Stovt nytårstale 2015

Det var så det år. 2015 har gjort sit, og reduceres til fortid når 2016 tager over lige om lidt. Det betyder samtidigt også, at det er blevet tid til eftertanke, og til både at kigge frem og tilbage. Da jeg scrollede ned igennem året på Stovt for at samle indlæg sammen til en årsopsamling, blev jeg glædeligt overrasket over, hvor aktivt et år det egentlig har været på Stovt. I mit hoved har jeg ikke lavet meget andet end at køre bloggen i et halvsløjt barselstempo, men sådan føles det nok når man står midt i det.

Jeg fik i løbet af året invitationer fra både Ugly Duck og Amager Bryghus om at komme og kigge med mens der blevet brygget med bryggere udefra. Derudover fik jeg på egen foranledning gæstet Det Lille Bryggeri, Abelgren & Ramvad og Rise Bryggeri, og af et par omgange var jeg også forbi Kunstbryggeriet Far & Søn, men der er jeg så privilegeret, at jeg må gæste når det passer mig.

Netop Kunstbryggeriet Far & Søn spillede en stor rolle i årets første korstog, hvor Stovts navn i bogstaveligste forstand kom på alle de andre ølbloggeres læber. Den øl vi i fællesskab bryggede i sommeren 2014 blev i januar sendt ud til en stribe ølbloggere for at blive anmeldt, og selvom anmeldelserne ikke fyldte noget på Stovt.dk, så var det rart at se, at noget der var blevet til som et con amore projekt, og i vores optik faldt godt ud, blev så positivt modtaget.

Jeg har en forestilling om, at tempoet bliver skruet ned på Stovt i 2016, men om det holder stik er det for tidligt at spå om. Mere af indholdet kommer i hvert fald til at rykke over på Facebook, hvor det giver mere mening at poste de små korte anmeldelser. Hvis de da ikke bliver samlet i temaanmeldelser, hvor flere øl samles under en fælles fane til en samlet anmeldelse. Dem er der i hvert fald et par stykker på vej af. Selv håber jeg, at se flere klummer, artikler og interviews på Stovt i 2016, flere bidrag til Poesibogen og Bryggeriloggen og der er da også allerede et par stykker under udarbejdelse.

Der står lige nu et par belgiske øl i mit skab (det er sjældent), der kommer til at være i centrum for en anden type anmeldelser, hvor jeg rykker ind i fremmed territorium og prøver at forstå noget jeg for længst har forkastet. Selv glæder jeg mig mest til den serie, der er i støbeskeen med arbejdstitlen ”Brewing with idiot”. Det er noget med at brygge øl, så meget vil jeg godt afsløre. Grundplanen er tegnet, men byggeriet skal lige i gang før der afsløres mere.

Det år vi tager afsked med, var året hvor de helt store for alvor begyndte at købe de knap så små, en udvikling det bliver spændende at se om rammer Danmark i 2016. Det bliver også spændende at se om CBC kan bevare sin status i ølfestivalcirkusset, når managen er blevet større, billetterne flere og antallet af tilstedeværende danske bryggerier noget større. Ikke et eneste ondt ord om de udvalgte danske bryggerier, men det gør måske nok festivallen mindre eksotisk for det danske publikum, omvendt kunne jeg forestille mig, at det det udenlandske publikum vil byde lidt lokalkolorit velkommen.

Der kom en del nye bryggerier på markedet i 2015, flere af de eksisterende etablerede nye brands og den udvikling tror jeg ikke stopper i 2016. I USA tromler antallet af bryggerier derudaf i et tempo, der synes ustoppeligt, men herhjemme tror jeg, at vi nærmer os en form for mætning, hvor flere af de eksisterende må se sig overhalet indenom af nye kræfter, der i højere grad er tilpasset den kollektive ølsmag, der er en organisme i stadig udvikling og ikke den samme som den var for fem eller ti år siden. Om det blot kommer til at betyde røde tal, eller om nogen kommer til at knække nakken på det, skal blive spændende at følge.

Det skal også blive spændende at se, hvordan To Øls øltempel på Nørrebro ender med at blive, om Mikkeller kan forsætte ekspansionen (og kommer der nye retninger?), hvilken plante Herslev putter i deres næste Mark-øl, om NNØ bliver dømt død, bryder igennem eller forsætter et liv i det skjulte, hvad Ugly Duck putter i deres store nye trækar, om Amager Bryghus igen lancerer 30.000 samarbejdsbryg, hvad Flying Couch får ud af, at have fået deres eget bryggeri, hvor mange nye bryggerier, der kommer og om det bliver året, hvor de går fra undergrund i deres gamle bibellager til et mere effektivt indrettet bryggeri med adgang til dagslys.

Et håb for 2016 er, at Danmark får en bedre ølpresse. Jeg kan blive gul og grøn af misundelse når jeg ser, hvad amerikanske ølblade og blogs kan diske op med af features, analyser, baggrundshistorier, artikler og ikke mindst kritik. Selvfølgelig skal der være plads til bloggenes anmeldelser og de har også deres berettigelse, og selvfølgelig kan Ølentusiasten ikke svinge med hammeren, når de som organisation helst skal kunne gå i seng med alle, men et eller andet sted derude må der sidde en eller flere, der kunne have lyst til at rykke ved noget og have nogle ambitioner på vegne af oplysningsniveauet omkring øl herhjemme.

Således kan der lukkes ned for 2015, og 2016 kan tage over. Tak til alle, der har gidet følge Stovt, kommenteret her eller Facebook, eller på anden måde brugt tid på de her sort/hvide sider. Tak til alle de mennesker derude, der har gidet bidrage til Bryggeriloggen og Poesibogen, tak til alle, der har taget sig tid til at besvare spørgsmål, tak til de bryggerier, der har inviteret, og til de, der har doneret øl til præmier eller min egen fornøjelse. Tak.

