden, når man som forbruger køber en vare, der ifølge etiketten stadig kan holde, men som i virkelighedens verden ikke holder vand. Det er en tanke jeg har gjort mig før, og et tilfælde, at det lige er Det Lille Bryggeri, der skal stå skoleret, men skulle der nu være en enkelt brygger derude, der læser med, så overvej det lige!