Ølindkøb:

Alt ånder fred og ingen fare da vi en lørdag formiddag parkerer bilen bag den gamle fabriksbygning, der ligger lokaler til Indslev Bryggeri. Landluften er forfriskende kold efter en tur i bil med varmen sat på, og selvom vi er langt ude på landet og den gamle hovedvej mellem Odense og Middelfart er så ganske lidt trafikkeret, at man skulle tro den var lukket i begge ender, så summer trafikstøjen fra den nærliggende motorvejen i baggrunden og bryder billedet af ellers absolut idyl. 

Der sker ikke meget i gården bag bryggeriet, familiens toårige fatter interesse for bryggeriets gaffeltruck, mens hans far lidt fortvivlet spejder efter hvor man går ind. Ude ved vejen stod et større skilt med teksten åben, og på bryggeriets front ud mod vejen stod der Indslev Bryggeri med store bogstaver, så tid og sted er rigtig nok, men at finde vej ind til det forjættede land krævede en tur rundt om bygningen. Svaret fandt jeg for enden af bagtrappen, hvor et printet a4-ark bekendtgjorde åbningstiderne, og hvor der er åbningstider er der som regel også et kasseapparat. Bag den hvide dør lå bryggeriets skænkestue, hvor fem øl fra Ugly Duck sortimentet var placeret på et par hylder i en lille reol, mens Indslevs hvedeøl stod i åbne kasser hen langs det ene af skænkestuens borde. Vi blev mødt med et hej, og så var det ellers så som så med kommunikation. 

Det er muligt at man som læser af Stovt bliver træt af at høre min tilbagevenden til dette emne, og jeg indrømmer også gerne, at lige netop denne kæphest skamrider jeg gerne, men jeg forstår ganske enkelt ikke hvorfor de fynske bryggerier ikke gør mere for at det at købe sine øl på bryggeriet bliver en oplevelse. Du har som firma fat i en kundegruppe, der er villig til at sætte sig ind i bilen og køre (i vores tilfælde 35km hver vej) for at købe dine varer, gengæld dog interessen og hils kunderne velkomne med imødekommenhed, tilbyd at fortælle om produkterne, hæft en god historie på varen og bidrag med lidt faktuel viden. Alt det fortæller kunden gladelig videre når han serverer dine varer, og har kunden ikke interesse i viden, eller er dækket ind, så snak dog om vejret eller kom med en historie fra de varme lande, hvad som helst, der får kunden til at føle sig velkommen. Man har som firma en unik mulighed for at skabe ambassadører for sine produkter, og har fat i en kundegruppe, der er villig til at komme til dig for at købe dine produkter i stedet for i tilfældet Indslev at eksempelvis købe hvedeøllene i Kvickly, hvor de er en del af standardsortimentet.

Gode kundeoplevelser spreder sig som ringe i vandet. Er oplevelsen god deler man den gerne, og mund til øre markedsføring er den bedste og billigste omtale man som firma kan få. Er oplevelsen ligegyldig holder man det for sig selv, men hvis man i den anden ende af skalaen står med en dårlig oplevelse, så skal det også nok blive sagt. 

Ovenstående svada går absolut ikke kun ud til Indslev, men faktisk de fleste af de fynske bryggerier, hvor jeg har været forbi. To skiller sig positivt ud. Refsvindinge Bryggeri har så meget gang i butikken, at det fungerer på nogle helt andre termer, og Aarup Bryghus, hvor det ikke tog mange sekunder før en præsentation af øllet var i gang. For de fleste bryggeriers øludsalg gælder det, at butikslokalet er forholdsvis småt, og når der samtidig ikke er megen kommunikation, så opstår der en nærmest pinlig tavshed, der for langt de fleste kunder vil opleves som en stressfaktor. Få ting er værre end stilhed når man står alene med et fremmede menneske, så en anden opfordring går i retning af at få tændt for en radio, bryd stilheden og skab et mere afslappet miljø, og slutteligt, hvis kunden vil kigge, så træd tre skridt tilbage, bladr i lidt papirer, rod med et eller andet, og lad for guds skyld være med give kunden fornemmelsen af, at du udelukkende venter på ham.

I en tid, hvor der bliver skrevet meget om samarbejdet de fynske bryggerier imellem, og at fynsk øl skal brandes samlet, var det måske også på sin plads at kigge i spejlet og se hvilket indtryk man giver til de kunder, der tropper op ved bryggeriets dør.

Tilbage i Indslev Bryggeris skænkestue pillede jeg ti Ugly Duck øl ud af reolen og satte over til kassen. 20,- stykket må betragtes som en fair, og med de 20% rabat, der er april måned ud, hvis man synes godt om Indslev Bryggeri på Facebook, så blev det en god handel med en slutpris på 160,-. Jeg kiggede ikke meget på Indslevs hvedeøl, af den simple årsag, at det er så nemt at få fat i, men hvis mine øjne ikke bedrog mig så stod de til 22,50kr pr. flaske. Kan det virkelig passe, at det skal være dyrere at købe øllene på bryggeriet frem for i supermarkedet? Retfærdigvis skal det indskydes, at der var rabat at hente, hvis man købte en hel kasse (12 stk.). 

Venligheden fejlede ikke noget da jeg betalte for mine øl. Fra kassen kunne man gennem et vindue kigge ind i bryggeriet og det gav en fornemmelse af, at det trods alt var the real deal at handle her. Vi blev vinket farvel og ønsket god weekend da vi gjorde os klar til at forlade Indslevs matrikel, hvad der tog lidt tid, da en mere end middagslurklar knægt lige skulle vristes fri fra stedets truck en gang til. 

Indslev Bryggeri

Store Landevej 13

5580 Nørre Åby

Hjemmeside

Navn: Ørbæk Black

Type: Lakridsstout

Bryggeri: Ørbæk Bryggeri

Alkohol: 4,7%
Etikettekst: Ørbæk Lakridsstout er brygget som en stout, hvor vi udover mørke og fyldige  maltsorter, tilsætter bla. økologisk lakrids. Bryggeriets brygmester har kreeret denne lækre lakridsstout som er brygget efter nye danske traditioner. Denne stout har et cremet og fyldigt skum med en udpræget smag af lakrids. Ørbæk Lakridsstout er velegnet til mange typer mad, eller blot som den er.

Beskrivelse: Som tidligere omtalt har Ørbæk Bryggeri meldt sig i koret af bryggerier, der har valgt at have en lakridsstout i sortimentet. Jeg har hverken smagt Svaneke eller Midtfyns Bryghus bud på genren, så det er en genredebut det her. Mest af alt har jeg hæftet mig ved den lave alkoholprocent, der for en stout typisk indikerer en masse bitterhed i smagen. Det, og så den røgede duft gav et tidligt varsel om at Ørbæk Black kunne blive en ganske kras sag. Det er den ikke. Røgen i duften er sød og diskret som en blanding af min morfars pibetobak og hans menthollakridser i de små grønne æsker, der stadig kan duftes her tyve år senere når der bliver sparket til de rette steder i hukommelsen. Det er den samme menthollakrids jeg synes, at jeg kan smage i Ørbæk Black. En sød, men alligevel intens lakridssmag, der mere synes at fylde mundhulen end kunne smages bagerst på tungen, klæbe sig til ganen eller andre af de mere gængse steder, hvor smagen kan finde på at samle sig. Det kan sagtens smages, at der ikke er megen alkohol i Ørbæk Black, og der er også langt til en fyldig øloplevelse. Efter første tår tænkte jeg at lakridsjuice med kulsyre var en ganske passende beskrivelse, men det rammer bedre at sammenligne den med saftevand, der er blevet tyndet lidt for meget op og hvor smagen har lagt sig som en hinde på øllet. Ørbæk Black er for mig en mere speciel end god øloplevelse, jeg er ikke helt sikker på jeg forstår, hvad det er man har villet opnå med denne øl. Hvis det skal give mening at kaste lakrids i øllet, så skal der langt mere saft, kraft og fylde i sammen med lakridsen.

Indkøbt: Kvickly (50cl, 20,-)

Karakter: 6

Ølindkøb:

Aarup har for mig aldrig været andet end en afkørsel på den fynske motorvej, og aldrig været et sted jeg har haft grund til at besøge. Med åbningen af Aarup Bryghus var der dog en fornuftig grund til at besøge byen, og bringe bilen forbi lokalerne i Bredgade. 