Som altid, hvis der er noget du savner på Stovt, hvis du har opfordringer, idéer, kritik, ris eller ros, så kom med det. Inspiration og stof til eftertanke er altid meget velkommen.

Tak for i år.

Martin/Stovt

Fire at følge i 2016.

2016 gemmer sig et sted henne i den kommende weekend, og det er tid til at udpege et par steder, hvor jeg tror det bliver interessant, at følge med i året, der kommer. De fleste af dem har optrådt i Bryggeriloggen i løbet af 2015, og det sidste er efterhånden ved at blive et fast indslag i Stovts spalter.

Og lad da bare den sidste blive den første. Kunstbryggeriet Far & Søn er efterhånden blevet køreklart nede i deres svendborgensiske baggårdsidyl. Det er ingen hemmelighed, at Bo, der driver værket dernede, er på Stovts personlige venneliste, og jeg forventer da også at se den øl vi lavede sammen i bryggeriets sortiment bærende Stovts navn. Bo besidder en legesyge og nysgerrrighed, der blandet i øllet gør, at vi kan forvente interessante ting dernedefra. Får man chancen skal man prøve Farmhouse Ale, tørhumlet Lager eller en af de Ny Nordisk Øl, der er under udvikling.

I efteråret gennemførte Vestslesvigsk Bryghus en crowdfunding-kampagne med henblik på at inddrive midler til at opgradere brygudstyret og til erhvervelse af træfade til fadlagring. Kampagnen gik forrygende, og der blev inddrevet 157% af de ønskede 50.000,-. Hvad det kommer til at betyde for Vestslesvigsk Bryghus er svært at sige, men nyt og bedre udstyr giver typisk mulighed for mere og bedre øl. Vestslesvigsk Bryghus producerer kun spontangæret øl, hvilket giver dem deres egen niche på det danske ølmarked.

Da Jessica Jenkins tilbage i marts mailede mig Penyllans bidrag til Bryggeriloggen, var min reaktion fåååååårk, hvor lyder det fedt det her. Bryggeriet har fat i noget nær alt, der er oppe i tiden: lokale ingredienser, fadlagring og sure sager. Ud over Jessica står også Christian Skovdal bag, et navn de fleste ølmennesker vil nikke genkendende til. De første øl forventes klar til april/maj, hvor lette/svære de bliver at få fat i er en hver mands gæt, men kom helvede eller højt vand, smages det skal de.

Sidste navn på listen er Alefarm Brewing, Stovts valg som årets nye bryggeri i 2015. Andreas Skytt Larsen har gjort det godt i bryggeriets første leveår, og med hans nye lokaler kommer nye muligheder, som jeg har en stor forventning om at han indfrier. For nyligt blev der åbnet for tilmeldinger til The Farmer’s Barrel Beer Club, der giver adgang til øl, merchandise og rabatter. Et spændende tiltag, som jeg har meldt mig til.

Absolute Let's Stovt 2015

Som en lille service til dem, der ikke har haft tid til at følge med på Stovt i året der gik, er jeg dykket ned og har lavet et opkog på årets højdepunkter.

Både Poesibogen og Bryggeriloggen har gjort det godt i året der gik, og begge havde i 2015 indlæg, der fik nærmest alt andet til at blegne. Mikael R. Andreasen svarede på Poesibogens Spørgsmål med en ordmængde, der ellers kun findes i romaner og Jessica fra Penyllan fik fyret op under alle kedler da hun introducerede bryggeriet i Bryggeriloggen.

Limfjordsporteren fyldte som altid meget på Stovt. Den blev spillet op mod Allan Olsen i Sort øl og vinyl, den blev smagt i en årgang 1989 og endelig fik jeg fra årets ølfestival med sendebud leveret en flaske med den fadlagrede variant, der havde ligget på fade fra Stauning Whisky.

Stauning Whisky fik i sensommeren tildelt deres egen temauge. Der var to interviews med Alex Højrup Munch derfra, om henholdsvis maltproduktion og om tønder, fadlagring og ølverdenen. Der var anmeldelser af fadlagrede øl fra Ghost Brewing og Ikast Mikrobryg, og endelig havde jeg en snak med Bo Abelgren fra Abelgren & Ramvad om hvordan de var gået til opgaven med at fadlagre.

Endelig blev det til et besøg hos Ugly Duck i starten af året, da Menno fra De Molen var forbi, og et svar til temaet på årets ølfestival, der mere end noget andet på Stovt blev delt, liket og kommenteret.

Årets øloplevelse: Circle Jerk på fad

Der er flere friske bud på årests øloplevelse. Både besøgene hos Amager Bryghus og Ugly Duck for at overvære samarbejdsbryg er værd at fremhæve, men selvom det virkelige højdepunkt bare var en lille bølge på det store ølhav, så var det alligevel en af den slags oplevelser, hvor man bagefter kunne notere sig, at så fik man da prøvet det. 

Ved Christian Firtals Pale Ale Festival fik spoofbryggeriet Horrible People debut. Horrible People består af undertegnede og Alex fra Rock on Beer Blog. Vi havde før festivalen forhørt os om Christian Firtal være interesseret i at tage en øl ind fra et ukendt bryggeri, og det blev et ja. Valget af øl var nemt nok, for vi havde brygget Circle Jerk af et par omgange. Oprindeligt for at jeg kunne få en basisintroduktion til brygning, men vi holdt fast i den og rettede den til. På dagen hvor vi afleverede fustagerne var den fantastisk, frisk og med masser af svedne sokker fra Soriachien, men som man kan se i nedenstående rapport, så gik gassen altså af ballonen undervejs. 

Det var et hak i lakken, men ændrede ikke på glæden ved, at der faldt masser af skulderklap af undervejs og da vi efter et par timer fik at vide, at nu var den første fustage tømt, blev vi enige om, at helt slemt kunne det altså heller ikke være. Der er allerede nu planer for at kunne præsentere Circle Jerk øst for Storebælt i 2016, men mere om det senere.

