onsdag den 12. oktober 2022

Vintage: Amager Bryghus - Double Black Mash (2017)

 
Hvis tidens tendens i de sorte øl, er det søde og bløde, så tilhører Double Black Mash en anden tidsregning. For Double black mash er et knojern og et rivejern kombineret I en lussing af den anden verden.

Sådan har det været i snart nogle år, for lige så sikkert som fanden i kirken, så sender Amager Bryghus den på markedet én gang om året – og nu i flere forskellige udgaver.

Sådan var det (vist) ikke i 2017, hvor denne flaske stammer fra. Der kom kun én enkelt udgave. Halvlitersflaske, årstal på etiketten og 12 % dobbeltmæsket sorthed i glasset. Værsgo, one size fits all.

Jeg kan vældig godt lide Double Black Mash. Især efter nogle år. Alkoholen brænder ikke på samme måde, det brutale er blevet strøget med hårene så længe i kælderen, at de har lagt sig ned. Dermed ikke sagt, at DBM ikke har pondus. For den har rigeligt, men det klæder den at blive tæmmet en smule.

Der er ikke meget liv på overfladen i glasset, men masser af liv og små prikker på tungen. Smagen er mørk chokolade, som i virkelig mørk. Og den er som oplevelse værd at vente på, selvom det kræver et par år i kælderen.

Double Black Mash er en af de bedste kælderøl herhjemme. Køb et par stykker næste gang den bliver frigivet og sæt dig så på en stol og vent.