Bryghuset holder til i et nedlagt bageri, købt på tvangsauktion og shinet op til at kunne rumme bryghus og butik. Det ser lidt sjovt ud når man træder ind, for butikkens indhold er ikke meget andet end de pt. otte øl, der er i bryghusets sortiment. Et par sekunder efter vi er trådt ind i butikken dukker Jimmy, der har bryghuset frem fra kældertrappen og det tager ikke mange sekunder før en introduktion af bryghusets øl tilsat fortællingen om bryghuset bliver leveret til os. Mangt et fynsk bryggeri burde tage turen til Aarup, og tage salgsoplevelsen med hjem og kopiere tilpasset de lokale forhold, for hvor var det dog forfriskende at blive modtaget af et menneske, der gider kunderne, og vil dem og sine øl det bedste. 

Jeg har i tiden op til besøget hos Aarup Bryghus mailet frem og tilbage med Jimmy i forbindelse med et interview, der senere finder vej til Stovt. Jeg præsenterede mig da jeg hev dankortet frem for at betale, og det endte med en tur ud bagved, hvor vi fik vist bryghuset frem og fortalt en masse detaljer og historier om bryggeriets tilbliven og planlagte videre færd som forretning. Mere om det når interviewet dukker op. 

Aarup Bryghus tager 40,- pr. halvliters øl, og indtil videre kan du være sikker på, at du ikke finder øllet billigere andre steder, for med undtagelse af bageren i en af de nærliggende byer, kan øllet fra Aarup Bryghus kun købes her. 

Aarup Bryghus 

Bredgade 55 

5560 Aarup 

Hjemmeside

Det nye nummer af Ølentusiasten landede i min postkasse i dag. Stovts portræt af Bo Abelgren Ehlers er gengivet på side 12-13, ved siden af en fin lille omtale af Stovt.

Navn: Auld Yin

Type: (fadlagret) Imperial Taiji Stout

Bryggeri: Evil Twin Brewing

Alkohol: 12%
Etikettekst: First came a toasted smug called Yin followed by a hoppy fella called Yang. Let me introduce Auld Yin – a wrinkly more experienced take on youngster Yin. 9 months in the company of a insightful, complex whiskey cask made a pretty interesting spin on this imperial taiji taste adventure. Aye

Beskrivelse: Original/normaludgaven af Yin trak sig fra eksamensbordet med et 11tal tildelt af censor Stovt fra livets store skole, da den i august sidste år var oppe ved det grønne klæde. Nu sidder jeg så overfor den fadlagrede version af samme øl som det er svært ikke at have skyhøje forventninger til. Jeg troede efter at have smagt Yin, at Evil Twin skulle blive min soulmate når det kom til øl, men der har ikke rigtigt været højdepunkter siden Yin var på bordet. Oplevelsen af Yin blev opsummeret i linjerne "Yin er smagen af en portvin fra helvede, der er blevet gennemkneppet af en flammekster. Brændt (som bare satan), vinøs (som bare satan), sød men besk, kompleks, men simpel som et slag i ansigtet, den er med andre ord helt forrygende." Auld Yin er noget rundere, men virker ikke synderligt fadpræget. Der er kulsyre nok til at der kommer lidt skum på toppen, og det prikker en smule på tungen, men ikke mere end det, dog mere end man normalt oplever hos fadlagrede øl. Jeg higer og søger efter de rette ord at sætte på duften, der er tung nok til at man kan blive kvalt i den, men samtidigt så rund som selve Auld Yin - brændt karamel kunne være et bud, der i mangel af bedre er det jeg vælger at smide på bordet. Det brændte går igen i øllet, kulsyren giver øllen bid så den næsten virker en kende chilikrydret, til gengæld er det søde kørt helt i baggrunden, som en statist, der er uundværlig for scenen, men hverken har replikker eller skal andet end at stå med ryggen til. Nu er otte måneder lang tid når man skal sammenligne øl, men hvor Yin var en Motörheadkoncert, der er Auld Yin en ung Bob Dylan, der med ord og en akustisk guitar alene kan lægge en generation for sine fødder. Selvom jeg ejer flere plader med Dylan end Motörhead, så er det alligevel øllets svar på den massivt støjende trio, der går sejrrigt ud af head to head konkurrencen. Jeg havde nok forventet, at Auld Yin var mere ekstrem end det er tilfældet, det skal der såmænd nok også være flere, der synes den er, men jeg havde håbet/troet/drømt om mere. Auld Yin er alligevel værd, at gå på opdagelse i, hvor man med Yin får hele smagsspektret smidt i hovedet på en gang, så går man med Auld Yin rundt i en tåge, og har svært ved at genkende indtrykkene når man støder på dem, hvad der gør det endnu mere tilfredsstillende når beskrivelserne melder sig. Anbefales.   

Indkøbt: Ølbutikken (33cl, 66,-)

Karakter: 10

Sort nyt:

Christian Firtal gentager succesen fra de senere år når de 9. maj åbner op for fires dages Pale Ale Festival. Der kommer ekstra fokus på de fynske bryggerier denne gang. Blandt andet vil der i et telt være haner dedikeret til Stenbogaard Bryghus, Coisbo Beer, Indslev Bryggeri, Midtfyns Bryghus og to haner med Ugly Duck. De fynske haner skulle også gerne afhjælpe de flaskehalsproblemer man tidligere har oplevet ved baren grundet festivalens succes. 

Følg festivalen via begivenhedssiden på Facebook.

Poesibogen:

Søren Bjørn Hansen  er manden bag ølbloggen Glocalbeer, der i langt højere grad end de fleste af  vi andre ølbloggere går i dybden med baggrunden for de forskellige øltyper og tager et forbrugerpolitisk standpunkt. Søren har tidligere arbejdet med ølimport, og som både konsulent og kursusholder indenfor øl. Derfor er der god idé i at lytte efter når han udtaler sig om emnet.

Yndlingsøl:

Budvar. Det er den øl jeg ville vælge hvis jeg skulle havne på en øde ø. Uanset hvor mange Budvar jeg har drukket er der altid plads til en til. Blød, lækker og tørstslukkende. Tiden går i stå når jeg har indfundet mig på min yndlings ølstue i Prag “De to bjørne” hvor der serveres det bedste Budvarøl i verden.

Yndlingsøltype: 

Pilsner, fordi den snyder ikke, modsat mange mørke øltyper hvor fejl kan skjules. Kan du brygge en god Pilsner er du en dygtig brygger og kan garanteret også brygge andre øltyper godt.

Største/bedste øloplevelse: 

Jeg har efterhånden en del gode øloplevelser, men der er dog en som jeg husker som var det i går. Mig og en studiekammerat var på feltarbejde i Tjekkiet, hvor vi var i gang med at lave et studie af den tjekkiske bryggeriindustri. Næste stop på turen, efter humlebyen Zatec og pilsnerbyen Plzen var byen Trebon i Sydböhmen. Det var mere end bare en by på vejen til vores interviewaftale på bryggeriet Hostan i byen Znojmo. Trebon ligger i det Sybøhmiske søland og er en gammel by med slot, smukt torv og en komplet borgmur. Indenfor borgmuren ligger bryggeriet Regent. Vi havde ingen aftaler med bryggeriet, men var så heldige, at et Tysk selskab skulle på rundvisning. I al ubemærkethed gik vi med selskabet på rundvisningen, som udviklede sig som bryggeri rundvisninger nu engang gør, dog med et par undtagelser. Den første var da vi nåede lagerkælderen. Her kom en guide med en 5l kande som blev tappet med friskt øl fra en lagertank. Den gik på omgang indtil den var tømt. Efter denne store oplevelse tænkte vi at det var den rundtur og at de garanteret ville have betaling for det når vi forlod bryggeriet. Men nej! Da vi nåede porten stod der en mand og viste os ned i en kælder. Da vi åbnede døren var der liv og glade dag i de to rum. Der var hornmusik, der var mennesker overalt og ikke mindst var der gratis øl i stride strømme. Vi fandt to pladser og når man i Tjekkiet har fundet en siddeplads, kommer øllet af sig selv og det gjorde det også her og da øllet var godt, blev vi siddende i mange timer og nød den folkelige tjekkiske gæstfrihed.

Hvor køber du dine øl:

Forskellige steder, Systemet, Ølbutikken, Brugsen, Mikkeller.

