Det billige øl: Oyster Stout, 4,5%, Marston's

Marston’s Oyster Stout er en af COOPs efterhånden mange egenimporterede øl, men den eneste sorte i sortimentet. Jeg vil påstå, at man har for mange penge, hvis man betaler de 10,- for den som den koster i min lokale Kvickly, for med mere end jævne mellemrum ryger den på tilbud sammen de andre egenimporterede halvliters dåser på nabohylderne. Jeg kan på den ene side godt se, hvad der vil tiltale tilhængere af denne øl. For trods sine kun 4,5 % er Oyster Stout forholdsvis kraftig i smagen, med klare kaffenoter og minder umiddelbart om en lidt tam udgave af Mors Stout (Refsvindinge). Omvendt synes jeg det er en småtarvelig øl, hvor det brændte klæber til tungen og der efter ganske kort tid ikke opleves andre indtryk end netop det. Det tager mig ikke mange sip af glasset, at køre kold i Marston’s Oyster Stout, en oplevelse jeg også har haft de andre gange, hvor jeg har haft den i glasset. Ikke pengene værd, heller ikke når den er på tilbud.

Karakter: 6

Opskrift: Øl-is

Følgende opskrift på is med stout blev lavet af Henrik Leth Børsen som en del af et eksamensprojekt for et par år siden. Opskriften er lavet med udgangspunkt i Midtfyns Stout.

Ingredienser: 

0,33l Stout 

2 spsk. brun farin (vigtig for smag og konsistens) 

6 æggeblommer 

1/2 l fløde 

Kog stouten ind sammen med den brune farin til ca. 1/3 (sirup), og lad den køle til 4-10 grader. 

Pisk ægget til et stift skum. 

Pisk fløden til flødeskum. 

Vend forsigtigt æg og fløde sammen. 

Vend forsigtigt siruppen i. 

Frys blanding i fryseren med omrøring ca. hver halve time de første tre timer for at undgå krystaller 

Serveres med samme stout som er benyttet og evt. lidt ølsirup og chokolade henover.

Ø-Bryg Rough Snuff

I morgen skal Stovt have gæster til de tre affotograferede øl. Vi skal smage den originale Rouh Snuff med snus, II'eren uden og endelig et ny bryg af udgaven med snus op mod hinanden. Jeg tror det bliver godt.

Det Tynde øl: Hvede, 6,8%, Bøgedal

Der findes bryggerier som jeg, selvom jeg har nærved næsten ingen erfaringer med dem, alligevel agter højt for det de synes at stå for. Et godt bud på et sådant er Kølster, et andet godt bud kunne være Bøgedal. Kølster har jeg desværre aldrig smagt øl fra, mens det er blevet til en enkelt øl fra Bøgedal, og hvilken øl. Sensommeren 2012, Torvehallerne på Nørrebro, mens min kone havde bænket sig og sin sushi mellem de solindhyllede haller, løb jeg spidsrod mellem flere af Torvehallernes spisesteder, og endte op med en menu bestående af økologiske pomfritter, en frisklavet fiskefrikadellemad med hjemmerørt remoulade, og et glas hvedeøl fra Bøgedal. Hvedeøl og en plads i solen, er som regel en blanding, der giver genvej til himlen, tilsat ovenstående menu var det en tur over ovennævnte i Thors karet, med donner und blitzen til følge. 

Nu sidder jeg så med en hvedeøl fra Bøgedal tilsat appelsin og korianderfrø, ingredienser der normalt havde fået mig til at ryste opgivende på hovedet, men modsat, hvad jeg ville have gjort med så mange andre øl, så går jeg ind til denne øl og forventer en oplevelse. Så skævt op med hvordan det normalt hænger sammen i min verden, i tilfældet Bøgedal er jeg villig til at kaste mig ud på ukendt vand. 

Bøgedals øl kommer i 70cl flasker med en korkprop sat fast med en lille metalhætte og et kunstfærdigt viklet stykke ståltråd på samme måde som man kender det fra champagne flasker. Etiketten er spartansk grænsende til det irriterende, men omvendt en æstetisk nydelse i al sin begrænsede fremtoning. Nu står der godt nok hvede på denne etiket, men tidligere har jeg taget mig selv i at bande højt indvendigt, når den eneste oplysning om øltype på Bøgedals etiketter var et nummer og en tilsætningsliste, der dækkede det, der ikke normalt er nødvendigt for at brygge en øl. Da ståltråden var viklet af poppede proppen af som var flasken en champagne med ambitioner. Efter at have tjekket familien for tilskadekomne, hældte jeg første tår op i et almindeligt vandglas, før jeg kom i tanke om hvedeølsglassene fra Erdinger i skabet. Ikke at det gjorde den store forskel på smagen, men ordnung muss sein. 

Når man kigger på glasset ligner øllet noget, der har stået i et afløb lidt for længe, grumset og ugennemsigtigt, men lad ikke dine øjne narre dig, Bøgedal Hvede er en mur af smag. Korianderfrøene kan ikke umiddelbart smages, men appelsinen rammer med det samme. Normalt hader jeg smagen af frugtkurv i hvedeøl, men i tilfældet Bøgedal virker det først som om hvedeøllet står i baggrunden for appelsinsmagen, men det skal vise sig, at hvedeøllet og smagen af appelsin er ligemænd, og det fungerer helt efter planen. Ikke noget med en småsyrlig baggrund, eller lidt citrus, der ligger og klør et sted i smagsbilledet, hvor man ikke kan få en kløpind frem og dæmpe irritationen. Smagen af hvedeøl og appelsin står rankt skulder ved skulder og giver den fuldt blæs. Faktisk er der så meget knald på smagen, at jeg vil anbefale, at man er 2-3 stykker om at dele Bøgedals Hvede, ellers kan man risikere at gå en smule kold i intensiteten. En intensitet baseret på smag alene, 6,8% er pænt for en hvedeøl, men som øl er Bøgedals Hvede virkelig blød og omgængelig, den har bare mere smag end de fleste. 

Min begejstring og fascination over denne øl vil næsten ingen ende tage. Jeg ved, at der skulle være en pilsner på trapperne fra Bøgedal, og den virker som et oplagt næste stop på det, der snildt kunne udvikle sig til en kærlighedshistorie af den udødelige slags. Bøgedal gør opmærksom på, at ikke to bryg er ens, så måske er det mere Bøgedal end Bøgedals hvede jeg anbefaler, men anbefaler, det gør jeg.

Interview: Christian Skovdal Andersen

Der gik ikke mange minutter fra, at Christian Firtal her i Odense havde slået muligheden for at hilse på Eddie Szweda, Anders Kissmeyer og Christian Skovdal Andersen op på deres Facebookvæg, til jeg havde krydstjekket min kalender for andre aftaler og sendt en mail til Christian for at høre om han i den forbindelse kunne lokkes til at tage en snak med Stovt. Det ville han gerne. 

Selve arrangementet startede i en mild variant af kaos, Eddie måtte af ukendte årsager udeblive, Anders havde fået låst sine nøgler inde på den ene af Midtfyns Bryghus pt. to lokaliteter og ti minutter forsinket stod Christian alene og uden øl fra hverken Beer Here, Kissmeyer Beer & Brewing eller Midtfyns Bryghus. En tur i Vinens Verden senere var kommunikationssvigtet fikset, og mens de fremmødte ventede på at isvandet gjorde deres for at øllene kom ned på den rigtige temperatur, fik jeg prikket Christian på skulderen og spurgt om vi skulle bruge ventetiden på noget fornuftigt. 

Normalt har jeg en ganske god idé om, hvad jeg vil snakke med folk om, før jeg tager kontakt til dem. I tilfældet Christian Skovdal Andersen skød jeg fra hoften ud fra en idé om, at manden bag Ølfabrikken og Beer Here, der begge har stået bag flere af mine personlige favoritøl nok skulle være en snak værd. Det var først da jeg googlede ned i hans fortid, at jeg fandt ud af, at Christian var en guldgrube af gode historier. 