Årets nye øl 2015: Batch 1000, Amager Bryghus

At kåre årets øl er en nobrainer så stor, at det næsten virker omsonst, at tage sig tid til at uddele den. Og her et par dage på forkant med kåringen tør jeg godt vove den påstand, at Stovt ikke bliver det eneste sted, hvor den trækker guld. Havde den skulle hedde det, den formelt blev lavet som, så skulle den have heddet Batch 1003, men navnet blev Batch 1000 og der er flydt en del batches af det intense mesterværk gennem kogekarret på Amager siden den blev lanceret i foråret. I Batch 1000 har skruet helt op for humlen, i en ligetil IPA på 6,5%. Smagen er intens og langt ud over det forventelige, men i en fin yin/yang-symmetri, hvor alt balancerer selvom alle parametre på forstærkeren er skruet op på 11. 

Etikettekst: Der er i sandhed løbet meget øl gennem tankene, siden Amager Bryghus slog porten op i april 2007. Tankene er blevet flere, VI er blevet flere og - indrømmet - så er vi måske nok også blevet lidt rundere. Men det er kun fordi, vi har det godt og prøvesmager grundigt på øllet! Nu har vi brygget og smagt os helt frem til batch # 1000, og det vil vi gerne fejre med en af de øltyper, som vi ved, at mange er glade for: en saftig og humledryppende IPA med amerikansk inspiration. Der er humle alle vegne i Batch 1000, en slags under mæskning og kogning, to andre i whirlpoolen og så tre forskellige under både første og anden tørhumling. Tak for støtten til jer alle gennem årene her i betonhelvedet i Tårnby - vi var her ikke i dag uden jer. Ingredienser: Vand. Bygmalt: Pilsner, Munich, Melanoidin. Humle: Herkules, Amarillo, Chinook, Simcoe, Citra, Mosaic, Sorachi, Centennial. Gær. US-ale

Årets udenlandske bryggeri: Brekeriet

Når jeg scroller ned igennem årets Untappd-indtjekninger, så er der ikke megen tvivl om, at årets udenlandske bryggeri for mit vedkommende skal findes i det svenske. Der er tre oplagte kandidater, og selvom alle tre året igennem har været leveringsdygtige i øl med et højt bundniveau, der har givet gode, og til tider fantastiske oplevelser, så er mit valg er faldet på det af de tre bryggerier jeg har fået langt de færreste øl fra. 

Mit valg som årets udenlandske bryggeri er Brekeriet. De øl jeg har igennem 2015 har smagt fra dem, har været med til at udvide horisonten i min ølverden, fået mig til at udbryde ”holy shit”, gjort mig nysgerrig på mere og givet mig lyst til at kaste penge efter deres lækkert indpakkede flasker, selvom de rummer stilarter jeg normalt ikke ville give mig i kast med. De evner at skabe øl, der kombinerer det sure med det tilgængelige, uden at der gås på kompromis og jeg sidder tilbage med en nysgerrighed efter og en lyst til mere fra Brekeriet. 

Stovtanmeldelser af Brekeriet:

- Sour White

- Whisky Sour Rye

Årets nye bryggeri 2015: Alefarm Brewing

I starten af maj var jeg efter et besøg på Amager Bryghus forbi så godt som alle ølrelaterede destinationer på Vesterbro, og deriblandt Fermentoren, hvor jeg for første gang fik smagt øl fra Alefarm Brewing. Bryggeriet havde allerede to måneder tidligere optrådt i Stovts Bryggeriloggen, og i kraft af sin storytelling og måde at formidle bryggeriets opstart på, havde Andreas Skytt Larsen smittet mig med et svært tilfælde af nysgerrighed. Favorite Pastime levede op til forventningerne, og i Stovts anmeldelse af samme drog jeg konklusionen 

”Som øl er Favorite Pastime spot on, som første øl fra et nyt bryggeri er den fucking imponerende og som kandidat til Stovts liste over anbefalede øl er den selvskreven. Det er skidegodt det her, kom med noget mere!”. 

Jeg har efterfølgende smagt flere af Alefarms andre øl, og har til trods for, at de ikke har ramt ned i mine normale stilartspræferencer, så synes jeg, at bryggeriet har holdt en høj standard hele vejen igennem. Læg dertil, at Andreas Skytt Larsen er gået professionelt til opgaven med at brande bryggeriet, både ved hjælp af virkeligt lækre etiketter, men så sandelig også i form af en Facebookprofil, der har formået at fortælle historien om bryggeriets opstart uden brug af store ord og armbevægelser, men igennem en velafbalanceret storytelling, der har fortalt det den skulle, og så ladet øllet og den fortjente medvind sige resten. 

Ingen tvivl herfra, Alefarm Brewing er Stovts valg som årets nye bryggeri. 

Årets danske bryggeri: Ghost Brewing

Den for mig absolut sværeste kategori at sætte et navn på i år, har for mig været årets danske bryggeri. Mange har gjort det godt, nye er kommet til og har imponeret, men ingen har for alvor formået at trække fra feltet, så årets vinder er fundet efter en massespurt. Her er jeg nået frem til den konklusion, at jeg tager hatten af for Ghost Brewing, og beder dem træde op på præmiepodiets øverste trin. 

Jeg har af flere omgange udpeget og udråbt Ghost Brewing til at være Danmarks bedste sortølsbryggere. Kombinationen af min forkærlighed for det sorte, og Ghost Brewings evne til at brygge det, har gjort, at jeg mere end ved nogle andre bryggerier har fået små trækninger, når Ghost Brewing har varslet, at de sender en ny sort øl på gaden. Det er den samme fornemmelse, som den jeg fik, når der tilbage i de fysiske mediers tid kom ny single fra en af de grupper, jeg gik efter at eje alt med. Roen i sjælen bliver ikke genoprettet før øllen eller pladen er i hus, og det er en fornøjelse, at der er et bryggeri derude, der kan give en mand på katastrofekurs mod de 40 følelsen af at være en fanboy igen.