Hvad er det øl kan siden det er så godt: 

Jeg er ikke hellig og jeg holder meget af vin. Jeg synes faktisk at øl og vin kan det samme, men det der er det fantastisk ved øllet er, at det har været vin “ underlegent” på mange områder. Denne “underlegenhed” er på ganske få år ved at blive udlignet og måske har øl endda overhalet vinen, som nydelsesmiddel, tilbehør til mad eller ingrediens i mad. Det er som om, at vi er vidner til en af de helt store “turn arounds” i fødevarernes historie og det er fantastisk.

Denne uges bud på et minitema med portvinsøl udspringer fra min egen glæde ved portvin. Der står uforandret tilbage, selvom portvins/stout-blandingen ikke viste sig at være det store hit. Portvin ved jeg tæt på ingentig om, men jeg føler mig noget klogere på emnet efter at have læst dette meget anbefalelsesværdige blogindlæg på Frederik Kreutzers Vinblog.

Portvinstyper - en guide til portvin

Det tynde øl: Jacobs Portvinsøl, 6,2%, Medicibeers

Portvinsøl er lige så vidt et begreb som øl er. Der findes et vanvid af ølvarianter, så derfor var det også først da jeg googlede lidt rundt, at jeg fandt ud at Jacobs Portvinsøl dækkede over en stout, hvor for eksempel Jacobs Cognacøl er en guldøl, og når der så også findes romøl, whiskyøl og chili-lakridsøl, så begynder det at virke en kende uoverskueligt, hvad fanden det egentlig er man køber udover det der er tilsat. Jeg købte Jacobs Portvinsøl for at få mere end et indtryk af øl med portvin i forlængelse af Lundings Porter (Ruby Edition) fra Frederiksodde Haandbryggerlaug, der var på programmet i mandags. Der er cirka 1% portvin i Jacobs Portvinsøl, men hvor man med Lundings Porter (Ruby Edition) ikke var i tvivl om, at der var tilsat portvin, så kan min næse slet ikke opfange, at der skulle være portvin i Jacobs Portvinsøl. Det kan smages, men det er ikke en rosinfed sødme, der melder sig, det er mere en sur vinøsitet, der nærmest ligger som et låg over øllen. Havde jeg ikke læst, at Jacobs Portvinsøl skulle være en stout, så havde jeg gættet på, at det var en meget mørk ale jeg sad med. Kulsyremængden er massiv, og den sødme jeg synes går igen de fleste af Medicibeers øl stikker også sit grimme hoved frem her. Når facit skal gøres op, og der skal sættes to streger under facit på bundlinjen, så er min konklusion, at Jacobs Portvinsøl er et ganske uskønt produkt, der ganske enkelt er spild af penge og ikke har nogen eksistensberettigelse overhovedet.

Hvis udflugten til whiskymesse i Fredericia havde været en handelsskoleopgave, så havde afsnittet om segment og målgruppe været det lettest skrevne nogensinde. For i den flok, der stod og ventede på de to busser, der skulle flytte os til lige på den anden side af Lillebæltsbroen var det ikke mange, der ikke var hankøn og i aldersgruppen 30-40år.

Jeg ville aldrig selv have brugt på 295,- på at komme ind og smage whisky, men forelagt muligheden at komme med som sidevogn hos en kammerat, der havde vundet billetterne, tog det ikke lang tid at sige ja. Mit forhold til whisky strækker sig til, at jeg godt kan lide det, men ikke dyrker det. Jeg har to fornuftige flasker stående på hylden, men det tommetykke støvlag på dem afslører, hvor sjældent de tages i brug.

Derfor var jeg indledningsvis på forholdsvis bar bund i forhold til, hvad der skulle smages i løbet af dagen, men jeg lagde mig forholdsvis hurtigt fast på, at der skulle smages fra de fire danske destillerier og da det viste sig, at der også var en svensk whiskyproducent tilstede, blev de også tilføjet listen.

Som enhver anden messe skulle whiskymessen vise sig at være et gedemarked, men i stedet for udestuer, solcelleanlæg og hvad man normalt stuver sammen i en messehal, så var fokus lagt på whisky, med afstikkere indenfor hatte, oliventræer, lakrids og pølser. Især slagteren syntes at have kronede dage, men i takt med at folk fik hevet smagsprøver indenbords virkede det også til at flere og flere syntes at det at gå med hat var den bedste idé siden skiveskåret brød. Engang imellem er det utroligt, hvad folk hellere vil have end penge.

Brugerbillede fra Whiskymessens facebookgruppe

 Efter at have tilbragt alt for lang tid i køen til en pølsevogn, der led under et misforhold mellem udbud og efterspørgsel og været blevet væk fra min følgesvend i det mylder af mennesker, der bliver skabt når omkring 2.500 personer i løbet af en dag vil smage whisky, blev vi enige om at gå i retning af hallens ene hjørne, hvor de danske destillerier var blevet placeret på rad og række.

Nyborg Distillery 
Første stop blev Nyborg Distillery, der hører under Ørbæk Bryggeri. Navnet har levet en lidt omtumlet tilværelse, og var en overgang Ørbæk Distillery, men da destilleriet skal have adresse i nogle gamle DSB bygninger i Nyborg, er navnet faldet på Nyborg Distillery, der nok også er en kende lettere at udtale, hvis deres produkter skulle finde vej til den anden side af grænsen. Vi fik en introduktion til destilleriet af Allan Poulsen, der er brygmester på Ørbæk Bryggeri og dagens første udskænkning blev Isle of Fionia Cask no. 1 (2009). Med andre ord det første whisky Nyborg Distillery har smidt på flaske. Prisen var også derefter. 100,- for et glas var klart i overkanten i forhold til de oplevelser, der fulgte senere på dagen især når man som jeg kun har én bekendt, der ville kunne være imponeret af at jeg havde smagt den, og han stod ved siden af mig med et tilsvarende glas. Isle of Fionia Cask no. 1 (2009) var en heftig oplevelse med masser af intensitet. Sprit en masse, lidt jern i smagen og selvom der blev tilsat et par dråber vand, stadig en voldsom oplevelse.

Stauning
Ikke mange meter til den ene side holdt Stauning til. Stauning blev startet op i 2005, og begyndte at producere kommercielt i 2009. Her fik vi Peated 2nd Edition serveret af en jysk motormund, der snildt ville have kunnet givet baghjul til kræmmerne på Hammel Hestemarked. Whiskyen var destilleret i 2009, og smidt på flaske i år. Det mest bemærkelsesværdige ved whiskyen var duften. Den duftede præcis som det dufter på et høloft, hvor støvet fra halmen hænger i luften. I forhold til oplevelsen med Isle of Fionia virkede Peated 2nd Edition som et langt mere færdigt produkt. Stadig kraftigt sprittet, men langt, langt blødere i smagen. Tilsat et par dråber vand blev den ultrarund, men var alligevel stadig godt sprittet – kontrasterne spillede dog godt sammen, og med tanke på, hvor ung en whisky Peated 2nd Edition er, så var det en imponerende oplevelse.

Trolden 
Jeg havde håbet, at Trolden havde medbragt et par af deres øl. Jeg har tidligere haft gode oplevelser med deres mørke øl, men nej. Der ville ellers have været god plads til det i deres stand, for udover en disk med to whiskyfade og et par flyers på, var der ikke meget at komme efter. Michael Svendsen, der står bag Trolden (tidligere Troldhede Bryghus), var dog et både imødekommende og sympatisk bekendtskab, og fortalte, for hvad der næppe var hverken første eller sidste gang den dag, historien om, hvad Trolden Distillery har gang i. Fra bag det ene whiskyfad hev han en lille patentpropsflaske frem, og skænkede dagens mindste smagsprøve. Intet galt i det, for prisen var gratis, og jeg tror ikke der var det store at dele ud af. Flaskens indhold havde kun ligget 10 måneder på nogle nedslebne bourbonfade fra Speyside. Ingen tvivl om at det var et ufærdigt produkt vi havde i glasset, mere end nogle af de foregående var det en sprittet oplevelse, men ind bag det sprittede og det ufærdige kunne man fornemme noget sødme, som jeg gætter på stammer fra bourbonfadet og endvidere potentialet til en ganske behagelig smagsoplevelse når det engang kommer så vidt. En af dagens mere interessante oplevelser.

