Det var close race, da prisen som årets bedste bryggeri sidste år blev delt ud til Ghost Brewing. Det er mindst lige så tæt i år, men feltet synes mindre. Jeg har svært ved at få øje på det danske bryggeri, der virkelig har gjort noget exceptionelt i år. Jeg synes Alefarm Brewing har bygget fint videre på sidste års titel som årets nye bryggeri, og leveret en stribe gode øl. Jeg synes stadig Amager Bryghus er flagskibet når det gælder dansk øl, og Todd the Axeman er stadig en af de øl jeg køber flest af, men jeg bliver lang i løgene af alle de middelmådige samarbejdsbryg. Jeg synes stadig, at Ghost Brewing leverer fremragende sorte øl, det samme gør Det Lille Bryggeri og det er svært ikke at imponeres over Mikkellers færd ud i verden og så fremdeles.
Men..
Man kan ikke købe sig til sejr og succes her, men paradoksalt nok er det Dry & Bitters indkøb af en tappemaskine, der gør at de løber med titlen som årets danske bryggeri. Dry & Bitter Brewing Company har levet en stille tilværelse i min bevidsthed, hvor de til generel tilfredshed er blevet indkøbt når deres øl har været på kortet rundt omkring. Men med muligheden for at hive deres øl hjem i køleskabet er de blevet et langt mere aktivt valg. Jeg har satan-den-onde-lyneme hevet mange Christian Bale Ale hjem i køleskabet efter at det er blevet en mulighed, og jeg har smagt, hvad der er blevet sat på hylderne af flasker. Og i forlængelse af det, er Dry & Bitter stille og roligt blevet bryggeriet jeg rækker ud efter, hvis alt andet fejler, på flaske såvel som på fad. At vælge Dry & Bitter Brewing Company som årets bryggeri er en anerkendelse af et bryggeri, der måske ikke har de største fagter, men gang på gang på gang laver øl, der leverer varen. Det er sjældent de store, tunge og komplicerede øl man ser fra deres side, men det er IPAer m.m. man gider og det er IPAer m.m. man gider drikke flere af, og nok så vigtigt ikke kløjs i, hvis dagens ølkort ikke indbyder til andet end at bestille den samme øl for fjerde gang i træk.