Ghost Brewing sendte en del sort på gaden i 2015, løst opremset blev det til: Darkest Moon, Black Magic Vanilla Sky, Black Octopus, King Kegwa og ikke mindst Black Beast fadlagret i fem varianter, og hver og en var værd at gå efter. Lige nu har Ghost Brewing ikke noget sted at brygge, men læser jeg det nylige interview i Sort Mælk korrekt, så falder der en aftale på plads i løbet af 2016. Indtil da må de hygge sig med, at være årets danske bryggeri på Stovt.

Valg

Ro på, der findes ingen forkerte svar i dag. Hvis du ikke synes Stovt er svaret, så stemmer du bare Stovt. Det kan ikke gå galt.

Sort vinyl og øl: Allan Olsen/Limfjordsporter

"Jeg har meget forståelse for de små skrantende steder, der ligger der. Og jeg har et vågent blik for, at meget af det, der var kvaliteterne ved Udkantsdanmark, er ved at miste sine kvaliteter. Originalerne bliver til dem, der sidder oppe ved Brugsen og spørger min datter, om ikke hun giver et slag fisse. Det, der før havde en lunhed og varme over sig, er væk. Nogle bliver også psykopater, fordi de lever uden berøring med den tilværelse, de er i. De sidder og ser deres lortefjernsyn i deres miserable huse. De har 10 hunde hver. Der er en traurighed over det, for det peger ingen steder hen."

Således faldt ordene fra Hans Edward Nørregaard-Nielsen i forbindelse med en bogudgivelse for et par år siden. Udkantsdanmark er i dette tilfælde Limfjorden. Det nordenfjords, kvadratkilometerne nord for vandet, der har givet Limfjordsporteren sit navn blev landsdelen, der som den første kunne købe Allan Olsens plade ”Jøwt”, mens resten af landet led under et slemt handelsembargo, der først blev brudt flere uger senere.

Såvel Limfjordsporteren, som Allan Olsens pladekarriere startede deres virke ude i offentligheden i 1989. Og uden at vide det, vil jeg påstå, at Limfjordsporteren, som i tilfældet ”Jøwt”, ikke var tilgængelig for det ganske land i starten af dens levetid.

Begge er resultatet af én mands lyst til at gøre lige præcis dét. Limfjordsporteren fandt først sin endelige form i 1997, efter at brygger Peter Klemmensen i en årrække havde rettet til og trukket fra. ”Jøwt” blev lanceret med en Vendsysseltour. Begge dele er så noget man gør fordi man kan det, fordi man vil det og fordi det oppe i knolden giver mening. Rendyrket con amore. At verden så vælger at se lyset i éns idé må betragtes som en, i begge tilfælde, velfortjent bonus.

Jøwt er god. Virkelig god. I sin lancering genial, men måske ikke et mesterværk som Limfjordsporteren. Her havde det givet mere mening, at trække paralleller til Jern, hvis indspilning i disse dage fejrer 20 års fødselsdag. Jern udkom i 1996, året før Limfjordsporteren fandt sin endelige form. Det vil jeg også mene, at Allan Olsen gjorde med Jern, selvom han næppe vil bryde sig om, at blive sat i bås. Men sproget var blevet hvæsset. Sangene blev hævet fra at være mere end bare storytelling, der blev mellem linjerne stukket til tidens selvfedme, og der blev åbnet for grænserne, med indtryk, der skuede langt ud over egen navle.

Jeg har nydt den luksus, 

at kunne rejse gennem fattigdom én masse 

fra Ganges over Vesterbros slum 

på min egen form for nas 

 (Wir Will Ein Danmark)

I mine knapt ti år som pladehandler mindes jeg ikke på noget tidspunkt, at have solgt en Allan Olsen plade til en kvinde, hvor den ikke har, skulle pakkes ind. Og selv om jeg er så fandens karrig med at smide øl ind i kønskvoter og des lige, så kan man vel godt omtale Limfjordsporteren som en herreøl. ”Den smager af værtshus og cigaretter” var dommen, den ene gang jeg forsøgte at servere Limfjordsporter for en kvinde, der ikke vidste, hvad der kom i glasset. Og selvom jeg som ikkeryger undgår de brune værtshuse, så har både Limfjordsporteren og Allan Olsen noget i deres udtryk, som man på samme måde må indordne sig under. En del af prisen på de små værtshuse er røgen i luften, lungerne og tøjet når du går hjem. Det har et snit af noget antiautoritært over sig, der ikke er for alle. Det er noget folkeligt, der ikke er for flertallet, men som de, der nu engang nyder godt af Allan Olsens musik, Limfjordporterens smag eller det brune værtshus atmosfære, til hver en tid vil hylde.

Der er noget stoisk og sindigt over både Allan Olsens musik og Limfjordsporteren. En manen til eftertanke, der giver sig selv. En tyngde, der trykker bremseklodserne ned, og i en tid med trends og tendenser, der skifter i en evig flimren, hvor folk jager de nye sandheder og sundheder, noget trygt tilrøget og uforanderligt, der ville kunne stille selv Svend Brinkmann tilfreds.

Så hvorfor jage det nyeste sort? 

Fra Barcelona til Nørreport 

(Det nyeste sort) 

Allan Olsen top-3:

1. Balladen om Rosa

2. Wir will ein Danmark

3. Rolig Rolex

Limfjordsporter top-3:

1. Stor fad

2. Lille fad

3. 33cl flaske

Vintage: Imperial Stout (Barrel Aged Series), Amager Bryghus

Der blev dykket dybt ind i skabet da Imperial Stout fra Amager Bryghus for længst udgåede Barrel Aged Series skulle hentes frem. Det er en af de øl, der har fået lov til at optage skabsplads i en evighed fordi indtaget af den krævede den helt særlige anledning. Den anledning dukkede aldrig op, så efter et par dages tilløb i køleskabet, blev kapslen en ganske almindelig hverdagsaften knappet op, og enhver drøm øllen måtte have haft om aldersrente og et otium på landet punkteret. 