Brugerbillede fra Whiskymessens facebookgruppe

Braunstein
Det sidste af de danske destillerier var Braunstein, hvor jeg nåede både at smage både 13:1 og deres ølsnaps. Hvis jeg fangede det rigtigt og husker korrekt, så dækker 13:1 over at flasken er tappet i 2013 og er første aftapning. 13:1 havde ligget på sherryfade, og fremstod mere færdig end hvad de andre danske destillerier diskede op med. Jeg syntes at kunne fornemme anis og rust i smagen. Rust/jern/blod-smagen gik igen i alle de danske whiskyer. Jeg kan kun mindes enkelte gange før, hvor jeg har tænkt, at det smagte en smule som om mine gummer var begyndt at bløde, men det var en gennemgående fornemmelse ved de danske whiskyer. Braunsteins ølsnaps var virkelig en behagelig oplevelse. 38% og lagret på kastaniefade var den virkelig mild, og gjorde alle fordomme man måtte have om snaps til skamme. Den findes åbenbart i flere varianter, men jeg er ret sikker på at det var byg-udgaven jeg smagte. Anbefales på det varmeste. Jeg havde eller forsvoret, at skulle købe noget whisky med hjem, men Braunstein tilbød et kit med 5 af deres varianter hældt på 3cl reagensglas. Genialt til en mand som mig, der aldrig vil finde igennem en hel flaske whisky, og til 150,- et rendyrket røverkøb.

Mackmyra 
Messens svenske indslag var Mackmyra, der har eksisteret siden 1999. De distribueres i Danmark af Valora Trade, der også har den danske distribution af Four Roses, Underberg og andre mindre lødige spiritusmærker på samvittigheden. Jeg smagte først Skog, der står i omegnen af en tusindkrone for en flaske. Det var en absolut godkendt oplevelse, indbydende og rund, og gik fint uden vand. Og så var jeg nødt til at smage Vit Hund uden helt at vide, hvad det var, men navnet og en indpakning, hvor flasken stod i en brun papirspose prikkede så meget til min nysgerrighed, at jeg var nødt til at gøre forsøget. Vit Hund skulle vise sig at være råsprit, det vil sige, havde det ligget på fade længe nok var det blevet til whisky, men det her var tappet langt tidligere. For at en whisky skal kunne kaldes en whisky skal den have ligget mindst 3år og holde en alkoholprocent på ikke under 40%. Vit Hund blev foreslået som et alternativ til snaps eller bitter, og der burde den nok kunne finde et publikum. Langt fra så skarp som snaps, men omvendt langt mindre krydret end bitter. Et raffineret spark spiritus om man vil, jeg var grundet smag og indpakning svært fristet til at tage en flaske med under armen.

Brugerbillede fra Whiskymessens facebookgruppe

 Kombinationen af spiritus, larm og det faktum, at vi vadede en forholdsvis stor messehals betongulv tyndt begyndte så småt at sætte spor. En frankfurter med brød, og dagens eneste fadøl blev udset som menu. Pølselogistikken fejlede endnu engang, og igen stod den på køoplevelse før et af de mere basale behov kunne dækkes. Udover sult, havde også træthed meldt sig og vi rykkede tilbage ind i hallen, og fandt et bord, hvor vi kunne indtage en kop kaffe. Dagens uden sidestykke bedste investering. Mens vi sad i andægtig stilhed var der tid til at tage et godt kig rundt på omgivelserne. Klokken var ved at nærme sig 16, flere steder sad der folk og sov, mens andre åbenbart var blevet ramt af noget uro på balancenerven, begge dele tiltagende tendenser, hvor kurverne først toppede senere på dagen.

Kaffen viste sig at være en rendyrket genfødsel, og da vi rejste os var det med fornyet mod på at få smagt noget mere. Min ønskeseddel for dagen var blevet indfriet, så jeg lagde mig i kølvandet på min kammerat og vi begav os mod Mac Y’s stand, hvor det for hans vedkommende blev til indkøb af en flaske 17års BenRiach Solstice Heavily Peated Port Finish og for mit eget vedkommende to gratis smagsprøver fra BenRiach, begge af ret forglemmelig karakter.

Hos Interbrands Wines & Spirits Denmark blev det til smagsprøver på Bunnahabhain 12års, der var udmærket, men anonym – Bunnahabhain Toiteach, der var dagens klart mest røgede indslag og absolut godkendt, og endelig Tullibardine 500 Sherry Finish, der først havde ligget på bourbonfade og siden var blevet omstukket til sherryfade. En virkelig god, mild og tæt på feminin whisky, der gav minder om Balvenies Doublewood.

Tønden 
Dagens sidste stop gemte også på dagens største oplevelser. Igen dukkede navnet Bunnahabhain op, denne gang i form af en 32års aftapning, destilleret i 1979 og smidt på flaske i 2011. Dagens uden sidestykke bedste oplevelse, virkelig mættet med smag og med en duft af den anden verden. Det glas gav blod på tanden, og blev fulgt op af en Strathisla 1967, en 41års Speysidewhisky, der duftede af mynte og fremstod virkelig elegant, men slet ikke var så mættet af smag som whiskyen fra Bunnahabhain. Dog stadig en gigant oplevelse. Dagens sidste glas blev en 24års Bowmore 1982, der på enhver anden dag havde været et brag af et glas, men desværre druknede lidt i oplevelsen af de to foregående.

Brugerbillede fra Whiskymessens facebookgruppe.

 Vi trak os tilbage til et par stole og kunne se folk defilere forbi på deres vej mod udgangen. Udover whisky, blev der slæbt på Innis & Gunn øl til den store guldmedalje, hvorfor folk så end har syntes det var interessant at købe det med hjem til samme pris som man giver for det i butikkerne. Gigantbranderter var der nok af, og fred være med det, der sad også stadig folk og sov rundt omkring, og hele hallen emmede af at noget af et gilde nu var ved at være slut.

Bortset fra pølselogistik og alt for få siddepladser, virkede messen velorganiseret, men tæt på overbesøgt. Bliver jeg inviteret gratis med igen, siger jeg ikke nej. Jeg lærte et par småting i løbet af dagen, men det var primært hver mand for sig selv, og man skal ikke forvente at kunne føre lange uddybende samtaler om produkter, det var der ganske enkelt alt for travlt til.

De seks timer vi var i hallen var i overkanten for mig, jeg kunne sagtens have fået smagt det jeg ville og styret min nysgerrighed på den halve tid. Med min beskedne interesse for whisky havde jeg heller aldrig betalt 295,- for en entrebillet, slet ikke når der dertil skulle lægges transport og udgifter til smagsprøver. Bevares man kunne være gået direkte efter de gratis smagsprøver, men hvad er idéen i at køre for at smage alt det på det jævne, når man er omgivet af potentielt store whiskyoplevelser. Alt det skal læses ud fra, at min whiskyinteresse som sagt ikke er af de større. Personligt synes jeg whisky kræver en vis grad af fordybelse, ro til eftertanke og roen til at måle whiskyen op med sig selv før og efter man har puttet et par dråber vand i glasset. Den ro får man ikke stående, med folk hængende på nakken, der også gerne vil frem og smage, men det er spillets præmisser når det foregår i en messehal.

Sort nyt:

Ugly Duck har smidt dette billede op på deres Facebookside. Putin er, hvis mine øjne ikke bedrager mig, en Imperial Wheat Stout på 9,8%. Hvad der ellers er at fortælle om den vil tiden vise, for indtil videre er der kun billedet at forholde sig til.