Starten 

Historien begynder i 2004, da Christian sammen med sin forretningspartner Martin Larsen beslutter sig for at brygge øl på hobbyplan. Bryganlægget de får indkøbt har dog en størrelse, der gør det nødvendigt at installere det i laden på Martins forældres gård. At Ølfabrikken året efter både bliver kåret som årets bryggeri, og deres porter bliver kåret til årets ølnyhed af Danske Ølentusiaster, taler noget om hvor hurtigt det efterfølgende gik, men med til historien hører det også, at det var Christian og Martins computerfirma, der holdt dem økonomisk gående i starten, hvor Ølfabrikken kæmpede med inficeret øl, men modsat mange mikrobryggerier på den tid, aldrig sendte dårligt øl på markedet. 

Halvdelen af Ølfabrikken bliver i 2007 solgt til Gourmetbryggeriet, da Ølfabrikken efterhånden har fået brug for større kapacitet end hvad laden kan tilbyde. Martin følger ikke med over i det nye selskab, og efterhånden som kompromiserne hober sig op vælger Christian også at træde ud. Christian fortæller, at det var meningen, at det så skulle det være slut med øl. Han fik sig et job, der ikke havde noget bryggebranchen at gøre, men efter et halvt års tid var der alligevel noget, der trak i ham, og i 2008 tog han kontakt til Herslev Bryghus, hvor det var meningen han bare ville brygge et enkelt bryg. Det var tanken, at Beer Here skulle være et hobbyprojekt, men her fem år senere er det ene hobbyprojekt, blevet til flere bryggerier, med Beer Here som det største. 

Christian tager sig tid til et par spørgsmål og svar mellem sine præsentationer af Dark Hops og Hopfix. Vi forsætter da hans præsentationer er overståede, men tier pænt stille, mens Anders Kissmeyer fortæller om først sin Honey Porter og siden Dobbelt IPA’en Stockholm Syndrome. Midtfyns Bryghus bliver repræsenteret med Gunners Ale og deres Russian Imperial Stout, der skylles ned af de cirka 15 fremmødte uden uddybende kommentarer fra en brygger. Ved siden af den stadige strøm af smagsprøver står mit pintglas med Nelson Sauvin fra Ugly Duck, og netop den humlesort spiller en stor rolle hos Beer Here. 

Der er kollektiv småfnisen brygger og blogger imellem, da Christian begynder sin fortælling med ”Det begyndte under den store humlekrise i 07/08..”. Stovt kender til Cubakrisen, oliekrisen og den igangværende krise, men humlekrisen for en håndfuld år siden er et ubeskrevet blad, der kort sagt handler om et humlelager i Yakima, USA der selvantændte, og et marked, der reagerede ved at hamstre med eksplosive prisstigninger til følge på udvalgte humlesorter. Nød lærer som bekendt nøgen brygger at vride sig, så i stedet for at betale overpris, kom Christian i tanke om den New Zealandske humlesort Nelson Sauvin, som han var stødt på til en messe i Finland, og valgte at basere sin katteserie på den. Katteserien var en serie øl, brygget ud fra det dogme, at øllet skulle være på 4,7% og humlen skulle være Nelson Sauvin. Der var planlagt ti, men blev kun lanceret fire, da resten af markedet også opdagede Nelson Sauvins kvaliteter og udbud og efterspørgsels-mekanismen sendte prisen på Nelson Sauvin i vejret. Det nåede dog at blive til red ale (Fat Cat), sort IPA (Black Cat), hvedeøl (White Cat) og endnu en red ale (Dead Cat, der dog er brygget med Simcoe). 

Udlandet 

 

50% af det øl Beer Here producerer eksporteres til udlandet, og Christian bevæger sig da også jævnligt udenfor landets grænser i øl-øjemed. Mest omtalt har nok været hans flytning til Sydafrika i slutningen af 2009. Christian forklarer, at der skulle ske noget. I Sydafrika etablerede Christian Bierwerk, et bryggeri, der i høj grad bar præg af de lokale råvarer og som stadig eksisteter i dag. Både Christian og Bierwerk har dog forladt Sydafrika, 

”Det var hele tiden meningen, at vi kun skulle være afsted i et par måneder”. 

Christian er flyttet til Frederiksberg, og Bierwerks øl brygges i dag i Namibia. Trods det geografiske udgangspunkt, sælges langt det meste af øllet fra Bierwerk i dag i Europa, og kun en minimal andel lokalt. Næste skud på stammen fra Bierwerk bliver en porter, der forventes lanceret i løbet af maj. 

En anden nyskabelse fra Christians hånd, har været samarbejdsbrygget Caterpillar med Brewfist i Italien, en øl, der også har fundet vej til Stovts liste over anbefalede øl. Beer Heres italienske importør var træt af, at han konstant måtte melde udsolgt af de mere humlede varianter i Beer Heres sortiment, så han foreslog Christian, at de lavede et samarbejdsbryg, så han selv kunne skrue op og ned for produktionen af en humlet Beer Here øl. Christian kalder selv Caterpillar for en lykkelig fejltagelse. 

”Caterpillar skulle have været Hopfix, som der licensbrygges på Brewfist. Heldigvis fik vi en stuck mash på grund af mængden af rug og effektiviteten blev en del mindre end normalt for Hopfix. Derfor endte vi med at lave en lettere øl med en anden humleprofil.” 

Endelig har Christian for ganske nylig startet nomadebryggeriet Edge Brewing Project op sammen med Adam Betts fra sin australske importør Northdown. De to har tidligere samarbejdet om hvedeøllen Victoria’s Secret og Cool Hops, en ”Australian lager”, men nu kommer der gang i et mere permanent samarbejde. Christian forklarer, at det har sine egne lavpraktiske grunde, at det lige blev i Australien, at han starter noget nyt op. 

 

”Min kæreste er australier, så vi er her alligevel et par gange om året”. 

Foreløbig er Victoria’s Secret og Cool Hops på sortimentslisten, sammen med blandt andet endnu en hvedeøl, nemlig Rakau NZ Wheat, og som det var tilfældet med Bierwerk, så benytter også Edge Brewing Project sig i høj grad af lokale råvarer. En signatur, der går igen fra Bierwerk. Hvorfor er det så vigtigt med lokale råvarer? 

”Grunden til at jeg syntes det er vigtigt med de brands er at de, modsat Beer Here, sælges på at de er brygget i henholdsvis Afrika og Australien. Samtidig så bilder jeg mig ind at der også er nogle smagsmæssigt interessante ting ved forskellige regioners råvarer. Det viser sig for eksempel i brugen af rooibos te i Bierwerk Saison og de unikke australske humletyper i Edge produkterne.” 

Adam Betts har andetsteds udtalt, at øllet fra Edge Brewing Project bliver kompromisløst. Både han selv og Christian har et andet bryggeri i ryggen til at skabe en indkomst for dem, så de skal i første omgang ikke tænke i volume eller popularitet, men har friheden til at brygge, hvad de vil, hvornår de vil. 

Filosofien 

Afslutningsvis får jeg stillet Christian et ganske kringlet spørgsmål, med en helt fantastisk mængde bisætninger, men hvor kernen er, at når han nu var med da den danske ølbølge startede, og stadig er med, hvad tror han så det kommer til at kræve, at være med i fremtiden. 

”Det tør jeg sgu ikke svare på (tænkepause), men jeg tror det handler om at finde sin niche. Jeg prøver at brygge, hvad jeg selv godt kan lide, uden at tage kommercielle hensyn. Jeg skal selv kunne stå inde for det, derfor tog det mig fire år at finde en opskrift på en Imperial Stout, jeg selv kunne lide.” (Den omtalte Imperial Stout er Kremlin Crude, der også er på Stovts liste over anbefalede øl). 

Jeg når lige at tænke, at det udefra set virker til at virke, det med selv at skulle kunne stå inde for det, både i tilfældet Ølfabrikken, men også med Beer Here. 

”Nej, jeg bliver sgu lige nødt til at nævne en fiasko!” 

Og Christian beretter om Infant Øl, hans bud på en ikke alt for sød hvidtøl, der faldt helt til jorden. 

Talen slår over i småsnak, og falder på kundegrupper. På den ene side kan Christian ikke lave sine øl til priser, så de er interessante for supermarkederne, omvendt bemærker han også at hardcore ølnørder ikke er et interessant publikum, da de hele tiden er på vej videre mod den næste oplevelse. 

”Det bedste er når man kan vise den almindelige forbruger, hvor meget en øl kan.” 

Anders Kissmeyer støder til os, og det virker som et passende sted at stoppe. 

Christian Skovdal Andersen, udlandsfarende brygger, og en svært sympatisk fyr, har talt.

