Livet er fuldt af skuffelser, og når øl er en stor del af ens liv – ja, så er det måske naturligt, at skuffende øl fylder en del.
Jeg synes i hvert fald, at det er svært at hidse sig op over øl for tiden. Jeg er så også ramt ind i en parade af nitter.
Forleden aften åbnede jeg en Imperial Coffee Stout, som jeg hurtigt endte med at hælde ud.
Den var sød som ind i helvede, og nåh ja, der er selvfølgelig flere måder at drikke sin kaffe på – her virkede det til, at den blev serveret med et ekstra skud sirup.
Intet på etiketten havde dog indikeret, at det skulle være en sød øl, men alligevel stod jeg der ved køkkenvasken og hældte det meste af en øl til knapt hundrede kroner ud.
Turen gik så fra køkkenvasken til køleskabet, og hånden fra lommen op til ølhylden, og en dåse fra køleskabet med over til stuebordet, og øllet fra dåsen og ned i et glas.
Det skulle vise sig, at være endnu en skuffende øl. En øl købt af nysgerrighed. En nysgerrighed jeg snart slæber over bag laden og afliver. For den giver mig efterhånden kun udgifter, uden at gengælde med positive oplevelser.
Der har altid været nitter på ølhylderne. Engang var det inficerede øl og dårligt håndværk, nu virker det mere til, at være øl, der vil for meget og kan for lidt.
Jeg taler om haze, tilsætninger, sødme og nonstop nye humler, der bare ikke leverer. Der sker meget, det er pissespændende, men i guder, hvor jeg savner en grad af forudsigelighed.
I løbet af de knap 15 år Stovt har eksisteret, der har jeg både talt for og imod ”det sædvanlige” og go to-øl. Lige nu der savner jeg de øl, der aldrig skuffer. Væk med nyhederne, og ind med øl, der er blevet kørt igennem bryganlægget så mange gange, at opskriften nu er toptunet og tweaket til perfektion.
De findes, jeg ved det godt. Jeg synes bare de bliver sværere og sværere at finde.
Og jeg savner dem.