Navn: Lundings Porter (Ruby Edition)

Type: Porter 

Bryggeri: Frederiksodde Haandbryggerlaug

Alkohol: 7,4%

Etikettekst: Denne specialudgave af vores Lundings Porter er lagret på ristede egetræsspåner, der er blevet gennemvædet med god Ruby Port fra det lille portvinshus Quinta Vista Alegre, der ligger dybt inde i Dourodalen. (ikke etikettekst, men den officielle forklaring på forskellen mellem standardudgaven og ruby edition)

Beskrivelse: Portvinsudgaven af Lundings Porter lugter ganske enkelt fortræffeligt. Sød og behageligt røget, men det har taget noget tid, at finde ud af for det har været et tilløb af de lange fra denne øl røg i køleskabet, og til nu hvor den er røget i glasset. Jeg havde en fornemmelse af, at en øl med portvin ville være en enten eller oplevelse, og det har gjort, at der hele tiden er andre øl, der har sneget sig foran i køen. Nu skulle det altså være, og lad mig starte med at sige, at jeg fik ret. Portvin og øl er sgu en spøjs blanding, det er ikke superskidt, det er ikke supergodt og det er svært at placere midt i mellem. Der er ikke så meget kulsyre i den her, som der var i Huguenotten fra Frederiksodde Haandbryggerlaug, der blev testet tidligere på året, men alligevel synes jeg øllen er en kende for frisk til at kunne rumme portvinssmagen. En tung porter på omkring de 10% havde måske været en anden sag, men denne lidt tynde porter kommer en kende til kort over for portvinen. Jeg vil dog på ingen måde dumpe denne Ruby Edition af Lundings Porter, den er behageligt røget i smagen og vinder som så meget andet øl ved at varme op, men man skal måske i højere grad vælge at fordele den mellem flere mennesker og lade den gå i stedet for portvinen til desserten, end man som jeg, skal sidde med den alene en søndag aften og allerede før man er halvvejs tænke, at "det her er lige i overkanten". Lundings Porter (Ruby Edition) bleve endnu en oplevelse til listen over øl, det aldrig lykkedes mig at blive helt klog på.

Indkøbt: Foræring fra bryggeriet

Karakter: 7

Som planlagt fik jeg hjembragt  den på dagen lancerede whiskyølserie fra Ørbæk Bryggeri fra gårsdagens whiskymesse i Fredericia, og så kunne jeg ikke stå for reagensglaskittet fra Braunstein.

Same same but different

Nogle vil måske huske, at jeg i det interview Stovt bragte med Erik Nielsen fra Ø-Bryg, nævnte noget om en pose med lidt forskellige flasker i som jeg fik foræret af Erik, da vi mødtes over en øl for at runde interviewet af. Blandt flaskerne var der to Blåbybryg, Ø-Brygs bud på en amerikansk pale ale, der selvom de lignede hinanden til forveksling havde den forskel, at de var brygget med et års mellemrum. Den kuriositet lagde op til et lille smagseksperiment: kan man smage forskel på om en øl er brygget og flasket for 3 eller 15 måneder siden? To mand, fire glas, de to øl fordelt med en halv i hver og ikke mange minutter krævede det for at blive enige om, at det kan man sagtens. Erik havde selv beskrevet forskellen således, at den yngste af øllene var mere frisk og knasende, og netop ordet frisk var det første, der slap over min gode ven Claus læber. Den yngste af øllene var friskere, mere syrlig og langt mere kulsyreholdig end den ældre udgave, der var rundere og noget mindre spids. Halvvejs i glassene var vi enige om at den ældste var den bedste af de to, i øvrigt ganske udmærkede nærmest æblefrugtssyrlige pale ales. Stillingen var lidt mere lige da vi nåede glassenes bund, det klædte helt sikkert den yngre at få brust en smule af, mens den ældre gik en smule død i det. Mit ydmyge gæt er, at det vil variere fra øl til øl, om det klæder dem at få lov at ligge, jeg ved nogen dyrker at smide øl i kælderen, for først at finde det frem et par år senere og hylde de vinøse toner, der dukker frem. I det omfang  jeg har prøvet det af, har resultatet dog aldrig tiltalt mig. I dette mikroeksperiment vil jeg dog alligevel kåre den ældste af de to flasker som vinderen, og hæfte mig ved hvor forholdsvis markant en forskel det gjorde, at der var et år imellem flaskerne.

Følgende opskrift er hentet fra norske Aperitif.no, og jeg har både tjekket og dobbelttjekket, men den er god nok, der skal bagepulver i retten.

Ølsteak med skalotteløg og stoutsovs 

(4 portioner)

Steaks:

4 steaks 

2dl. Stout 

½ tsk salt 

1 tsk. bagepulver 

2 spsk. smør 

Sovs: 

3 spsk. sukker 

6 groft hakkede skalotteløg 

3 spsk. Rødvinseddike 

3dl. Stout 

4dl. oksefond 

2 spsk. smør 

Hakket persille 

Fremgangsmåde:

Put kød, øl , salt og bagepulver i en skål og lad det stå natten over. 

Sovsen laves ved at smelte sukkeret til karamel. Put de groft hakkede skalotteløg og rødvinseddiken i, og kog det godt sammen. Hæld oksefond og stout i gryden og kog det ind til halvdelen, rør så smørret i. 

Smag til med salt og peber og pynt med persille lige før servering. 

Krydr steaksene med peber og smørsteg dem på en pande. 

Serverer retten med råstegte kartofler.

Man må sige, at han har det i blodet. Hans farmor bryggede øl til hans farfar på Østfyn, hans oldemor bryggede øl på Sydfyn, og selv har han normalt til huse på Nordfyn, men har taget et halvt år ud af kalenderen for at arbejde på Camba Bavaria i Bayern og dygtiggøre sig yderligere. Stovt har snakket med Claus Christensen fra Munkebo Mikrobryg. 

De to gange Stovt har anmeldt Munkebo Mikrobryg, har det udløst henholdsvis en bindestreg og det eneste 13-tal, der indtil videre er blevet uddelt. Bindestregen gik til Gleipner, en sort IPA brygget i samarbejde med Midtfyns Bryghus, en øl jeg ikke anede, hvad ben jeg skulle stå på i forhold til, men en øl, der rykkede markant ved min tilgang til øl. Jeg har fået den flere gange siden, og i dag kunne bindestregen let erstattes med et 11-tal. 13-tallet gik til Alstærk, en skotsk ale, der som Gleipner væltede mig omkuld i min opfattelse af, hvad øl skal og kan. Mellem jul og nytår tog Stovt en kammerat i hånden og deltog i en afskedssmagning på Carlsens Kvarter, hvor Claus præsenterede en stribe af de prøvebryg han havde begået. En på flere måder opløftende og berusende oplevelse, der bekræftede at Claus fra Munkebo Mikrobryg har fat i den lange ende. 

Egentlig er Claus fra en gård ved Billund, men en karriere som landmand lå ikke i kortene. Han havde set sin far arbejde fra 05-20 hver eneste dag uden at have tid til familien, og derfor faldt valget i stedet på en boglig uddannelse. Efter et år i livgarden tog han til Haderslev, hvor han både fik en HF og mødte sin kone efter en svingom på det lokale diskotek. Haderslev blev siden afløst af biologilinjen på Københavns Universitet, og da det var fuldbragt syv år senere begyndte Claus at arbejde på Panum Instituttet, hvor han havde skrevet sit speciale. Et år som forskningsassistent senere havde han sparet penge nok sammen til et ph.d.-studium, der blev forsvaret i 2011. 

Siden jeg første gang læste det, har jeg tænkt, at det var atypisk at fuldføre en ph.d. og så vælge at blive brygger, men sådan hænger virkeligheden ikke sammen. 

”Det er ikke atypisk. En almindelig brygmester er enten kemiingeniør eller farmaceut, der ligesom en biologuddannelse tager fem-seks år. Her kan man så bygge ovenpå med en brygmesteruddannelse, der tager cirka halvandet år, hvor jeg i stedet valgte at bygge oven på med en ph.d. som tog tre år. Det er meget lig hinanden, en traditionel brygmester er lidt stærkere i kemi end jeg er, men til gengæld er jeg stærkere i biokemi og biologi, og biologi er lige præcis hvad gæring er.” 

Og hvad giver hans uddannelse så Claus i forhold til at brygge? 

”Min forskning på Københavns Universitet gik ud på at bruge gær til at producere recombinante proteiner og oprense dem til at bestemme deres interaktioner, hvor ølproduktion bruger gær til at producere alkohol og andre kemiske forbindelser til at skabe smag som banan, nelliker eller hindbær m.m. Det er meget tæt på hinandens områder.” Efter sin ph.d. arbejdede Claus som salgs- og marketingschef for et firma i Odense, der solgte enzymer til forskningsbrug. 

Efter et års tid skiftede Claus den stilling ud med et job som brygmester hos Midtfyns Bryghus i Brobyværk. Her stoppede han kort før jul sidste år, og i starten af januar sagde han så farvel til kone og tre børn for i et halvt år for som muligvis den første dansker, der er blevet ansat som tysk brygmester, at hellige sig dygtiggørelsen af sin bryggerkunst hos Camba Bavaria. Når man forlader kone og tre børn i et halvt år, så er det alvor, og Claus har da også udtalt at jobbet som brygmester hos Camba Bavaria er en chance af den slags man kun får en gang i livet og at han det som en slags udstationering. Planen er, at når Claus til sommer vender hjem, så bliver Munkebo Mikrobryg startet op som fuldtidsprojekt. 