Sort nyt: Coisbo

Det blev til yderligere en fynsk triumf ved ølfestivalen, da det viste sig, at det ikke var helt forgæves, at Coisbo havde taget en håndfuld nye øl med. Deres Russian Imperial Stout "Coisbo Four" løb af med årets publikumspris. Stovt skal hurtigst muligt have fat i et eksemplar og se om der er noget om snakken.

Sort nyt: Indslev Bryggeri/Ugly Duck

Foto fra Højt Skummende

Der var tale om et regulært hattrick, da Indslev Bryggeri/Ugly Duck i går blev kåret som årets danske bryggeri 2012. Årets øl i begge kategorier og nu altså også årets bryggeri, man må sige at det kører for dem ude på den gamle landevej.

Top 5 afstemning:

1 Indslev Bryggeri/Ugly Duck Brewing Co. (22,5 %)

2 Det Lille Bryggeri (10,2 %)

3 Hornbeer (9,8 %)

4 Amager Bryghus (6,9 %)

5 Mikkeller (3,6 %)

Pressemeddelelse fra DØE i forbindelse med kåringen:

"Indslev Bryggeri / Ugly Duck Brewing Co. blev Årets danske Bryggeri 2012 

På Danske Ølentusiasters Ølfestival i Tap1 blev det fredag eftermiddag afsløret at Indslev Bryggeri / Ugly Duck Brewing Co. blev Årets danske Bryggeri 2012. 

Med den højeste procentdel af stemmerne og den største margin nogensinde, mere end dobbelt så mange stemmer som nummer to, blev svanen fra Fyn med sin lille grimme ælling en meget populær vinder af årets afstemning. 

Indslev Bryggeri, som ligger i de samme bygninger som det hedengangne fynske hvidtølsbryggeri af samme navn, har i adskillige år satset på et rent hvedeøls-sortiment. Men i 2012 udvidede man med det nye brand Ugly Duck Brewing Co., der brygger mere utraditionelt og ofte kraftigt humlet øl, som ølentusiaster i den grad har fået smag for. Ved afstemningen tidligere på året om Årets danske Ølnyhed 2012 havde Indslev/Ugly Duck hele 5 øl med blandt de 12 kandidater i slutrunden. Og vandt overbevisende begge kategorier, og nu scorer bryggeriet så hattrick ved også at blive val gt til Årets danske Bryggeri 2012. 

Bag succes’en står direktør Anders Busse Rasmussen, hvis familie grundlagde det oprindelige hvidtølsbryggeri, den tyske brygmester Peter Stefan Stadler, som har været med fra starten af hvedeølsbryggeriet, brygmester Torben Steenholt, og salgskonsulent Martin Jensen, som allerede for en del år siden med Raasted Bryghus viste at han har fingeren på pulsen hvad kvalitetsøl angår, og som er inspiratoren bag Ugly Duck Brewing Co. 

Med det brede og innovative tyske hvedeøls-sortiment under navnet Indslev Bryggeri, og med udvidelsen med det ikke mindre innovative og spændende sortiment af special-øl under det nye Ugly Duck Brewing Co. brand, har bryggeriet ramt et meget bredt publikum, og kan formodentlig se frem til stor succes på det danske ølmarked. 

Medlemmerne af Danske Ølentusiaster har kunnet stemme på i alt 130 danske bryggerier, og har stemt ud fra hvilket bryggeri de mente havde gjort det mest positive indtryk på den danske ølscene i 2012."

Sort nyt: Kunstbryggeriet Far & Søn

Kunstbryggeriet Far & Søn går på tour og besøger over to weekender fire fynske bryggerier. De fleste af bryggerierne ligger lidt fra alfarvej, men er man ramt på transporten så kan Stovt oplyse, at Stensbogaard Bryghus ligger lige op og ned af Pederstrup Station.

Pressemeddelelse, tid og sted følger her:

"Fire bryggeworkshops på Fyn. 

Kom og vær med til at brygge øl, hvor du er med til at præge øllet med lokale ingredienser. 

Øllet skal indgå i kunstværket “Øl, Mad og Digte”, og det er vores håb at du har lyst til at deltage i workshoppen. På workshoppen kommer også forfatterne Peter Adolphsen og Vagn Remme. De vil forholde sig til stedet, øllet og publikum og skrive tekster på den baggrund. Teksterne sættes på øllet som etiketter. Og hele herligheden fremvises sammen mad lavet specielt til lejligheden til efteråret på fire udvalgte kulturinstitutioner."

25. Maj - klokken 11-16

Kerteminde B

ryghus, 

Bregnør Bygade 24, 

5300 Kerteminde

26. Maj - klokken 11-16

Coisbo Beer, 

Æblehaven 25, 

5462 Morud

8. Juni - klokken 11-16

Stensbogaard Bryghus, 

Sdr. Højrupvejen 39A, 

5750 Ringe

9. Juni - klokken 11-16

Ø-bryg, 

Bjarkesvej 7, 

Thurø, 

5700 Svendborg

Det billige øl: Wiibroe Porter, 8,2%, Wiibroe

Jeg stødte første gang på Wiibroe Porter, den dag jeg fyldte 30. Før mødet med familien et andet sted i hovedstaden, var jeg sammen med en kammerat krøbet ind på Vinstue 90 på Gl. Kongevej for i dagens anledning at få en øl. De der kender stedet vil vide, at man bestiller en venteøl, mens man venter på sin slowbeer, og sådan gik der et par timer med skiftevis Wiibroe Porter og Slowbeer. Mødet med familien senere, blev ikke så pinligt som det kunne have været, men jeg førte stort på point når det kom til ølindtag. Efter det glemte jeg lidt Wiibroe Porter, det er først det sidste halve års tid, at den er begyndt at dukke op forskellige steder på Fyn og i tiden op til den opdagelse var jeg begyndt, at få den importeret fra København, når den sjællandske gren af familien kom forbi. Er den så god, at den er værd at importere? Ja, så god en øl er Wibroe Porter faktisk! Det er øllen, der i denne prisklasse er den eneste, der for alvor kan udfordre Limfjordsporteren. De har hver deres karakteristik, men hører begge til i denne mere kradse afdeling. Hvor Limfjordsporteren er kaffe og røg, så er Wibroe Porter er mere lakridstung, og har det meste af sin røg i duften. Hvis Limfjordsporteren er øllets gentleman, så er Wibroe Porteren en del af skyggekabinettet. Det er en fantastisk øl, og jeg tøver ikke med at sidestille den kvalitetsmæssigt med Limfjordsporten, der dog stadig må betegnes som favoritten i denne prisklasse. Wibroe Porter fortjener mere opmærksomhed end den får pt., og hvis du ikke er bekendt med den, så forbered dig på en stor øloplevelse på lige den anden den anden side af flad tier. Anbefales.

Karakter: 10

Opskrift: Øl-is

Følgende opskrift på ølis er hentet fra denne norske blogger, der så åbenbart har fundet den i Claus Meyers Almanak. Der følger flere isopskrifter de kommende uger.

Ingredienser:

2½ dl fløde 

2½ dl sødmælk 

180 gram sukker 

1,25 dl porter

½ vaniljestang 

6 æggeblommer 

Start med at skrabe vaniljestangen for korn, og smid korn plus vaniljestang i en gryde sammen med mælk, fløde, sukker og porter. Varm det forsigtigt op til sukkeret er opløst, og fjern gryden fra kogepladen.

Hæld æggeblommerne i en stor skål med plads til alle ingredienserne. 

Hæld den varme blanding fra gryden forsigtigt over til æggeblommerne, mens der piskes intenst. 

Blandingen hældes tilbage i gryden og koges op under omrøring. 

Varm blandingen op til 80-84 grader, så blandingen er tyk nok til at hænge fast på røreskeen, men ikke så tyk, at den klumper. 

Når blandingen har nået den rette temperatur hældes den igennem en si over i en beholder, hvor blandingen køles ned til køleskabstemperatur. Når blandingen har nået denne hældes den over i en ismaskine indtil den når soft-ice konsistens 

Server den med det samme, eller put den et par timer i fryseren for at få en hårdere konsistens.