Batchnummeret på flasken fortæller, at vi er way back ved den spæde start på Amager Bryghus. Sølle 52 står der der hvor tælleren i dag er klikket op omkring de 1.200 batches. Jeg gætter forsigtigt på, at øllen er brygget i 2008. Øllet er sat til at være mindst holdbart til 2018, og mon ikke 10 år er et meget godt på, hvad man dengang har ment, at øllen kunne holde. Havde de vidst, hvad jeg ved nu, så havde datoen nok været sat et andet sted, for der er ingen tvivl om, at Imperial Stout har peaket. Der mangler mundfylde, øllen virker hengemt og kulsyreniveauet er heller ikke prangende. Alligevel er der stadig så megen smæk på smagen, at det er svært ikke at blive en smule imponeret. 

Duft og smag går hånd i hånd. Kaffe og kage, røg i efterslæbet og masser af alkohol. Duften fremkalder respekt, for der fyldes helt op når man trækker vejret ind gennem næsen. Jeg tænker, at røgen i såvel duft som næse, kunne tænkes at komme fra fadlagringen. Fadpræget er i hvert fald ganske tydeligt. Smagen er samtidigt intens brændt, med en smule sødme underneden. 

Jeg har efterhånden oplevet en del øl, der smagsmæssigt havde peaket, men som til gengæld afgav aroma som var der ingen i morgen. Denne flaske var i hvert fald endnu et godt argument for at huske, at tage livet af sine kælderdarlings før kurven knækker, og oplevelsen bliver en skuffelse i forhold til det forhåbningerne lød på. Jeg ville i hvert fald ønske, at den her var blevet serveret for to år siden. Så tror jeg, at den havde haft en del mere at byde på. 

Julegaveidéer

Fornægt det, hold vejret til du bliver blå i hovedet, vrid og vend dig, smæk med dørene, råb af køteren og prøv bare, at true konen med at lukke for det varme vand, hvis hun ikke får det fikset. Det nytter ikke. Julen står for døren og nægter at gå hjem. 

Det betyder også gaver, hvis man altså har holdt så artig i det forgangne år, og skulle du mene, at du tilhører det mindretal, så vil Stovt som en lille service komme med en stribe bud på, hvordan man får øl under træet, uden at det bliver lig med klirrende flasker. 

I en verden fyldt med ølbøger vil jeg gerne fremhæve Vintage Beer af Patrick Dawson, der i bund og grund fortæller the dos and don’ts om lagring af øl, og undervejs runder en masse basale ting, som bliver forklaret i pædagoiske vendinger uden at det bliver hverken for simpelt eller for nørdet. Det er indtil videre den bedste ølbog jeg er stødt på. Vil man have mere læsestof, så kunne et abonnement på enten All About Beer eller Craft Beer & Brewing være et bud på en gave, der vil blive ved med at give i et års tid eller to. Begge blade kan anbefales.

Er man til bløde pakker, så er det muligt at få påklædning fra Omnipollo, Evil Twin, Brewdog og Mikkeller fremsendt med posten. Vil man hellere iklædes Amager Bryghus farver, så kan med fordel få farmor til at klikke forbi Boxbeers, der har en røvfuld af deres t-shirts i shoppen, samt sennep og chilisauce fra samme, hvis man da ikke lige skal have spicet glassamlingen op med glas fra de gudernemåvidehvormange bryggerier, som Boxbeers også er leveringsdygtige i glas fra. 

Skulle der være så mange unger i husholdningen, at der ikke er plads til andet end en flad pakke under træet, så kunne man jo ønske sig et gavekort til eksempelvis Beergium, eller hvis man sådan nogenlunde deler postnummer med Stovt, så er også Christian Firtal leveringsdygtige i gavekort. 

Anmeldelse: Sour White, Brekeriet

Trecifrede prisskilte på øl kræver sit af øllet for at retfærdiggøre, men efter at have haft en mindre åbenbaring i selskab med Rye Whisky Sour fra Brekeriet, så skulle der mere end en større udskrivning til for at afholde mig fra at prøve flere øl fra Brekeriet. Valget faldt på Sour White, en sur hvedeøl på 5% tilsat både brett og mælkesyre. 

Brekeriets indpakningen i stor flaske med en påklistret stilren sort/hvid etiket er som taget ud af afsnittet om, hvorfor ”keep it simple stupid” princippet tit virker bedre end for mange lag og tanker. Flaskens indpakning er nærmest monumental, og det visuelle førstehåndsindtryk udstikker da også forhåndsgarantier om at der er noget ganske særligt i vente. 

I glasset ligner Sour White ananasjuice. Cloudy og tykt gul. Med skummet af vejen ligner den smule hvide, der er tilbage oven på øllet smeltet vaniljeis. Det overrasker derfor heller ikke, at øllets konsistens er fed. Indledningsvis fornemmer man mælkesyren i duften, men den fader ud og i stedet er det en duft af melon og nyslået græs, der tager over. Senere toner en let gylleagtig duft frem, der bringer minder om en barndom på landet. 

Smagen rammer som et bredt piskeslag henover tungen, ingen snerren, ingen skarpe hug, men heller ingen tvivl om at man er blevet ramt. Fedmen hænger ved, og blandt alt det sure virker Sour White nærmest salt. Eftersmag er der ingen af. Smagen er der når pisken rammer, og så er den væk igen. 

Jeg kan godt mærke, at jeg stadig er surølsnewbie, for jeg fattes ord i forhold til, at kunne beskrive, hvad Sour White egentlig smager af. Men den er god, og klart blandt det bedste sure øl jeg har smagt. Ikke så god som Rye Whisky Sour fra samme bryggeri, men god og det trecifrede prisskilt skræmmer mig ikke fra at tage endnu en omgang Brekeriet på et senere tidspunkt.