Claus har brygget siden 2007. ”Jeg havde en makker i Aalborg, som bryggede lidt selv og det lød ret interessant, så nysgerrig som jeg er, måtte jeg prøve det. Jeg fik snakket lidt med ham og fik mødt nogle af gutterne fra Odense Håndbryggerlaug, som viste mig et par tricks. Jeg har altid været klar på en Slots Pilsner, men efterhånden som jeg fik arbejdet mig ind i øllets verden, fandt jeg ud af, at der findes meget mere end Slots Pilsner derude. Fremtiden blev grundlagt første gang jeg smagte en Imperial Stout, en Black Lager eller en Doppelbock, det var alt for spændende til at lade være med at læse alt om brygning og få smagt så mange forskellige øl som muligt og få brygget de stilarter, der var svære at købe i Danmark.” 

I den tid har Claus vundet det, der vel bedst kan beskrives som en god røvfuld medaljer, fordelt over stilarter som hvedeøl, sort pilsner, IPA og krydderøl. 21 medaljer er det blevet til, inkluderende et fynsk, et skandinavisk og to danske mesterskaber. Han har dog overladt det til andre at konkurrere efter at han i 2012 begyndte at arbejde som brygmester. 

De to øl, der har været kommercielt tilgængelige fra Munkebo Mikrobryg har begge haft relation til ovenstående konkurrencer. Egentlig var det med en mørk hvedeøl, at Claus blev fynsk mester i håndbryg, hvor han vandt retten til at brygge sin øl på Midtfyns Bryghus, alligevel endte han med at brygge den sorte IPA Gleipner i stedet. Gleipner bliver en af de øl, der kommer til at optræde i Munkebo Mikrobrygs sortiment, hvor den blandt andet får en storebror i form af den noget mere humlede Imperial India Pale Ale Slejpner, som Claus vandt både Danmarks- og de skandinaviske mesterskaber i håndbryg med. Historien om Slejpner starter med endnu et mesterskab og en tur til Carlsberg. 

”Ved mit første Danmarksmesterskab i 2008 var en del af præmien, at brygge 200 liter på Carlsbergs lille bryghus; Jacobsens testanlæg. Jeg valgte, at brygge 200 liter Imperial India Pale Ale, en stilart som teknikkerne ikke havde prøvet før. De var mest vant til lavprocent- og letdrikkelige øl, hvilket en Imperial India Pale Ale på 10% med en teoretisk humlebitterhed på 263 IBU ikke ligefrem er. De kiggede lidt mærkeligt på mig og spurgte om jeg var helt frisk i hovedet at ville putte så meget humle i én øl, mit svar var, at jeg havde det fint, men at jeg godt kan lide at drikke øl, der smager at noget og hvis jeg ville havde et glas vand så tog jeg en Carlsberg. Det grinte vi så lidt af og gik i gang med at brygge Slejpner. Den blev efterfølgende serveret ved Carlsbergs egen stand ved European Beer Festival 2009 hvor flere sagde at det var den bedste pale ale på festivallen, selvom flere undrede sig lidt over, at den kom fra Carlsberg.” 

Nogen vil nok bemærke, at den nordiske mytologi er et gennemgående tema i øllenes navne. Gleipner var den tråd fenrisulven stod bundet med, Sleipner var Odins sorte hingst, og endelig var Alstærk den ene af de heste, der trak solen over himlen. Navnene er valgt ud fra en fra en blanding af marketingshensyn og historisk interesse. ”Jeg har altid interesseret mig for historie og syntes at det er interessant at læse om hvordan vores forfædre opfattede verden. Den nordiske mytologi er vores fælles historie og må ikke glemmes, så en kort tekst om et eller andet fra vores nordiske baggrund, kan være interessant for folk at læse hvis det holdes i baggrunden og ikke er for fremtrædende og jo mere folk interesserer sig for et produkt, jo bedre vil de huske det til næste gang. Desuden er Fyn og området omkring Munkebo fyldt med minder om den tid. Der er gravhøje overalt, og Ladbyskibet blev fundet lige på den anden side af Kerteminde Fjord. En anden ting er, at det er nemmere for kunder at genkende et produkt, hvis der er en farve eller et tema, som går igen på etiketten. ” 

I dag arbejder Claus så for Camba Bavaria, der som navnet antyder ligger i Bayern, eller mere præcist i Truchlaching mellem München og Salzburg. At han overhovedet endte ved Campa Bavaria skyldtes at bryggeriet af omveje, havde fået fat på noget af øllet fra Munkebo Mikrobryg, og det faldt altså så meget i smag, at man endte med at headhunte Claus til en stilling som brygmester. Opstarten var intens, der var en ny hverdag der skulle bygges op, sproget skulle læres og også den lokale dialekt, der var et nyt brygsystem at sætte sig ind i, og så har tyskerne med deres Reinheitsgebot deres egen måde at brygge på. 

”Jeg har været vant til den engelske og den amerikanske måde at brygge på. Den tyske er lidt anderledes da man ikke kan få hjælp til at klare øllet op med alger eller må tilsætte andet til øllet som vi normalt gør i Danmark. Hernede i Bayern er det kun vand, gær, humle og malt man bygge øl af. Ristet byg er faktisk ikke tilladt da det ikke er malt, så de bruger ristet malt i stedet. Der er en grund til at de tyske bryggere er så gode til deres arbejde, hvis de vil have en øl til at smage af kirsebær, kan de ikke bare komme kirsebær i øllet som man kan i Danmark, men må arbejde med gæren og fermenteringsteknik til at få fremelsket smagen af kirsebær som de har gjort siden Reinheitsgebot blev vedtaget i 1516. Jeg har været vant til at arbejde med krydderier i lang tid, men kan sagtens arbejde på samme måde som de gør det i Tyskland. Det er superlækkert, at arbejde på et niveau, hvor min baggrund i biologi og proteinkemi kan bruges i hverdagen til at styre gæren i den retning som man gerne vil have den til.” 

Tilbage i Danmark står brygudstyret og venter på at blive taget i brug når Claus til juli vender hjem. Planen er at bryggeriet senere skal have til huse på en af de lokale herregårde. Der har været dialog med flere herregårde, og lige nu forhandles der med den ene om hvorvidt Claus må lave lokalerne om, og om kommunen vil give de rette tilladelser. Der er stadig meget, der skal falde på plads, men Claus krydser fingre, for i hans øjne er atmosfæren på herregården perfekt til at brygge øl i. 

Rent teknisk kommer Munkebo Mikrobryg til at bestå af et 1.300 liters udstyr som består af mash kettle, mash tun, wort kettle og whirlpool, hvor der kan brygges cirka 4.000 liter dagligt, og det automatiske flaske- og etiketteudstyr kan klare 1000 flasker i timen når behovet kommer derop og når der bliver tanke til det. De mange liter og flasker kommer efter planen til at fordele sig over 17 øltyper, der dækker over lavprocent pale ales, nogle velhumlede amerikanske Imperial India Pale Ale, stærke øl med masser af karakter som den skotske ale Alstærk, masser af belgiske øl som Triple, Blonde og Wit, franske øl som Biére de Garde og masser af tyske bock og weizen. Med andre ord, et bredt sortiment til enhver smag. 

Stovt glæder sig i særdeleshed til at Alstærk bliver tilgængelig igen, men med tanke på den stribe prøvebryg, der blev serveret til Claus afskedssmagning på Carlsens Kvarter glæder jeg mig også til at stifte yderligere bekendtskab med, hvad jeg allerede ved bliver flere nye personlige favoritter. Forhåbningerne om, og tiltroen til at Munkebo Mikrobryg nok skal blive en succes er skyhøj fra min side, og Stovt ønsker Claus held og lykke med projektet.

Stovt tager til whiskymesse i Fredericia her på lørdag. Bortset fra, at jeg skal have et sæt fadlagrede ales fra Ørbæk Bryggeri med hjem, tager jeg til Fredericia uden helt at vide, hvad jeg vil have ud af dagen. Jeg er dog rimelig sikker på, at jeg vil nå igennem de fire danske destillerier og smage hvordan dansk whisky anno 2013 tager sig ud. Tre ud af de fire destillerier udspringer fra bryggerier, kun Stauning har ikke øl i sortimentet.