Det tynde øl: Caterpillar, 5,8%, Beer Heer/Brewfist

En forholdsvis nyfunden kærlighed til humlesorten Nelson Sauvin, der stammer fra New Zealand, kombineret med en etiket, der lovede rigelige mængder New Zealandsk humle, og så det faktum, at denne pale ale halvt om halvt er et produkt af Beer Here fik mig til at veksle min nysgerrighed med en flaske øl og en dankortsbon på et par-og-tredive kroner. Det er dog ikke Nelson Sauvin, der er brugt i Caterpillar, men derimod Motueka og Columbus-humle. Jeg er ikke humlenørd, så jeg skal ikke kunne sige, hvad forskel det helt præcis burde give, men resultatet giver smæk for skillingen og kontant afregning ved kasse et. Indtil nu har jeg  kun prøvet de sorte øl fra Beer Here, og hver gang er det samme oplevelse af kompromisløs råhed, der har henført mig i en ren ekstase af begejstring. Derfor havde jeg også ventet en på siden af hovedet, når jeg nu kastede mig ud i at prøve kræfter med en i udgangspunktet forholdsvis humlet øltype, hvor Beer Here var involveret, men lussingen udeblev. Caterpillar sniger sig ind på én. Der kommer ikke det store kick til at starte med, men med et bliver din mund suget tør, og det eneste du kan mærke i din mund, er den bane ned over din tunge, hvor øllet er løbet og smagen har lagt sig som en friskhøvlet bane på et stykke ubehandlet træ. På et lidt mere ligetil ølanmelderdansk, er Caterpillar en tør pale ale, blottet for unødvendige dyk i frugtskålen og med en virkelig behagelig kulsyremængde, der balancer fornemt mellem det dovne og det friske. Det skal nævnes, at Caterpillar er et samarbejdsbryg mellem Beer Here og Brewfist, et forholdsvis nyt italiensk bryggeri, men det er min glæde over øl fra Beer Here, der bliver lagt et par alen til, sådan kan verden være så uretfærdig en gang imellem. Værd at bemærke er også etiketten, der ligner et stillbillede fra hvordan det havde set ud, hvis det var en brygger, der havde lavet en animeret video til Jefferson Airplanes "White Rabbit". Endelig skal det bemærkes, at Caterpillar ryger direkte ind på Stovts liste over anbefalede øl.

Sort nyt: Coisbo

Coisbo sender i denne uge fem nye øl på markedet. Toeren havde snigpremiere ved Christian Firtals just overståede Pale Ale Festival. Er man nysgerrig kan hele håndfulden opleves ved weekendens ølfestival.

Single Batch Beer - One - Lager with lemongrass 

Single Batch Beer - Two - Pale Ale with ginger 

Single Batch Beer - Three - American Imperial IPA 

Single Batch Beer - Four - Russian Imperial Stout 

Single Batch Beer - Five - Bourbon Barrel Aged Imperial Stout. (Meget begrænset oplæg)

Ølindkøb: Vesterbro

På arbejdernes kampdag var jeg i København. Mit besøg på Amager Bryghus og hos Den Nordiske Ølhandel kan der læses om andetsteds, her følger et kort resume af de andre ølrelaterede oplevelser jeg gjorde mig på dagen.

Efter Amager Bryghus gik turen fra Öresundstoget, gennem hovedbanegården, forbi et par frække tilbud på Istedgade af den slags, jeg næppe har fået for mine blå øjnes skyld og op til overfor mændenes hjem, hvor Ølbutikken har til huse. Ølbutikkens udvalg fejler ingenting, men denne dag var det lidt som at træde ind i vittigheden ”Hvor mange hipstere skal der til at sælge en øl?” Der blev på vanlig distanceret københavnsk facon hilst, mens der til min store overraskelse også blev tilbudt hjælp. En hipster med schnurrbart og følsom vest fyldte lidt flasker i køleskabene, men en svensk hipster med smart kasket sad og drak en øl. Om de var ansatte eller venner af huset gik aldrig op for mig. Sidste mand i flokken stod ved computeren og tjekkede Ratebeer, et forsigtigt gæt var at han var den ”rigtigt ansatte”. Det var i hvert fald ham, der tog imod pengene da jeg betalte for to gange To Øl og en Smoked Stout fra X-Beeriment.

Fra Istedegade gik turen til Mikkeller Bar i Viktoriagade, hvor der var ”Chicago Craft Beer tap takeover”. Jeg nåede at få en G.F.Y. Stout fra Spiteful Brewing, der dog ikke helt harmonerede med min oplevelse af hvad godt øl er. Grynet, og med smagen liggende som et lag ovenpå væsken. Ikke lige mig, for nu at sige det pænt. Vi holdt os til bordene udenfor, men det lille kælderlokale var da fint og flot indrettet, med Keith Shore billeder på væggen, pæne lyse møbler. Selvom der både var barstole og almindelige at vælge imellem, virkede det til at alle sad på pinde. Der var en næsten andægtig stemning over stedet, en stemning jeg er for lidt selvhøjtidelig eller for meget hængerøv i bukserne til, vælg selv svaret, der passer. Betjeningen lå desværre i forlængelse af oplevelsen hos Ølbutikken. Smart, nok-i-sig-selv-agtig og jeg tør slet ikke tænke på, hvor galt det ville kunne gå, hvis der blev travlt i kælderen, for det tog virkelig lang tid før personalet bag baren anerkendte mig som en potentiel kunde, selvom jeg var den eneste omkring baren, hvis behov for drikkevarer ikke var dækket ind.

Billede fra Beersweden.se.

Så var det sgu en befrielse, at krybe over Istedgade og hen langs Halmtorvet for at bænke sig i forårssolen foran Fermentoren. Lige så mange haner som hos Mikkeller, men med en langt mere menneskelig stemning. Her var én mand nok til at servicere de tilstedeværende, der i antal ikke adskilte sig voldsomt fra antallet af gæster hos Mikkeller. Han valgte så også, at have sin fokus på kunderne, hvad der utvivlsomt har lettet hans arbejdsdag, og samtidigt forkortet ventetiden hos kunderne. Herretoilettet var smurt ind i citater fra Big ”Lebowski”, en tavle varslede Champions League fodbold om aftenen og det var en befrielse at smide sig på en bænk et sted, hvor man ikke skulle være så bange for at træde forkert. Hanerne var præget af blandt andet Beer Here, og Amager Bryghus, men rummede i alt 7-8 bryggerier. Jeg fik George fra Mikkeller, der hører til i gruppen af bedre øl fra bryggeriet, men det blev Helmuth, en Kellerbier fra Beer Here, der blev eftermiddagens hit, og hældt ned i antal, der burde have udløst mængderabat. Jeg fik ingen fornemmelse af, hvem der normalt kommer på Fermentoren, hvis det da overhovedet er en bestemt gruppe, for det var høj som lav, der nød solen på pladsen foran værtshuset. Og jeg tror da også, at de fleste vil lade sig tiltale af Fermentoren, det er et sted, hvor det er værd at søge ly for verdens grusomheder, og et sted, hvor man er sikret en plads i solen, når den vælger at velsigne Vesterbro med sin tilstedeværelse.

Fra Fermentoren gik vejen til provinsen, via lyntog og et helvedes hyr med at balancere dagens ølindkøb på cyklen hjem, men hjem kom jeg.

Anmeldelse: Jelling Bryghus - Jernbyrd Stout

Navn: Jernbyrd Stout

Type: Stout

Bryggeri: Jelling Bryghus

Alkohol: 10%
Beskrivelse: Det er ikke megen information, der er at komme efter på etiketten til Jernbyrd, bortset fra at øllet er eftergæret på flasken, upasteuriseret og ufiltreret, og at Jernbyrd er en eksklusiv håndbrygget øl. Det med det eksklusive vil jeg nu gerne selv have lov til at bestemme. På etiketten er indholdsfortegnelsen den vanlige med vand, bygmalt, humle, gær, og så krydderier. Det er først, hvis man klikker ind på Jelling Bryghus hjemmeside, at man finder ud af, hvad det dækker over, for her kan man læse, at Jernbyrd er en "rendyrket stout brygget på mørke malte, krydret med pors og enebær". Jeg lurer lidt på om der er ændret i opskriften på et tidspunkt, for indhold og alkoholprocent fremgår af et lille klistermærke, der dækker et indhold, der godt nok er det samme, men også en alkoholprocent, der kun er på 6,5%. Min irritation over en slap etiket bliver ikke bedre af at flasken på det nærmeste eksploderer mellem hænderne på mig da jeg åbner den. Der er skruet helt op for kulsyren, hvad der også giver en heftig gang skum på toppen, der dog hurtigt flader ud. Spørger du min næse, så kan den ikke fortælle dig, hvad det er Jernbyrd dufter af, men spørger du min logiske sans, så har det nok noget med "krydderierne" at gøre. Jernbyrd er et opkog af det værste ved gin, smurt ind i den smag, der gør, at jeg aldrig kommer til at blive gode venner med Porse Guld fra Thisted Bryghus. "Fæl" er det mest dækkende ord jeg kan komme på. Jeg har ikke oplevet samme væmmelse ved noget i et glas, siden jeg for mangt et år tilbage sad på Midtfyns Festivalen, efter flere dages kampdruk, og forsøgte, at skylle alt for varme drinks, baseret på alt for megen, alt for billig spiritus og solvarmet juice, ned. Hvis der skal sættes flere ord på, bliver jeg nødt til at tømme glasset yderligere - det kommer ikke til at ske. Jeg lukker den her anmeldelse ned med et ærligt ment "fy for helvede".