Adventskalenderkonkurrencer

Hvis man ikke allerede følger Stovt på Facebook, så er det måske nu man skal slå til. Der vil i hver weekend op til jul bliv afholdt adventskalenderkonkurrencer med præmier i flasker. Foreløbigt er der præmier fra Nordisk Ølhus og Ugly Duck, og flere er på vej.

Anmeldelse: Nothing But Trouble..., Ugly Duck/De Molen

Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg gæstede Indslev Bryghus i selskab med Menno Olivier fra De Molen, for at se en Imperial Stout blive stykket sammen som et samarbejdsbryg mellem De Molen og Ugly Duck. Brygdagene forløb ikke uden problemer, og således har man forklaringen på navnet Nothing But Trouble…, der blev sat til salg i forbindelse med frigivelsen af årets julebryg første lørdag i november. 

Der blev frigivet syv varianter, heraf seks fadlagrede. Med en pris på 75,- holdt jeg mig til de mere sikre kort, og tog den almindelige variant, og de fadlagrede varianter, der havde været på whisky, røget whisky og bourbonfade, mens de rødvins, cognac og sherryfadlagrede udgaver fik løbepas. De fire indkøbte varianter blev drukket i én session, med standardudgaven som den første, for at have et index 100, at arbejde ud fra. 

Jeg var slet ikke i tvivl om, at Nothing But Trouble… ville være en tung omgang, og den skulle i følge de jungletrommer, der var løbet i forvejen også være en sød omgang. Jeg synes dog ikke, at Nothing But Trouble… var så sød som sit rygte, til den gengæld havde den en overraskende og ganske intens bitterhed til sidst, der blandede sig med en del klæg lakrids. Det efterlod mig med en fornemmelse af, at opskriften har indeholdt røgmalt og mørkt sukker. En diskret røg, og brændte noter antyder i hvert fald, at det kunne være tilfældet. 11% er Nothing But Trouble… på, og man fornemmer, at den på forhånd har været tænkt som en øl, der skulle fadlagres. Fyldigheden, procenterne og en ikke alt for kompleks øl, virker designet til at skulle tage til sig af fad.(9) 

De forskellige fadvarianter har fået et halvt år hver på fadene, og første fadlagrede variant i glasset var whiskyudgaven, der har været en tur på et Bruichladdichfad (Islay). Næsen var en hamper omgang, hvor jeg var tæt på at trække staldkortet, men efter et par minutter trækker stalden sig, og en let sødere duft end originalens toner frem. Det er især i eftersmagen, at fadpræget gør sig gældende, som et lavmælt skævt indslag af alkohol og tørv, der ikke helt fungerer. Det ville klæde øllen, hvis den havde fået lov til at ligge længere på fadet og trukket nogle flere indtryk til sig. Som en undertone af smag fungerer fadpræget ikke helt, det havde klædt det, hvis det stod langt tydeligere frem.(7) 

Ud fra en forventning om, at den røgede whisky ville have mere kant end den almindelige, er den røgede whiskyvariant (Port Charlotte) sat ind som den tredje i smagningen. Duften har stadig et mystisk staldpræg, men op fra det står røgen klart igennem, og også her fortager staldpræget sig efter et par minutter. Fra første indtag står det klart, at det her er den foreløbigt bedste af de tre øl, der indtil videre har været på bordet. Fadpræget står tydeligere igennem, røgen er minimal, men står mere ud som en virkelig sød pibetobak, der fuldender øllet. Nothing But Trouble… i Port Charlotte udgaven virker langt, langt mere balanceret end de foregående to, og alt synes tonet en smule ned til fordel for en let røg. (10) 

Sidste skud i dagens firkløver har været en tur på Jack Daniels fade. Duften er den samme historie som de foregående, mens smagen minder en del om den røgede variant i en mere klæg og personlighedsforladt variant. Det er nok den af de fire varianter, der glider lettest ned, men det kan selvfølgelig også have noget at gøre med alkoholindtaget på indeværende tidspunkt. Skulle jeg præsentere serien for en udeforstående, ville jeg nok vælge denne, den har noget lethed over sig, men når man har været forbi Port Charlotte udgaven, så virker den banal. (8) 

Jeg er ikke superstor De Molen fan, og man fornemmer noget af arven herfra, med virkeligt tungt øl. Heldigvis er karboneringen langt mere levende i Nothing But Trouble… end i de fleste De Molen øl, hvilket klæder dem. Jeg mistænker, at man har ønsket alle øllene klar på én og samme tid, og det har nok kostet noget på smagskontoen. Whiskyvarianten havde helt sikkert kunne hente mere ved, at stå længere på fad, og det udelukker jeg ikke, at Jack Daniels-udgaven også kunne. Som idé er det fantastisk, at lave en øl, smide den på seks fade, og så ellers lancere dem som sæt og give muligheden for at smage dem op mod hinanden, men i praksis havde det givet mere mening med en individuel tilgang til øllene, således at man havde fået det optimale ud af hver enkelt. 

Anmeldese: Déjà Vu, Rocket Brewing

Jeg har ikke drukket øl fra Rocket Brewing, siden deres første fire varianter kom på markedet og skuffede fælt. Alligevel følger jeg dem med stor glæde, da de har fat i en masse af det rigtige, blandt andet er de nok det bryggeri i Danmark, der pt har de mest appellerende etiketter. Men mit førstehåndsindtryk af øllet var så skidt, at det først var i går, at jeg var klar til at give dem endnu et skud. Valget faldt på Déjà Vu, en Black Farmhouse Ale på 7,2% Umiddelbart var den sød som en Brown Ale af den slags, der giver Brown Ale et fesent rygte. Heldigvis med masser af ristet modspil. Det søde var liiiige på grænsen af det tilladte, og også lidt over, men blev holdt uden for det røde felt af de ristede toner. Eftersmagen var tør med en god portion kaffe, men lod det hvinesøde skinne igennem. Umiddelbart var der ikke meget brettkarakter, men jeg udelukker ikke, at den havde gemt sig i eftersmagen et sted. Déjà Vu er en øl på den gode side af det jævne, og klart bedre end noget andet jeg har fået fra Rocket Brewing, hvilket måske/måske ikke berettiger Rocket Brewing til endnu en chance.