Smagelister fra de danske destillerier:

Nyborg Distillery

Braunstein

Stauning

Trolden

Der skulle efter sigende også være et svensk destilleri repræsenteret, men bortset fra at disse forholdsvise lokale producenter skal prøvesmages, så er jeg i godt vidende selskab og overlader trygt min skæbne til hans anbefalinger.

Poesibogen:

Peter Myrup Olesen er manden bag Beerticker og Beertickerpro, Danmarks vel nok skarpeste nyhedssites når det kommer til øl. Som man kan læse længere nede er Peter godt gift, men bruger en pokkers masse tid på Beertickersiderne, derfor er Stovt særdeles glade for at han har taget sig til at bidrage til poesibogen.

Yndlingsøl: 

Den er ikke nem. Der er ikke en enkelt. Men reelt gemmer svaret sig jo nok under største øloplevelse. 

Yndlingsøltype: 

Svært at komme med entydigt klart svar på. Det afhænger i høj grad af anledningen, stedet, tiden på dagen og årstiden. Jeg har selvfølgelig også været igennem en udvikling med hensyn til hvilke øltyper, jeg synes mest om. Ja, jeg bliver tit forundret, når jeg vender tilbage til øl, som var favoritter for 10 år siden. Der er sket meget siden. Men jo, når der skal ekstra fint øl på bordet ved os, så er det fadlagrede øl, Imperial Stouts og lagrede øl. Konen og jeg får fast ostebord en gang om ugen, og her er det høj grad den type øl, jeg finder frem. Vin til ost - en total misforståelse! Dyrker meget at lagre øl. Der er ofte nitter imellem, når man gemmer øl i et antal år. Men ind imellem får man så til gengæld også nogle helt sublime oplevelser. Man siger at hardcore ølnørder ender ved de sure øl. Og jo, jeg er også nået der til, at jeg nu får nogle af de mest interessante oplevelser her. Dog er jeg kun til de moderat sure øl. 

Største/bedste øloplevelse: 

Nok da jeg i Stockholm for første gang smagte Kaggen Stormaktsporter fra svenske Närke. Den har kæmpet med Westvleteren 12 på RateBeer om at være verdens bedste øl. En øl som det er ekstremt svært at få fat i. Den brygges i små mængder og kan stort set kun fås ved ølfestivaller og få ølbarer. På det tidspunkt i 2007 forlød det, at den nu kun kunne købes ved ølbaren Akkurat, og der var kun få flasker tilbage - til en seriøs pris. Da fruen og jeg var ankommet til Stockholm og var indlogeret på hotellet, skyndte vi os som det første hen til Akkurat. Nervøs for om der var flere flasker tilbage. Ekstrem lettet da vi fik svaret "ja, den finns kvar". Jeg duftede til øllen i en halv time, før jeg overhovedet smagte på den. Siden har jeg flere gange haft lejlighed til at smage den. Mest eksklusivt var ved ølcruise mellem Rom og Barcelona, hvor bryggerne åbnede den sidste flaske, de havde fra første bryg i 2005. Var ekstrem heldig at være blandt den lille gruppe der smagte. 

Hvor køber du dine øl: 

Det korte svar er - der jeg kan få dem! I Danmark og i udlandet. Der er ikke nogen fast butik, hvor hovedparten af mine ølindkøb foregår. Eftersom jeg bor i København, har jeg let adgang til et fantastisk godt udbud af ølbutikker. Jeg handler også sommetider ved Systembolaget i Malmö - en af de tre største butikker i Sverige. Før i tiden brugte jeg rigtig meget tid på at gå på "øljagt" rundt i landet. På at finde nye øl. Men nu om dage har jeg alt for travlt med specielt Beerticker PRO til at kunne det. Men rejser i Danmark og udlandet med min kone har en besynderlig tendens til, at "tilfældigvis" komme forbi gode ølsteder og butikker. Det er nu ikke det store problem - det var faktisk min kone, der var årsag til, at min store ølinteresse startede. Jo, jeg er så heldig, at jeg har en kone, der også er til øl. 

Hvad er det øl kan siden det er så godt: 

Øl er utrolig mangefacetteret i forhold til vin. Mit standardsvar til folk der siger, at de ikke synes om øl: Sludder, du har bare ikke smagt den rigtige type øl endnu. Spektret for hvordan øl kan smage er utroligt bredt. Selvom jeg har smagt tusindvis af øl, kan jeg stadig støde på overraskelser. Øl, hvor jeg siger: Hold da kæft, kan øl også smage sådan.

Sort nyt:

Der er kommet en ny mulighed for at bestille øl online. Cafe Langebro på Islands Brygge har lavet deres egen webshop Beer4you, der trods det uheldigt klingende 90'er navn, sikkert godt kunne blive et udmærket alternativ til eksempelvis Vinoggaver.dk. Et hurtigt krydstjek af priserne viser at Beer4you umiddelbart er et par kroner billigere pr. flaske, bestiller man nok kan det hurtigt æde noget af portoudgiften. Beer4you taber dog på sortimentet, der indtil videre kun er på ca. 180 varenumre, hvoraf de ca. 20 er glas. Jeg kan dog sagtens se idéen, og springer nok også på en dag, for blandt udvalget er der øl fra blandt andet Amager og Herslev Bryghus, samt Stronzo, som det er svært opdrive på disse kanter. Jeg tror dog, der skal mere kød på sortimentet, hvis det langsigtet skal vise sig at være en rigtigt god idé. Det vil tiden vise, indtil da alt mulig held og lykke med projektet herfra.

Navn: Ca$h Cow

Type: Imperial lager stout

Bryggeri: Stronzo Brewing Co.

Alkohol: 11%
Etikettekst: All start up companies are vulnerable in the beginning. Well as of now for Stronzo that’s a thing of the past. We have struck gold, with this gorgeous new recipe. Without further ado, I present to you: “CA$H COW”! Imperial Lager Stout. This black beauty is brewed with 20% roasted malts at 11% Alcohol. The lager yeast leaves plenty of room for the roasted malts to dominate the palate, without being bullied by nasty esters. After fermentation we added some oak chips and bourbon vanilla for extra complexity. There are only 400 liters, which amounts to exactly 0,00001% og the total danish beer sales last year – so be sure to get your share of this tasty brew because the chance won’t come again soon.
Beskrivelse: Der flyder en lind strøm af sorte øl fra Stronzo, men det er ikke noget man mærker til i det fynske. Faktisk tror jeg at den mængde af små stikpiller jeg har efterladt på deres Facebookvæg, om hvorvidt de ikke snart burde finde sig en fynsk forhandler, har været på nippet til at få mig på kant med chikanelovgivningen. Det krævede en tur til Jylland, men nu har jeg så fået mit fix, kan stille min nysgerrighed og Stronzo kan få deres Facebookvæg for dem selv i et stykke tid, med mindre det skulle vise sig, at deres øl gør det så godt i mit glas, at jeg bliver hooked og vil have mere. Farven tyder i hvert fald godt, det her var hvad Rolling Stones mente da de sang "paint it black", ja faktisk er den så mørk, at jeg tror det her var farven, der blev hentydet til dengang en vinhandler forsøgte at sælge mig en flaske rødvin på at den var sortere end sort. Kulsyre er der til gengæld ikke det store af, men det gør slet ingenting, for i forhold til hvor heftig en øl Ca$h Cow er, så kan jeg allerede nu afsløre, at den røg imponerende hurtigt ned, den manglende kulsyre kan selvfølgelig være en faktor her, men et mindst lige så vigtigt argument er, at den drejebænk Ca$h Cow er blevet filet til på har haft en virkelig god dag. Ca$h Cow er virkelig en gentle giant, såvel øltype som alkoholprocent hører til i den brutale ende, men i glasset er Ca$h Cow virkelig en god dreng. Det dominerende indtryk er brændt, uden bitterhed, men intenst som var der blevet asket i glasset. Vaniljen bilder jeg mig ind at jeg kan smage, men vi er langt fra det ækle udtryk, der ofte følger i kølvandet på portere med tilsat vanilje, det er mere et fadlagret præg som havde den været lagret på bourbonfade. Jeg kan virkelig godt lide Ca$h Cow, men jeg savner måske nok en smule personlighed og lidt mere va-voom, der kunne give en smule mere kraft og fylde. Alligevel er det lige på nippet til at det store anbefalerstempel bliver fundet frem, men kun på nippet. Røvhulsbryggerne (stronzo betyder røvhul på italiensk) har i hvert fald vakt min nysgerrighed, og jeg vil snarest muligt genoptage min hetz på Facebook for at få dem til at finde en fynsk forhandler.