Indkøbt: Den Lille Kælder (50cl, 40,-)

Karakter: 00

Det billige øl: Royal Stout, 7,7%, Royal Unibrew

Jeg kan ikke beslutte mig for om jeg mest synes Royal Stout er kedelig eller kvalm. Den virker som om den er blevet pumpet fuld af meget mørk chokolade, der har fået lov og ligge for længe i forruden på en solvarmet bil, men omvendt er den en tam øloplevelse, hvor spændingskurven er totalt flatlined. Det kvalme bliver ikke bedre efterhånden som den luner lidt op, den ristede malt gennnemsyrer øllet som en tung tåge, der gør det fuldstændigt umuligt, at lokalisere andre indtryk end chokolade og ristet.. eller hvis jeg skal lade mine smagsløg tale, branket malt. En anbefalet serveringstemperatur må være i omegnen af så koldt som muligt, så den smager så tæt på ingenting som den kan komme til. Selv til en smule over en tier for en dåse er den et skidt køb.

Karakter: 5

Stemningsrapport: Pale Ale Festival 2013

Pale Ale og jeg har en forholdsvis kort historie sammen, men med Ø-Brygs Dampskibsøl som gateway drug blev jeg dog for et halvt års tid siden lullet ind i troen på at det humlede øl og jeg godt kunne have en fremtid sammen. Siden da er det blevet til en del Pale Ales, uden at jeg præferencemæssigt har sporet mig ind på så meget andet end at jeg helst holder mig i den lave ende af bassinet, hvor de knap så kraftige varianter holder til.

Tavlen ved torsdagens start (fra Christian Firtals Facebook)

Jeg har en alder, hvor familielogistik i forhold til egne børn, andres børn, de bedre halvdeles planer og en masse andet jævnligt står i vejen når man skal mødes indenfor en snævert beskrevet tidsramme. Det blev også tilfældet med Christian Firtals Pale Ale Festival, der kun strakte sig over 4 dage. Det var derfor ikke muligt at finde en fælles ledig tidslomme, hvor mine vanlige ølpartnere in crime og jeg kunne mødes og blive besofne under påskud af at være ølkulturelle i det, der i virkeligheden var udskænkningsmulighedernes land.

Trods logistikvanskelighederne nåede jeg forbi festivalen af to korte omgange.

Fredag 

Tavlen ved fredagens start (fra Christian Firtals Facebook)

Der var et hul i kalenderen i tidsrummet mellem slutfløjt, hvor OB som forventet havde fået en røvfuld af FC Nordsjælland, og det tidspunkt Martin Hall var annonceret til at gå på scenen ikke langt fra Christian Firtal. Derfor blev det aftalt, at opvarmningsøllet før koncerten skulle indtages dér.

At træde ind i Vintapperstræde, var som at træde ind til en gadefest, hvor alle var velkomne. Der var folk overalt i området omkring Christian Firtal. Baren var tæt på fyldt, teltet var tæt på fyldt og borde og bænke udenfor var tæt på fyldt, men ikke mere tæt end at det ikke tog mere end et par minutter, at finde bænk og bord, hvor fire sæt røve kunne slås i sædet.

Jeg kender så udemærket Christian Firtal, det har været mit foretrukne ølsted i tæt på al den tid jeg har boet i Odense. I al den tid jeg er kommet der, har jeg aldrig før set så mange stå med små fadøl, som jeg gjorde fredag aften. Ingen tvivl om, at de fleste tilstedeværende havde et ønske om at nå at smage så mange forskellige som muligt, og ingen tvivl om at en del var nået et godt stykke inde i processen.

Min første bestilling blev en Black Maria (8,1%) fra To Øl, bestilt ud fra et håb om, at navnet gik igen i øllets farve, men nej. Første bestilling var en nitte, hvad der piner mig dobbelt, for jeg er siden kommet i tanke om at jeg har et eksemplar af øllen stående i skabet, der også var købt ud fra et håb om, at navnet gik igen i øllets farve. Jeg syntes ganske enkelt ikke det var en god øl, meget mere er der ikke at sige til det.

Anden bestilling var en Nelson IPA (6,9%) fra Mikkeller, der højnede standarden, men ikke gav grund til at kaste med hverken konfetti eller håndtegn, hvad jeg synes mange andre øl brygget med netop Nelson Sauvin har givet mig god grund til. Den virkede til at ville for meget, eller også ville jeg den for lidt, det var i hvert fald en oplevelse på det jævne.

Aftenens sidste bestilling blev Sloth (6%), der var den klart lettest tilgængelige af aftenens tre øl, men som heller ikke fik mig helt ud på sædets kant. Den vandt dog point på at være tørt læskende uden de store dikkedarer, og skal nok prøves af igen ved senere lejlighed.

Efter Sloth var der afgang, om til musik og et øludvalg begrænset til almindelig eller classic.

Lørdag 

Tavlen ved lørdagens start (fra Christian Firtals Facebook)

Lørdag aften var afsat til festivalen, men igen kiksede logistikken og det virkede en overgang til at fredag skulle blive det eneste udbytte jeg fik af festivalen. Lørdag eftermiddag skulle jeg købe mors dags gave på sønnikes vegne, og efterfølgende mødes med kone og barn. Heldigvis havde vi ikke mere travlt end at vi godt lige kunne gå om forbi.

Jeg er principielt imod, at man medbringer børn på værtshus, ikke at der er den store forskel på Christian Firtal og byens caféer så længe solen er på himlen. Vi valgte derfor at bænke os i Humlebunkeren, som det udendørs telt så smukt var døbt. Bunkeren ydede fin beskyttelse mod de omkringliggende salgsgaders slagtilbud, og for en stund følte jeg mig hensat til følelsen af sommerferie holdt i en anden provins, hvor roen og fornemmelsen af tid nok fik lov til at tage over.

Der var jazz fra scenen. Chet Baker Sings, bare uden sang, og guitar og klarinet i stedet for guitar og trompet. Knægten var paralyseret af guitaren, begge forældre tilfredse med at byens lyde blev holdt ude og musikken var virkelig kompetent udført, fadølsjazz lyder nu engang bedst når det holder sig langt fra New Orleans.

Humlebunkeren serverede kun øl fra de fynske bryggerier. Første glas og en cola til min kone havde jeg dog med inde fra baren.

Against the Grain leverede med So Single it’s Half (3,8%) nok festivalens mildeste indslag, men hvilket indslag. Det er anden gang på en uge jeg får øl fra dem, og det er anden gang jeg henrykkes. So Single it’s Half var mild med kant, frisk og læskende som bare fanden. Umiddelbart vil jeg stemple den som festivalens bedste øloplevelse.

Når jeg skriver umiddelbart, så er det fordi Midtfyns Bryghus kom med et andet godt bud. Better Late than Never (5,3%) var nok en kende for parfumeret til at trække førstepladsen, men var som Against the Grains bud også en mild variant, der smagte af blomster og sommer og burde kunne sende enhver hyldeblomstøl i graven, hvis Midtfyns Bryghus får den smidt på flaske.

Det andet fynske indslag jeg fik smagt var Coisbos Single Batch 2 (5%). En noget spidsere oplevelse end de foregående, og også en noget mere krydret øl, men det spidse og krydrede stod virkelig godt sammen og gav en overraskende god øloplevelse.