Anmeldelse: Prarie Artisan Ales, Pirate Bomb

Ingen tvivl om at chiliøl er lig antikrist, men undtagelsen, der bekræfter reglen og rent ølmæssigt er parallellen til ham den langhårede, der slog armene ud og fik smidt et par brædder i nakken er Prarie Bomb fra Prarie Artisan Ales. Jeg drak Pirate Bomb i går, der er den romfadlagrede variant af samme. Rommen gør ikke noget godt for øllen, men selv den fede malibusødme den drysser ned over bomben kan ikke pille ved, at det stadig er en god øl. Prarie/Pirate Bomb er massiv som bare fanden, tætpakket som et overdådigt vakuum, der holder kaffen og de hårdt ristede toner nede, mens chilien brænder mildt, men ikke upassende, i eftersmagen, som en passende påmindelse om, hvor vild en øl man drikker. Det er en af de øl man skal unde sig selv, hvis man får muligheden. Anbefales.

Anmeldelse: Yin & Yang, Evil Twin

Navn: Yin & Yang

Bryggeri: Evil Twin

Alkohol: 10%

Beskrivelse: I en verden, hvor ready to drink-produkter truer med at oversvømme markedet, der er det rart, at nogle bryggerier tør tage kampen op, og selv mikse deres drinks. Således har Evil Twin valgt at mikse deres IIPA Yang med deres Imperial Stout Yin, med bastarden Yin & Yang til følge. Yin & Yang har fået skrevet Imperial Black & Tan i beskæftigelsesfeltet på sit CV, og kan vel med rette betegnes som luksusudgaven af det, der på godt dansk hedder en half n’ half.

Jeg er kæmpefan af Yin, mindre fan af Yang, men deres fælles barn mikser forældrenes kvaliteter i en grad, at Yin & Yangs fødsel burde have sin egen højtid. Yin & Yang er fuld effekt. Masser af humlefylde, men stadigt overraskende blød og frisk i en grad, jeg ikke kan mindes andre sorte øl være i nærheden af. I en blindtest ville jeg aldrig have gættet på de påskrevne 10%, men nok snarere trukket mit svar ned i omegnen af de 7%. Øllet har en let rugbrødssødme, der giver det perfekte modspil til de groft skårne kanter. Eftersmagen holder længe, og er helt perfekt med let brændte noter og engelsk lakrids. Jeg købte Yin & Ying med lunkne forventninger, men har genkøbt den af flere omgange med forventningens glæde stående ud af begge ender. Fantastisk øl, intet mindre.

Indkøbt: Bestofbeers.dk (33cl, 40,-)

Karakter: 11

Boganmeldelse: Patrick Dawson - Vintage Beer

Der findes tusindvis af ølbøger derude, og fælles for en god del af dem er, at de på deres sider rummer en del skuffelse. Det gælder i hvert fald for en del af de bøger, jeg mere eller mindre hovedløst har investeret i. Med Vintage Beer er det dog lykkedes mig, at få købt en bog, der virkelig har imponeret mig. Mit udgangspunkt for at købe bogen var, at blive klogere på, hvad der sker når jeg smider øl ned i kælderen. Hvorfor udvikler de sig? Og kan man forudsige hvordan? Det giver bogen gode svar på, men den opgave bogen i lige så høj grad løser er, at fungere som en let tilgængelig og overskuelig (ca. 140 sider) guide til en basal forståelse af den del af øllets sammensætning, der går ud over at det er skruet sammen af malt, humle gær og vand. Vil man vide mere om fenoler, estere og hvorfor humlen fader m.m., så er Vintage Beer også en fremragende bog. Efter at have gennemgået disse basics, går forfatteren igennem en stribe øltyper, og forklarer, hvad der sker med dem når de ældes og hvordan man bedst opbevarer dem mens det står på. 

Jeg synes Vintage Beer er en klart anbefalelsesværdig bog, uanset om man skal have smidt flasker i kælderen eller bare vil blive klogere på øl. 

Købt via Amazon.

Anmeldelse: Kwas Alfa, To Øl/Pinta

To Øl har for en stund valgt at leve på polsk med Pinta under undfangelsen af Kwas Alfa, deres fælles barn, der ifølge navneregisteret bærer betegnelsen Sour Rye Pale Ale og personnummeret 4,3%. Skal man tro beskrivelsen, så er det den første Sour lavet i Polen, hvilket gør den til endnu en fodnote i den store bog om ligegyldig ølinfo.

Kwas Alfas farve går i retning af ufiltreret koldpresset æblemost, og efter det indledende skum har lagt sig, anes der kun lige et par hvide streger på toppen, der giver den uklare væske et præg af noget, der ikke nødvendigvis er egnet til menneskeføde. Det er Kwas Alfa dog så absolut. Det sure (mælkesyrebakterie) fylder fint fremme i ganen, der er masser af krop for så alkoholsvag en øl og syrligheden bringer tankerne tilbage til den førnævnte koldpressede æblemost. Kwas Alfa fremstår homogen og balanceret, den smule humlebitterhed, der kan smages, har et præg af tropiske frugter og klæder helheden. For så let og lys en øl er Kwas Alfa ganske tung, og mere end den sommerøl den på papiret er, tror jeg den vil klæde den del af efteråret, hvor mørket endnu ikke har fået overtaget.

Sort vinyl og øl: Crunchy Frog/Mikkeller

Jeg har været så forhippet på, at smide Mikkellers Brown Ale brygget for at fejre Crunchy Frogs 20års ind under Stovts Sort vinyl og øl, at den har fået lov til at leve et efterhånden langt liv i hjørnet af køleskabet. Det er der blevet rådet bod på, og i selskab med et mindre musikalsk nostalgitrip er flasken nu blevet fortæret i selskab med en stribe numre jeg ikke har hørt længe.