Indkøbt: Voldby Købmandsgaard (37,5cl, 59,-)

Karakter: 9 (pil op)

Weekenden har ført Stovt forbi Indslev Bryggeris øludsalg i deres smagslokaler, Aarup Bryghus butik og Midtfyns Bryghus nye lokaler. Ølindkøbsanmeldelser følger snart, ølanmeldelserne kommer henad vejen.

Sort nyt:

Forleden kunne man læse i Fyens Stiftstidende, at Bryggeriet Refsvindinge i samarbejde med Johannes Larsen Museet i Kerteminde lancerer "Svale-bajer", der præsenteres på museet 16. april. 

Museumsinspektør Troels Malthe Borch fortæller:

"Den nye øl kommer til at hedde "Svale-bajer", fordi det er sådan en, man skal nyde, når livet er godt, solen skinner, og man trænger til en tår at svare sig på... På Møllebakken, blev der nydt mange svalebajere. Johannes Larsen drak både øl og snaps hver dag, og hans hustru Alhed bryggede selv øllet."

Etiketten kan forventes, at blive prydet af et af Johannes Larsens træsnit, og øllen er brygget i samarbejde med Peter Larsen, barnebarn af Johannes Larsen og flere gange skånsk mester i ølbrygning. 

Foreløbig er der brygget 1.100 liter af "Svale-bajer", der ifølge Peter Larsen kommer til at ligge tæt op af en IPA.

Se video om projektet her.

Sort nyt:

Fyens Stiftstidende bringer i dag en artikel med titlen "Fynsk mikro-malteri på vej" omhandlende muligheden for at et nedlagt malteri på Refsvindinge Bryggeri skal genoplives til gavn for de fynske mikrobryggerier. Hovedlinjerne i artiklen kan læses i dette udaterede mødereferat, der er ganske interessant læsning for folk med interesse i de fynske bryggeriers fremtid.

Bock-tema

Doppelbock Dunkel, 8,5%, Schloss Eggenberg

Sidste skud i bockbøssen er fra østrigske Schloss Eggenberg, der på disse kanter nok mest er kendt for deres Uhrbock. Det er måske ikke det bedste jeg har fået gemt til sidst, den ære er Spelt Bock fra Indslev løbet med, men det er helt klart det næstbedste kort, der bliver spillet i dag. Doppelbock Dunkel er noget mindre sød end de bud har været, og med en noget mere udpræget maltkarakter. Eftersmagen er tæt på stærk, som var der tilsat chili i øllen, det er dog ikke tilfældet. Doppelbock Dunkel smager ikke af sin styrke, i en blindtest havde jeg næppe sat den til mere end 5-6%, ikke fordi den mangler kraft, men nogen kraftig øl er den ikke. Jeg kunne sagtens se den blive serveret til et ostebord, og modsat hvordan jeg tror de mere gængse bocks ville gøre sig, så tror jeg at Doppelbock Dunkel ville være et hit.

Bock er ikke noget for mig. De bedste jeg er stødt på blandt de testede har været Spelt Bock fra Indslev og altså dette østrigske bud, de er samtidigt de mest atypiske, der har trukket i en anden retning end det jeg nu genkender som en bock. HP Bock fra Refsvindinge og Fynsk Bock fra Stensbogaard har været de bedste af dem, der smagsmæssigt lå indenfor det jeg gætter på en klassisk bock skal smage af. Bock Beer fra Ørbæk er sit eget lille tynde midterfelt, mens buddene fra Fuglsang og Gundestrup må betragtes som værende dumpet. Jeg klager næppe, hvis jeg får en testens bedre bocks serveret, men du kommer næppe nogensinde til at se mig bestille en.

Bock-tema

Doppel Bock,  7%, Gundestrup Mejeri og Bryggeri

På den ene side er Doppel Bock fra Gundestrup mere rundet, end det første trekløver af bocks Stovt var forbi i sidste uge, og det giver en mere ligetil øl, der virker mere umiddelbar og letdrikkelig end de første temadeltagere, men når eftersmagen sætter ind, så bliver det en småsur omgang, der slet ikke spiller sammen med den diskrete sødme i øllet. Jo længere ned i glasset man kommer, jo mere fylder det sure og jo mindre lyst får jeg til at drikke ud. Min umiddelbare konklusion er, at Doppel Bock ganske enkelt ikke er en god øl, og ikke bliver en øl jeg frivilligt kommer til at vende tilbage til. En konklusion jeg holder fast i, mens øllet langsomt varmer op og bliver en kende mere vinøs, uden dog på nogen måde at vække min sympati. Sammen med Hvid Bock fra Fuglsang er dette temaets nitter.

Carlsens Kvarter holder ølsmagning med Anders Kissmeyer tirsdag den 9. april klokken 19. Der er under halvdelen af de 30 billetter tilbage, mine er i hus.

Bock-tema

Hvid Bock, 7,6%, Fuglsang

Har jeg læst rigtigt op på lektien, så er Fuglsangs Hvid Bock lig med en helles bock, altså en lys bock. Med sine 7,6% næppe hvad man normalt forbinder med en lys øl, men i farve er den blegere end selv de tyndeste pilsnere på markedet. På etiketteksten står der blandt andet "..med en antydning af marcipan" og hører man til de uheldige, der har smagt Dr. Pepper, så vil man vide at drikkevarer og marcipan ikke er et match made in heaven. Det er ikke fordi marcipanen nødvendigvis fylder det store i smagen, men efter at have læst linjen kunne jeg ikke slippe tanken igen og syntes en overgang ikke at Hvid Bock smagte af andet end marcipan. Selve øllen smager som en sur tjekkisk pilsner, den bløde aroma og vinagtige lethed etiketten omtaler kan jeg ikke finde frem til. Som med Spelt Bock før weekenden, så er Hvis Bock en helt anden oplevelse end de første tre. Vi er mere i pilsnerterritorium end i det jeg nu genkender som en bock. Det kunne såmænd være godt nok, hvis det ikke var en pilsner lige til håndvasken, hvor det meste af denne øl nu er endt. Hvid Bock er absolut ikke brygget for min skyld. 

Navn: Cat Porter

Type: Porter

Bryggeri: Bryggeriet Refsvindinge

Alkohol: 7,4%

Beskrivelse: Da jeg på et tidspunkt efterspurgte Cat Porter under et ølindkøb på Refsvindinge var der egentlig udsolgt, men bryggeren selv stak ud på lageret og pillede en seksstyks ud af en sending til Spanien. God stil, men samtidigt betød det også døden for min idé om at Porter ikke drikkes under sydligere himmelstrøg. Nu hører Cat Porter ikke til blandt de tungeste portere, så måske den alligevel godt kan gå til solskin og spanske serenader?! Nu sidder jeg så med den sidste øl fra omtalte seksstyks og synes den smager bedre end de fem foregående jeg har drukket. Cat Porter bærer et diskret præg af den røgmalt, der blandt andet er brugt til at brygge den, men det dominerende indtryk er klart at den er en kende kakaofed, uden på nogen måde at være sød. Der er gået et stykke tid fra jeg sidst fik en Cat Porter og til nu, hvor jeg prøver at sætte ord på den, og jeg tænker at den verden til forskel jeg oplever der er, handler om at den første håndfuld flasker tog den kortest mulige vej fra køleskab, til glas, til svælg og derfor var uanstændigt kolde ved servering. Denne sidste flaske derimod, har fået lov til at stå et kvarters tid før servering og opleves langt mere rund og fyldig end det ganske skarpe første-anden-tredje-fjerde-femtegangsindtryk jeg havde fået. Karakteren bærer også synligt præg af dette, i mit hoved var  karakteren landet på et syvtal, og jeg var klar til at skrive ud fra det, men den ændrede temperatur ændrer fuldstændigt på dette og gør Cat Porter til en øl, der er god, og endda virkelig god når man skeler til prisen.

Indkøbt: Refsvindinge (33cl, 8,75,-)

Karakter: 9