Sidste servering blev hentet inde i baren, og ramte farvemæssigt ind i Stovts vanlige område. Crooked Moon Purple Haze (8%) var kulsort, sød og smagte i retning af enebær (?). Inde bag den nærmest blommetunge og humlede sag gemte der sig en overraskende let øl, som jeg dog nåede at køre træt i halvvejs igennem mit 20cl glas.

Undervejs blev det også til en formidabel Pale Ale pølse serveret med hjemmebagt brød af en mand, der lød som Chris McDonald vil lyde når han om tyve år har droppet folkesundheden og overgivet sig til de gode ting i livet. Det kunne have været helt himmelsk, hvis ikke tilbehøret havde været standard ket, snep og rem som sidevogn.

 

Tavlen ved søndagens start (fra Christian Firtals Facebook)

Mere blev det ikke til. Syv øloplevelser rigere, 182 kroner fattige og forbistret over en fuldstændig fejlslagen logistik trillede jeg hjem for at få krydset næste års festival ind i kalenderen, så planlægningskabalen kan gå op i 2014. Pale Ale Festival 2013 nåede trods vores korte bekendtskab at efterlade mig med et gennemsympatisk indtryk. Mulighederne gik i alle retninger inden for emnet, og som billederne viser, så var øludvalget alt andet end statisk. Næste år skal jeg bænkes ordentligt, ingen tvivl om det. 

Fars Pølse

Jeg glæder mig..
a: til at få dem smidt på grillen
b: til det utal af platheder, det vil udløse når vi skal til at putte fars pølse i munden.

Poesibogen: Jan Laursen

Stovt var ikke forbi CBC, til gengæld var bloggen så privilegeret, at Jan Laursen satte pennen til papiret og leverede en fabelagtig genfortælling af hans oplevelser ved fredagens session. Jan har normalt sin gang hos DR, men jeg kender Jan fordi mit pladeselskab Tryghed & Tristesse genudsendte hans startfirserband End of Your Garden på CD for et par år siden.

Yndlingsøl? 

Det kan jeg heldigvis ikke svare entydigt på. Jeg er til øl med smag. Og med plads til enten bitterhed eller syrlighed, som kan balancere malten. Nu er dagene jo blevet lyse og når solen samtidig skinner, som den gjort de sidste par dage, er jeg afgjort mest til lysere, læskende øltyper: Fra ukomplicerede, frugtige florale amerikanske pale ales til belgiske klassikere som Saison Dupont eller Orval. Lige i øjeblikket har jeg et trip med tyske zwickel/land/keller-bier typer, der kan være super læskende ikke mindst hvis den har en gode dosis amerikansk aromahumle på toppen som f.eks. Helmuth fra Beer Here (i samarbejde med Ugly Duck). Den vil jeg gerne nævne her, ikke fordi at den er min yndlingsøl, men fordi at Christian Andersen fra Beer Here er en mester i at lave netop lyse, aromatiske, humlede, men velafbalancerede lyse øl med en forholdsvis lav alkohol procent og masser af smag. 

Yndlingsøltype? 

Se ovenfor. Helt grundlæggende er jeg til sorte, sure eller bitre øl. Gerne det hele på én gang. Jeg har en særlig præference for øl brygget med belgisk saison- eller amerikansk farmhouse-gær. Lugter de lidt af hestestald gør det ikke nødvendigvis noget. Meget malt-tunge øl og øl med meget høje procenter, siger mig ikke så meget. Men naturligvis er der undtagelser. 

Største/bedste øloplevelse? 

I sommeren 2004 kørte min kone og jeg rundt i bil med vores to drenge i Californien i en måned. Jeg har det meget svært med amerikansk vin. Den er – hvis jeg skal karikere - ofte indkogt, marmeladeagtig, sødladen og smager mere af egechips og franske fade end af druer. Jeg havde været i New Orleans et par år tidligere og der bemærket at der faktisk fandtes små uafhængige bryggerier, hvis øl også kunne købes i almindelig handel, men var ikke helt opdateret på hvor omfattende dette fænomen var i Californien. Så derfor var det en glædelig overraskelse for mig at opdage, at selv den mest tarvelige lille kiosk i en flække ude på landet ofte havde to køleskab med øl: Eet til Corrs, Miller, Bud og den slags og eet til lokale bryg. Der fik jeg tygget mig igennem en hel del, fra Stones Arrogant Bastard Ale til Sierra Nevadas Pale Ale, som vel for alvor var den øl, der åbnede mine øjne for at humle er noget man putter i øl og ikke bare er et øgenavn vi danskere meget misvisende kalder vores underhumlede lager-øl. Da jeg et par år senere var tilbage i Californien i forbindelse med arbejde, måtte jeg betale overvægt på hjemturen på grund af alle de øl, jeg havde proppet ned i samtlige luftlommer i min kuffert. 

Hvor køber du dine øl? 

Mange steder. For mig handler øl især om det som tyskerne kalder ”trinkvergnügen”, drikkeglæde – og drikkeglæden er størst, når øllet er friskt, letløbende og fra fad. Og der har Købehavn efterhånden ret mange gode steder. Først og fremmest Mikkeller Bar og Mikkeller & Friends. Men skal jeg se mine venner over en enkelt eller to, så er det lige så ofte Bryggens Ølbar, Søernes Ølbar eller Ørsted Ølbar, vi vælger, enten på grund af beliggenhed (Bryggens Ølbar – et langt stenkast fra DR), hygge eller bold på storskærm (Ørsted og Søernes). Alle steder har et godt udvalg af øl, som skifter ofte men sjældent er helt så cutting edge som på Mikkellers. Flaskeøl køber jeg især hos Toft Vin på Islands Brygge. Udvalget er stort, priserne billigere end f.eks. Ølbutikken og betjeningen er fremragende. Men jeg bruger også Kihoskh, Mikkeller & Friends Bottleshop og Belgisk Bryg i Emdrup. 

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 

Er det her jeg skal komme med en firkantet sammenligning mellem øl og vin? Ja, det er det! Jeg er meget glad for vin – især de ranke, syrefast hvide eller de mere reserverede klassiske røde, som ikke nødvendigvis har ligget 12 måneder på nye franske fade eller smager af blomme og marmelade. Jeg elsker også øl. Øl kan noget med bitterhed, som vin kun sjældent kan. Derfor fungerer øl i nogle tilfælde bedre til mad end vin. Og så er øl en perfekt tørstslukker. Men det er en stram, syrefast champagne jo også. Bare på en helt anden måde. Vin og øl komplementerer hinanden. Det er en falsk præmis at der skulle være et modsætningsforhold mellem enten at kunne lide det ene eller det andet. Det er måske også derfor jeg ikke er ubetinget fan af den der prog-rock-tendens, der er i visse dele af mikro-bryg-verdenen, hvor øl pumpes op på 12-13-14- procent og derefter hældes på fade indtil de smager af sure sokker og udkogte karklude. Og hvis du er rigtig uheldig har de sgu også tilsat vanilje. Øl og vanilje – dét er et ulige makkerskab!

Ugly Duck Putin

Berlingeren må mene hvad den vil. Stovt ser ingen problemer i Putin fra Ugly Duck, andet end at den er lige i overkanten kraftig til at fungere som frokostøl. Jeg har lige siden Ugly Duck smed et billede af Putin på deres Facebookside sukket efter at få den smagt. Nu har Christian Firtal den så på fad. Umiddelbart er Putin en robust, intens, tung Imperial Wheat Stout med personlighed, der burde tiltale tilhængere af eksempelvis Beer Heres S.O.D. Jeg glæder mig allerede til at prøve den igen.

Ølindkøb: Den Nordiske Ølhandel

Billede fra Humulus Blog

Det er lidt som at træde ind i en anden tid når man træder ind i Den Nordiske Ølhandel. Butikkens moderate størrelse er domineret af en købmandsdisk fra en anden tidsalder, og hylderne, der indrammer lokalet, er fyldt op med skandinavisk øl (og sake??). Ifølge skiltet er der ikke gået mange sekunder siden døren blev slået op for dagens handel, og til jeg er trådt ind af den. Jeg blev mødt af Martin Hokfeld, der gav mig en overordentlig hjertelig velkomst. Der gik ikke mange sekunder fra jeg var trådt ind, til jeg var blevet budt på øl, og mens øllet blev skænket blev jeg forhørt, om hvad jeg gerne ville kigge nærmere på, og da jeg havde forelagt mit ærinde i retning af primært sorte øl, konstaterede vi at der ikke var meget ved den øl, der blevet skænket mig (den svømmede i gær) og få sekunder senere var der åbnet og serveret en havre stout fra Nøgne Ø, der indskudt bemærket var en mildt sød og blød stout, med en smule bitterristet kant til at give den rette kontrast, på bare 4,5%.