Mit forhold til Crunchy Frog har varet way, way længere end mit kendskab til Mikkeller har. Det var et pladeselskab, der i flere af selskabets levetid efterlod et indtryk hos mig, der gjorde at alle nye udgivelser fra dem blev købt ubeset. At Mikkeller vælger en Brown Ale i deres ære er for mig helt skævt, for i de år var selskabet pastelfarvet; Junior Senior, Powersolo, EPO555 og så Superheroes, hvis albumcovers måske godt ville kunne forsvare valget af den brune farve. Synthpop udspillet i et retrounivers, med Thomas Troelsen i front som tidens skarpeste sceneindpisker. Hvem fanden ville have gættet på, at han et tiår senere sad i en af de varme stole hos Smagsdommerne på DR2?

Crunchy Frog var ustoppeligt festligt i den tid. Det var weekendmusik skabt til at booste moralen før byen blev indtaget. Hvis ikke de var festen. Jeg har været til talløse koncerter med ovenstående navne (Thau fraregnet), fra lokale spillesteder, over Radiohuset Rocker, til Crunchy Frogs julefest i Store Vega, for slet ikke at nævne Vibracrunchfestivalen i Malmø, der i en årrække også var en sikker destination hver sommer.

Good Times, good times indeed.

Sidste år fyldte min gamle ven, den sprøde frø, så 20år. Stor kalas! Øl blev brygget til lejligheden, et par flasker vin blev der også lavet, og så selvfølgelig en opsamling over fortidens bedrifter. Lige nu er det så øllet, der er i fokus. Og som det gælder for de ting Crunchy Frog har lavet de sidste ti år, så er Brown Ale heller ikke noget jeg opstøver så tit. Der er en tendens til at det hurtigt bliver noget sødt klisterstads, men det fejler Mikkeller heldigvis i at lave. Crunchy Frog Brown Ale er knastør med en skarp kant, der dels består af den smule humle, der måtte være tilbage, dels et fint ristet/røget præg. Kroppen er balanceret, karboneringen er perfekt og som pladeselskabet i sit prime er der ikke en finger, at sætte på øllet.

Tak for nostalgitrippet til både pladeselskab og Mikkeller, det var rart at blive mindet om, at hvis de tog benene ud, så ville det ikke være sprødt.

Hurtig Crunchy Frog top 6 
Tothe International – Momma I’m a Communist 
Thau – Na Ni 
Powersolo - Oak Tree Girl
Superheroes – Nightmare 
Sterling – Ubesvaret Opkald
EPO-555 – L’art Pour La Fart

Anmeldelse: Mühle & Bahnhof Barrel Aged, De Molen

Kaflam! Mine næsehår er svitset af før duftindtrykkene når at trække ind. Aromaen er bloddopet til det ekstreme, og mere end øl, syrlighed eller andet forventeligt, står en duft af alkohol op i hovedet på mig. Denne Gose er tøndelagret, og jeg gætter forsigtigt på, at der er brugt romtønder. Sødmen er i hvert fald overdøvende. Selve øllet ligner brakvand, brunligt og grumset. Smagen er ren hønserøv, masser af syrlighed ned over tungen, men intet ud i resten af munden. Det er er næsten udrikkeligt, og alligevel svært fascinerende. På flasken står der Imperial Gose, men har jeg forstået det rigtigt, så er det her en Ale tilsat mælkesyre? Jeg er ikke helt inde i, hvordan og hvorledes, men syrligheden virker i hvert fald skruet heftigt op og nærmest kunstig, som var det hentet fra et stykke slik. Ikke anbefalelsesværdig.

Amerikanske ølblade: Craft Beer & Brewing

Efter at have kigget nærmere på Draft Magazine og All About Beer bliver i dag tredje og sidste nedslag i den del af den amerikanske magasinbranche, der har med ølmagasiner at gøre.

Ingen tvivl om, at Craft Beer & Brewing er det klart mest indsigtsfulde og nørdede af de tre blade. Det er også det af de tre blade, der stiller størst krav om, at læseren ved noget om øl før han/hun bladrer bladet igennem. Det gælder i hvert fald den del af bladet, der omhandler brygning. For Craft Beer & Brewing indeholder mange artikler om ølbrygning, opskrifter og små indslag om specifikke elementer af brygningen, og er man ikke interesseret i den del af øllet, så bliver det hurtigt langhåret. Selv skimmer jeg kun den del af bladet, og glædes i stedet over de mange andre ting i bladet, der rammer noget bredere.

Bladet rummer nemlig også mange af de samme ting som de andre blade også har. Anmeldelser, temaer, fokus på bestemte lokationer o.s.v. Tit blandes det almindeligt faktuelle, med den mere øltekniske side af sagerne, som når et minitema om bryggerier, der benytter sig af lokale urter og afgrøder får tilsat et par paneler med ølopskrifter inspireret af temaet. Det fungerer og spiller perfekt sammen.

Jeg vil vove at påstå, at artiklerne i Craft Beer & Brewing stikker dybere end i de andre ølblade. Der nørdes mere og man er ikke bange for at berøre nicherne. Det giver samtidigt et mindre forudsigeligt blad, hvilket holder det friskt. På den negative side hører bladets opsætning, der gør bladet uoverskueligt. En artikel om Westbrook, der i sig selv ikke fylder meget mere end en side inklusiv billeder, fordeles over seks dobbeltsider således at man nærmest skal lede efter artiklen mellem reklamerne. Der er mange reklamer i Craft Beer & Brewing, men til gengæld er bladet også på 120 sider, hvor både All About Beer og Draft Magazine fylder 96 sider.

Craft Beer & Brewing Magazine koster 49,99$ for et års abonnement med 6 numre.