Jeg har længe gerne ville have fat i øl fra Kølster, og det lykkedes at grave en Original Porter frem fra hylden, lidt et lykketræf, da de sorte varianter fra Kølster ikke pt. er på lager. Original Porteren er årgang 2011, og fra samme årgang købte jeg også en julebryg med fra Kølster. Snakken gik lystigt, bud på sorte øl blev smidt på bordet, flere af dem forkastet, andre sat til side sammen med de andre indkøb. Martin Hokfeld ejer Bunker Beer, der distribuerer sortimentet i Den Nordiske Ølhandel, så vi nåede undervejs i indkøbet forbi hans tankerom lagring af øl, han øste ud af sit indgående kendskab til Kølster, hvor han åbenbart jævnligt er med til at brygge, og jeg fik vist det tilstødende køkken frem, hvor der for nyligt var blevet afholdt bryggekursus og nu skulle installeres et 100l bryggeanlæg så butikken kunne producere sig eget øl. Alt dette nåede vi igennem på ti minutter. Da jeg havde betalt for mine fem øl, fik jeg stukket en Gl. Bådsmands Porter fra Den Gale Bryggeri hånden som en bonus. Et venligt træk, fra en gennemført sympatisk mand. På min vej ud kunne jeg høre Martin hilse et par turister velkomne med ”Welcome, would you like a taste of beer”.

Den Nordiske Ølhandel er hermed anbefalet.

Den Nordiske Ølhandel

Viktoriagade 3

1655 København

Facebook

Anmeldelse: Hornbeer - Russian Imperial Stout

Navn: Russian Imperial Stout

Type: Russian Imperial Stout

Bryggeri: Hornbeer

Alkohol: 8,1%

Etikettekst: Russian Imperial Stout har sit navn tilbage fra zartiden i Rusland. Denne kulsorte øl var zarhoffets foretrukne. Vi har tilladt os at give denne klassiske øl en lille drejning i retning af vores smag. Der er brugt tørverøget malt og tilsat et stænk friskbrygget colombiansk kaffe. Hvornår kan man så drikke denne øl ? Traditionelt er stout jo betragtet som dessertøl. Det er vores erfaring, at det er synd for øllet hvis desserten er af den søde slags. Prøv den til bløde oste eller chokolade med min. 70 pct kakao. Men Hornbeer Russian Imperial Stout går altså også fint alene! 
Beskrivelse: Kirke Hyllinge lyder så landligt som kun noget ikke alt for fjernt fra verdens ende kan lyde, men ikke desto mindre er det der Hornbeer holder til. Den eneste opmærksomhed bryggeriet har fået fra Stovt, har indtil videre været omtale at deres slagsmål med Spar Nord, som de fortjent trak sig sejrrigt ud af. Øllet er der ikke blevet brugt megen krudt på, men et indkøb af deres Russian Imperial Stout er blevet gennemført for at ændre på det faktum. Det er lige ved, at man får munden fuld bare ved at trække vejret gennem næsen og stikke tuden ned til glassets kant. Duften fra glasset er overvældende, som at træde ind i en kaffebutik, med røgvarer på hylderne. Sødlig, humlet, røget eller måske har der været gang i kafferisteren? Der er indtryk nok at tage af. Sanserne er sat godt i gang allerede inden, der er smagt på øllet. Kaffen, der er brugt, har næppe været brygget til folk med sarte maver, for den smager igennem på kanten af at være alt for voldsom. Lige nu synes jeg det nogenlunde balancerer, men alt efter dagsformen, kunne jeg godt forestille mig, at det blev for meget til tider. Kaffen dominerer sammen med røg smagsbilledet, og virker nærmest til at svæve et stykke over den bløde, blide øl, der gemmer sig et sted inde under de dominerende lag. Kulsyren er lige tilpas og øllet har en nærmest cremet konsistens, der burde tiltale de fleste. Alligevel bliver det en karakter på det jævne. Kaffen og røgen er alligevel lige spids nok til, at det er helt formidabelt. Hornbeer bringer selv emnet  op på etiketten, og jeg kan sagtens se denne øl indtaget med meget mørk chokolade, men jeg ville være meget betænkelig ved at servere den til ost. Russian Imperial Stout er en husholdningsudgave af en ekstremøl. Ok, men så heller ikke bedre.

Indkøbt: Vinens Verden (50cl, ca. 50,-)

Karakter: 8

På opfordring vil Stovt de næste mange fredage køre en budgetspecial, med fokus på de billigere varianter af det sorte øl, som man kan opstøve i supermarkederne og andre steder.

Det billige øl: Carls Porter, 7,8%, Carlsberg

I mit hoved var Carls Porter en spids oplevelse, hvor den brændte malt havde taget fuldstændig styring med smagen, men her huskede jeg helt forkert. Faktisk er Carls Porter en overraskende behagelig oplevelse, hvor det øllens cremede konsistens er tæt på at skabe en fuldendt helhed når den bliver spillet op mod de ristede nuancer. Carls Porter er let sød, med en underspillet chokoladesmag, der gør den til et oplagt valg, hvis man vil introducere portere til uprøvede individer. Dens milde karakter burde også gøre den oplagt til madlavning. Et fornuftigt køb til prisen.

Karakter: 8

Interview: Jimmy Steen Eriksen/Aarup Bryghus

Det er så vidt jeg ved ganske menneskeligt at ville have det man ikke kan få, netop denne den af den menneskelige natur giver jeg skylden for at jeg i et stykke tid har været nysgerrig efter at finde ud af, hvad Aarup Bryghus var for en størrelse. Øllet fra Aarup Bryghus kan med ganske få undtagelser, nemlig kun købes i bryggeriets butik, der holder til huse i et tidligere bageri på byens handelsgade. 

Bageriet blev købt i december 2011 på en tvangsauktion, og siden tømt for ovne, røremaskiner og hvad der ellers hører et bageri til, og gennemgik efterfølgende en mindre restaurering. Selve bageriet er næsten tomt i dag, bortset fra et 150liters bryganlæg placeret langs den ene væg, og et par solide ståldøre, der fører ind til to kølerum, der rummer henholdsvis gæring og råvarer. I et lille kælderlokale under butikken bliver der sat etiketter på flaskerne, og det er her Jimmy kommer op fra, da jeg et par dage efter den indledende mailkorrespondance uanmeldt kommer forbi. Tanken var, at skulle jeg skrive om Aarup Bryghus måtte jeg også vide, hvad det var jeg skrev om og så var der ingen vej udenom en tur til Aarup. 

Jimmy foran Aarup Bryghus på åbningsdagen.

Aarup Bryghus er ejet af Jimmy Steen Eriksen, der bor i Aarup sammen med sin kone og to børn. Oprindeligt er han uddannet slagter og senere levnedsmiddelteknikker, men har siden arbejdet som business manager og kvalitetschef i levnedsmiddelbranchen, og er på nuværende tidspunkt ansat som salgsdirektør i Rudolf Wild GmbH. Aarup Bryghus kører med andre ord sideløbende med en fuldtidskarriere, hvad bryghusets korte åbningstider fredag/lørdag også vidner om. Et par timer hver dag, og så er der også øl der skal brygges. 

Jimmys interesse for øl er udsprunget fra hans arbejde i levnedsmiddelsbranchen hvor han har arbejdet med produktudvikling og været med til at køre nye opskrifter ind på bryggerier rundt om i Europa. Via store fødevaremesser som Brau og Drinktec, hvor Rudolph Wild GmbH også har været repræsenteret, udviklede Jimmy efterhånden et større kendskab til udstyr og råvarer. 

For selv at få bryggeoplevelsen op under neglene prøvede Jimmy det af hos Bryg Selv i Odense, herefter gik turen forbi et brygkursus hos Maltbazaren og der begyndte at tegne sig et billede. Store tanker og store beslutninger træffes som bekendt bedst over et glas øl, og mens Jimmy i godt selskab med sin gode ven Karsten i 2011 sad på Christian Firtal og smagte sig igennem stedets øludvalg, blev idéerne gennemarbejdet og projektet Aarup Bryghus begyndte at tage fart. 

For at kunne starte kommercielt op måtte der dog hentes råd og erfaringer udefra. Brygmesteren fra Indslev Bryggeri, Stefan Peter Stadler, var behjælpelig med at dele ud af sine erfaringer med brygning, mens Anders Coisbo fra Coisbo Beer gladelig delte sine erfaringer i forhold til opstart af kommercielt bryggeri. 

”En af de mere positive oplevelser er den imødekommenhed andre bryggerier har vist mig i opstartsfasen. Samarbejdet med andre fynske bryggerier er jeg i fuld gang med at pleje, blandt andet via Smagen af Fyn, som Aarup Bryghus netop er blevet tilmeldt. Jeg er også blevet ringet op vedrørende det fælles fynske malteri, der er undervejs. Her ser jeg muligheden for på sigt at anvende lokale fynske råvarer i mine bryg.” 

Aarup Bryghus butik.

Det gamle bageri blev renoveret, så fødevarekontrollen kunne godkende det til fødevareproduktion igen. Dette foregik sideløbende med en proces, hvor der skulle indhentes tilladelser og godkendelser. Der skulle oprettes CVR, der skulle styr på punktafgifter og pantsystem, og der skulle slås alle de bureaukratiske slag i luften, der nu engang hører til at starte en ny virksomhed op. 

”En af de aha-oplevelser jeg havde under opstarten, var da jeg skulle bestille råvarer første gang. Her blev jeg bedt om at betale forud, selvom jeg driver Aarup Bryghus som personlig ejet virksomhed med fuld hæftelse. R2 Group og flaskeleverandørerne har åbenbart så dårlige erfaringer med betalingerne fra de danske mikrobryggerier, at der skal betales flere uger forud inden man får varerene. Endvidere skal der indbetales 10.000,-til skat som depositum for punktafgifter, Dansk Retursystem skal have årlige tilmeldingsgebyrer og GS1 (stregkoder) skal også have deres.” 

Den 2. juni 2012, et halvt år efter bageriet blev købt, åbnede Aarup Bryghus dørene og siden er det gået stærkt. Aarup Bryghus startede på et 50liter Braumeisteranlæg, skiftede til et 150liters gasvarmet Blichmann Boilermaker, hvor øllet bliver brygget nu og til sommer bliver det skiftet ud med et 300liters bryganlæg, der er indkøbt med støtte fra LAG-midler. Og udvidelserne er påkrævede. Aarup Bryghus måtte holde lukket i januar for igen at få øl på hylderne, salget i december var gået så godt, at bryggeriet på det nærmeste løb tør. 

Det er ikke kun i maskinparken, at tingene ikke står stille. Bryghusets opskrifter bliver løbende udviklet og tilpasset, og der kommer stadig nye til. Tilgangsmåden til at brygge er også blevet ændret, hvor Jimmy i starten holdt sig til malt, humle, gær og vand, dukkede der i hans jule-ale chokolade og appelsin op, og det bliver ikke sidste gang han kommer til at bruge tilsætninger. Også udenfor kommer der til at ske mere. Bag bryghuset ligger noget, der nok var en græsplæne engang. Her er det planen, at der skal opføres en pavillon til ølsmagninger og plantes en humlehave. 

Forespurgt om hvad fremtiden skal bringe for Aarup Bryghus svarer Jimmy: 

”Umiddelbart er der ingen planer om at jeg selv skal gå fuldtids ind i projektet, da omsætning og indtjening ikke når et niveau, der kan modsvare min nuværende situation. Dog er det en klar ambition, at skulle ansætte flere kræfter, der kan drive Aarup Bryghus fremad. Blandt andet med opsøgende salg og levering til specialforretninger i hele landet. Aarup Bryghus har allerede én deltidsansat til at hjælpe med blandt andet brygning, tapning, butik, arrangementer og andre opgaver der måtte opstå. 

Red Bitter Ale, en af de nyeste øl i sortimentet.

Planen er at fastholde den lokale forankring og et stort udvalg af øl, samt løbende udvide sortimentet som de to seneste, dobbelt bitter wheat og red bitter ale. Sidstnævnte blev meget positivt modtaget ved den fynske ølsmagning i forbindelse med ølentusiasternes generalforsamling. Der er flere bryg på vej her i 2013.” 

 

Fra at være en god idé er Aarup Bryghus på to år gået hen og blevet bryggeri med behov for yderligere udvidelse og forventninger om at skulle ansætte folk. Hvad skal det dog ikke ende med?

Stovt takker

Lad bare Justin have sine beliebers, og One Direction deres directioneers, for Stovt har minimum én tilfreds læser, der heldigvis kaster med flasker i stedet for trusser og bamser. Han har været så fantastisk venlig, at bringe den afbillede flaske fra Almanac Beer Co. hele vejen fra staterne og hjem til bette Danmark, hvor han fra det nordvestlige København har postet den til mig. Tak er kun et fattigt ord, og bedømt ud fra nedenstående beskrivelse, så har han i bedste John "Faxe" stil ramt øllet lige i ræven med sit valg. Flasken er i øvrigt uhørt sexet, der er virkelig kræset for indpakningen. Læs nedenstående beskrivelse og fortæl mig så at du slet ikke er misundelig - jeg tror dig ikke.

"This oak-aged ale is our love letter to bourbon barrels. Barrel Noir is a sumptuous, inky ale that celebrates the velvety texture and subtle heat that only Kentucky charred oak can impart. Born from a blend of American imperial stout and Belgian-inspired dark ale aged in bourbon barrels, this rich brew can be paired with braised beef dishes and dark chocolates. Enjoyed best in front of a warm fireplace. 

Our Farm to Barrel beers highlight the tradition of aging beers in oak barrels. This dark ale is aged in used Bourbon barrels for over 6 months. During this time the flavors of the barrel and beer merge, making something new. As the barrel “breathes” it slowly imparts flavor of bourbon, oak and vanilla into the beer. Inside our Dark Ale brewed with Belgian Candi Sugar slowly evolves, developing more complex flavors and aromas. This slow process can’t be rushed. We test the barrels every few months (perks of the job) and when we think it’s ready, the barrels are drained and blended with a fresh batch of American Imperial Stout. The resulting beer can be aged for up to 5 years in the bottle, where the flavors will continue to blend and evolve."

Det tynde øl: New York Lager, 5,2%, Nørrebro Bryghus

Jeg er gået forbi hylden med øllene fra Nørrebro Bryghus nede i den lokale Netto så mange gange, at vi burde været blevet hej-venner forlængst. For nylig slog jeg så til, og smed den ene af de to udbudte varianter ned i kurven og tog den med hjem formedelst 12,-. Nørrebro Bryghus kender jeg primært for nogle voldsomt dyre, ikke alt for gode, fadlagrede øl som de sendte på markedet for en lille håndfuld år siden, og så af navn. De føromtalte fadlagrede øl efterlod mig med et ganske lunkent indtryk af bryggeriet, og måske netop derfor er jeg så tit gået forbi New York Lager og dens makker nede i det lokale discountmarked uden at få pirret nysgerrigheden. Nu skulle det så være, og det har ikke taget mig lang tid at fælde en dom. New York Lager er en madøl. Ikke forstået sådan, at den skal smides i sovsen eller marinaden, men at den trænger til noget fast føde på et tallerken til at spille bold op af. Det er ikke en øl man griber ud efter for at slukke tørsten, det er den for tyk, småsur og halvsød til, men jeg kunne forestille mig at den i samspil med eksempelvis en spicy ret fra det asiatiske køkken eller til grillet kød kunne være et rigtigt fint bud på en øl. På etiketten står der "frisk & humlet" og hvor det sidste er rigtigt nok, så er den altså for tung bagtil til nogensinde at blive frisk. Det friske de forøger at sælge øllet på på forsiden, matcher heller ikke rigtigt ord som kraftig og solid, der står printet bagpå. Det samme gør sig gældende for de karamelnoter Nørrebro Bryghus også mener findes i øllet. Skal man have renset ganen er det sjældent det er karamelposen man rækker ud efter. Under de rette omstændigheder tror jeg New York Lager er en fin øl, men som optakt til den fodboldkamp, der om et kvarters tid ruller over skærmen er den lidt en flad oplevelse.